Min healende tur med den transsibiriske

Lene Hermann reflekterer over, hvorfor hendes healende drømmerejse med den transsibiriske jernbane gjorde hende så godt.

 

Tekst og foto: Lene Hermann

Da jeg for tre år siden kom hjem fra min drømmetur i foråret 2012 med den transsibiriske jernbane, følte jeg mig lettet. Hvorfor vidste jeg, ikke men det ved jeg nu!

Især den lange togtur gjorde mig godt. Hvert eneste af togets blide, næsten uhørlige ga-da-gung’er befriede mig en smule fra den skam, skyld og sorg over hungersnød, krige og natur- og menneskeskabte katastrofer, der er sket i løbet af mit liv.

I perioder har jeg haft det sådan, at smed jeg en kartoffelskræl ud eller lod vandet løbe, til det blev koldt, havde jeg hele verdens sultne og tørstige børn og voksne stående i mit køkken. Det var ikke alle, der kunne være der, men jeg følte mig skyldig og skamfuld. Ikke kun på mine egne veje, men også på vegne af alle stinkende rige og pengegriske mennesker i verden.

I de perioder spiste jeg ikke ret meget, og jeg smed ikke noget mad ud. Når jeg var gæst hos nogen, overførte jeg min angst til mine værtsfolk til stor irritation for alle parter. Det var ikke noget, jeg snakkede om, for det skammede jeg mig også over.

Turen med den transsibiriske jernbane var en kontrastfyldt tur, der ikke skjulte noget: Den ufattelige rigdom i Kremls store skatkamre og fattigdommen i et fabriksområde i Ulan Bator. Den skjulte heller ikke forældres glæde over at se deres små børn køre i elektriske biler på en plads i Irkutsk, eller de store byers glaspaladsers anmassende pralen af penge og magt.

Heller ikke skønheden og roen i Mongoliets vidder eller en eftermiddag i en park i Beijing, hvor jeg befandt mig i udkanten af et pensionist-kor, syngende med – på kinesisk!

Netop kontrasterne og de i alt syv døgns ga-da-gung’er har sat et uudsletteligt præg på mig. Jeg bærer stadigvæk på sorgen, men skylden og skammen bærer jeg ikke på. I hvert fald ikke a-Lene.