Det er nu Dansk Industris tur til at lancere en kampagne, der har til formål at få politikerne til at forbedre erhvervslivets vilkår. Det skal ske ved blandt andet skattenedsættelser og et øget arbejsudbud. Og ikke mindst ved at skære i overførselsindkomsterne, så arbejdsløse bliver mere eller mindre tvunget ud på arbejdsmarkedet – psykisk sygdom eller ej.
Af Thomas Larsen
For godt en måned siden var Dansk Arbejdsgiverforening i medierne med 28 forslag til, hvordan de forestiller sig, at en kommende regering skal lempe på vilkårene for danske virksomheder. Som nævnt i artiklen Færre penge: Flere i arbejde, er et af de væsentligste elementer drastiske besparelser inden for kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge. Det vil alt andet lige ramme mennesker, der ikke blot er arbejdsløse, men også lider af fysiske eller psykiske problemer, og ikke mindst mennesker som har en svær psykiatrisk diagnose og dertil hørende sygdom, der gør det praktisk talt umuligt for dem at komme ud på det såkaldt ordinære arbejdsmarked.
Nu er det så Dansk Industri, der melder sig i koret af strammere med deres overfladisk set besnærende kampagne “Kære Danmark”. Også de vil have lavere skatter for erhvervslivet, færre grønne afgifter og bedre konkurrencevilkår. Om der er nogen relevante medier, der har gået kampagnen efter i sømmene og stillet de kritiske spørgsmål, er i skrivende stund uvist. Men ét er sikkert og vist; dette er blot endnu et eksempel på, at det er blevet legitimt at kræve mere og mere af borgerne i dette land, hvad enten de er raske og arbejdsduelige eller ej. Ja, det kan næsten opfattes, som om det ikke længere spiller den større rolle, om man er sund og arbejdsparat – eller om man er alvorligt sygdomsramt. Ud på arbejdsmarkedet skal vi alle. Og det kan ikke gå hurtigt nok! For det gælder om, at øge arbejdsudbudet, som det så smukt hedder. Det betyder med andre ord, at der skal flere ud på jobmarkedet for at kappes om de ledige pladser.
Hvor er jobbene?
Hvis der var arbejde til alle; hvis der blev taget de nødvendige hensyn og verden i det hele taget så anderledes ud, så ville det måske give god mening at “presse” mennesker med psykiske og sociale udfordringer noget mere. I den bedste mening naturligvis! For der kan selvfølgelig sættes spørgsmålstegn ved, om det er både etisk og samfundsmæssigt forsvarligt at overlade folk til deres egen skæbne på for eksempel førtidspension. Ville det ikke være bedre – for alle involverede parter – hvis så mange som muligt blev hjulpet ud i virkeligheden og fik sig et meningsfuldt job, som de kunne bestride og finde glæde i? Har det været alt for let og bekvemt for kommuner og staten at tildele førtidspension til mennesker, der krævede særlige hensyn for at kunne tilpasse sig arbejdslivet på lige fod med andre?
Hvis det var tilfældet engang – at det var “let” at få tildelt en førtidspension – så er de glade dage forbi. Ifølge regeringens egne beregninger, så er antallet af førtidspensioner faldet til en trediedel af, hvad det var for blot nogle få år siden. Der skal virkelig være tungtvejende argumenter på plads, før man overhovedet kommer i betragtning til en pension før tid. Det har blandt andet den konsekvens, at flere bliver overladt til at skulle leve af kontanthjælp og samtidig trækkes med arbejdsprøvning, tvungen aktivering og lignende tiltag.
Problemet er imidlertid, at der sjældent kommer et “rigtigt” job ud af disse forløb og aktiveringsformer. I bedste fald når man lige at smage på retterne, før der bliver taget af bordet. Og jo længere tid man har stået uden for arbejdsmarkedet, jo sværere er det som bekendt at komme indenfor. Især hvis man ikke kender nogen, der kender nogen, og ikke har det rette netværk.
Ideologi og menneskesyn
Det er et dybt ideologisk ærinde, som Dansk Arbejdsgiverforening og nu også Dansk Industri er ude i, når de uden at ryste på hånden foreslår, at der skal skæres ind til benet i de offentlige udgifter til overførselsindkomster. Og rationalet synes at være klokkeklart: Lige meget hvad du lider af, så skal du først og fremmest stå til rådighed for arbejdsgiverne. Og hvad der tjener erhvervslivet, det tjener også borgerne og resten af samfundet. Heraf kan man slutte, at det enkelte menneske kommer i anden række og nødvendigvis må underordne sig markedskræfterne.
Hvad denne ideologi og dette menneskesyn fører med sig, såfremt DAs og DIs ideer bliver omsat til politik og lovforslag, det må fremtiden vise. Men en ting synes sikkert og vist, og det er at velfærdsstaten er under forandring. Eller under angreb om man vil. Et angreb forklædt som reformer og omstrukturering og andre tilforladelige ord og begreber. Og det kan indimellem være svært at få øje på nogen, der med en vis vægt værner om den menneskelige anstændighed. Og netop derfor er det utrolig vigtigt, at vi ikke lader os skræmme til tavshed, men tværtimod står fast på, at et rigt samfund som det danske burde kunne tage vare på de svageste og mest udsatte medborgere.
Se også:
Færre penge: Flere i arbejde