Terkel Winther har taget sin kæreste med til psykiater, psykolog og bankrådgiver, så hun kan opleve den nedladende og dikterende moralisme, som mange psykiatribrugere bliver mødt med af behandlersystemet.
Af Terkel Winther
Lisbeth og jeg er taget til gældsrådgivning. Vi sætter os og lytter på den beredvillige bankmand. Han er flink og forklarer. Jeg lytter på hans udlægning af en enkel moral om at betale, hvad man skylder og hvorfor. Hvis jeg låner 200 kroner af dig, så vil du jo også gerne have dem tilbage, siger den smilende rådgiver.
Lisbeth slår i bordet. Råber op. Lisbeth er min raske kæreste. Hun har aldrig været patient i psykiatrien, og jeg har taget hende med forskellige steder, så hun kan få syn for sagen.
Lisbeth troede, jeg overdrev. Hun mente ikke, det kunne være rigtigt. Men nu har hun været med hos en psykiater, en psykolog og nu hos en rådgiver.
Jeg husker de vrede råb fra Bostedet Thorupgård. En, der råber sin vrede og galde ud. Det virker helt ukontrolleret, og det varer ikke længe, før ambulancen kører op og henter hende.
Dikteret moral
Men jeg kender mange af behandlernes facon. Den forklarende, moraliserende, nedladende facon. Det venlige overgreb. Patienten, som prøver at frigøre sig fra behandlerkulturen, der aldrig holder sig tilbage med at forklare, hvad man skal og specielt ikke skal i sit liv. Hvordan man skal opføre sig, og hvad der er rigtigt og forkert. Der er ikke lagt op til en diskussion. Moral bliver dikteret med løftet pegefinger og et smil på læben.
Pludselig får man nok. Råber op. Bliver vred. Lægen bliver tilkaldt. En beroligende indsprøjtning og en tur på hospitalet. Når man kommer tilbage, er man stille og går ind på sit værelse.
Du skal leve et stille liv
En dag havde jeg en sygeplejerske på besøg. Hun sætter sig foran mig og snakker hverdagsagtigt med mig. Du skal regne med et stille liv, siger hun. Et liv her i din lejlighed. Se fjernsyn. Du må ikke gøre noget, der kan stresse dig. Du kan ikke tåle det. Hun hælder kaffe op og ser på mig. Ja, siger hun så, din fremtid er et liv uden indhold. Det er i hvert fald, hvad jeg hører hende sige, og da hun er gået, tager jeg en lille hvid tablet. Jeg skyller den ned, og lidt efter falder jeg i søvn. Foran fjernsynet.
Hvordan kan man forvente, at nogen skal forstå? Hvorfor tænker man, at nogen skulle være interesseret? Den verden, som de socialt udsatte lever i, er en helt anden verden end den, de almindelige mennesker går rundt i. De fleste tror, at alle er lige og bliver behandlet lige. De velstillede og veluddannede mener, at den behandling, de får, er den samme, som alle andre får. Sikke et fantastisk system, siger de.
Nu har min raske kæreste været med rundt. Hun fnyser foragteligt af psykiaterens terapi, krummer tæer over psykologens faderlige facon og bliver rasende over gældsrådgiverens docerende moral. Men Lisbeth lever ikke i den verden. Hun er kun på besøg. Men jeg ved, at hun forstår, hvad det kan gøre ved et menneske at skulle leve i de udsattes verden. Jeg ved, at hun forstår, hvorfor det er rigtig svært at komme videre, når man engang har været patient. Jeg ved, at hun forstår, hvorfor de udsatte mister troen på sig selv og sine kræfter. Jeg ved, at hun forstår, hvorfor rigtig mange må give op.
Et farligt kys?
Hey Sindy, min cubanske skønhed! Du gjorde rent på Distriktspsykiatrisk Center, og da vi ville kysse, kom der to sygeplejersker farende. Den ene stod ved siden af dig og den anden ved siden af mig. De passede godt på. Dengang var jeg patient. Jeg fik aldrig kysset dig. Men jeg er sikker på, at dit kys ville have været dejligt. Måske ville det have smagt af frihed og håb. Måske var det derfor, sygeplejerskerne kom. Jeg havde været patient i mange år, og måske ville dit kys have gjort mig bange og ked af det…