Hvis ikke den kreative energi finder en udvej, bliver den til dæmoner, der æder én op, mener forfatteren Kim Leine. Det er derfor, han skriver.
Af Jesper (anonym)
Jeg er ikke nogen litterær atlet, så jeg føler mig underlegen, selv om jeg har læst om ham både i Politiken, og DSB’s blad. Det, som har ført Outsideren på sporet af Kim Leine, var en artikel, hvor han fortæller om sin skuffelse over et psykiatrisk hospital. Han troede, han ville møde gakkede typer, men i stedet mødte han triste mennesker, som længtes efter det normale.
Og det affødte en reaktion fra herværende skribent, for min opfattelse af folk på psykiatriske afdelinger og min egen erfaring er, at vi er folk, der har brug for hjælp. Hjælp som vi ikke får. Derfor kan vi virke opgivende og kedelige, stagnerede i livets labyrint. Jeg blev derfor nysgerrig efter at høre mere.
Men Kim Leine er meget mere end en psykiatrisk indlæggelse og en udtalelse i DSB’s blad, erfarer jeg hurtigt, da vi sidder i Outsiderens lokaler. Han bruger sin litteratur terapeutisk og balancerer sin kreative energi.
Terapeutisk skrivning
Outsideren er repræsenteret af mig selv, Andreas Brøns Riise, der underviser på vores skriveværksted, og vores fotograf Jette Nielsen. Andreas har skabt kontakten, og nu går snakken om psykiatri, om at skrive bøger og om at bruge sig selv terapeutisk i den forbindelse.
Vi griner og har det fint i hinandens selskab, mens diktafonen optager hvert et ord. Jeg synes, det er interessant, at han forholder sig analytisk til sig selv og de andre mennesker, han møder. Det kan jeg ane i hans sind. Et sind, som han åbent fortæller om og bruger i sine bøger. Et spørgsmål rumsterer i mit hoved: Hvordan bruger du terapeutisk skrivning i dine bøger?
“Ja, det er blevet en kliche,“ svarer han. ”Man siger, at litteratur ikke skal være terapeutisk, men selvfølgelig er den det. At skrive hjælper en til at tænke og organisere sine tanker. Alt det der diffuse, som er ens liv, ens angst, ens traumer – det bliver til en sværm, som bliver samlet ned, og sværmen bliver til bogstaver på papiret, altså der kommer struktur på det. Det handler om at strukturere sine tanker, om at gøre dem konkrete, gøre dem til en tekst og til et værk”.
Kim Leine mener, at skrivning er terapi i en bred forstand, også for mig. “Kreativ energi, der ikke finder vej ud, æder én op som en dæmon”, siger han. Og sådan har han altid haft det.
Den frie kreativitet skal balanceres med kontrol
Vi fortæller hinanden om vores erfaringer – han inden for bogens verden, og jeg selv inden for filmens verden.
Vi ved ikke, hvor vi ender, men vi starter i kreativitet, den fri kreativitets vildskab, der skal tæmmes af struktur. Kim Leine mener, at struktur og kreativitet skal balanceres for at man kan skrive.
“Den frie kreativitet skal balanceres med kontrol ellers bliver det ikke til noget”, siger han. Det er dét, som han stræber efter i sin skrivning og i sit liv, han balancerer ekstasen med kontrol.
Jeg fornemmer ikke, at Kim Leine fik noget nyt perspektiv af at være psykiatrisk patient. Han fortæller selv, at han ville hjælpes med sine misbrugsproblemer. Men han ville også opleve den frihed, som han regnede med at finde i sindssygen. I stedet blev han skuffet over medpatienternes stræben efter den småborgerlige normalitet.
Det ”kolde øje”
Jeg spørger ham, hvordan man skal skrive om en tid, hvor man har haft en skæv virkelighedsopfattelse. Skal man beskrive den virkelighed, man oplevede, eller skal man erkende, at den kan have været fordrejet – eller bygge videre på ens sunde psyke?
“Teksten skal være loyal over for hovedpersonen, og teksten skal ikke vide mere end hovedpersonen, og den skal være nede i niveau med det, der sker. Det må være læseren, som hiver sig op og ser, hvad der sker oppefra, og som forstår sammenhængene og løgnene. Teksten skal ikke være klogere end hovedpersonen, teksten skal ikke kloge sig”, svarer Kim Leine og beskriver et redskab, som han bruger meget i sin skrivning – det ”kolde øje”.
“Det kolde øje er en slags amoralsk tilgang til det, jeg skriver, hvor man ikke dømmer om, hvad der er godt eller dårligt, men lader alt være ligeværdigt.”
Efter interviewet stiller Kim Leine medievant op til fotografering på Den Røde Plads på Nørrebro.
“Jeg skal huske at smile, når jeg går hjem. Ellers tror folk, at jeg er rocker”, griner han.
Kort forinden har forfatteren nemlig klippet sig skaldet.
“Det skete som en pludselig indskydelse, mens min søn så på. Det er vigtigt at ændre sin identitet og sit selvbillede, holde det flydende, så det ikke fryser fast”, giver han som begrundelse.
Vi tager pænt afsked, og Kim Leine går smilende mod evigheden aka Amager aka Lorteøen. Som nu er et sted i byen, hvor der er masser af udvikling. Jeg håber, han når derud gennem Nørrebro med sin skaldede isse. Men Nørrebro er et godt sted, minder jeg mig selv om. Og fra Amager til Nørrebro håber jeg, at solen ikke går ned, før han er nået hjem.