Fotomontage: Victoria Bech-Nielsen/Polfoto

Long John Silvers historie (II)

Fra psykiatrien til kørestolsbruger: Anden del af historien om Long John Silver. Livet som handicappet efter selvmordsforsøget – den nye verden. Læs første del her

Af Long John Silver

 Jeg tror, at jeg lå fastklemt under toget i et par timer, inden de endelig fik mig ud. Gennem det hele talte en flink redningsmand til mig. Allerede dér vidste jeg, at den var gal med mine ben. Følelsen i dem var helt anderledes end normalt. Alt, hvad der skete den dag, er meget uvirkeligt for mig, og jeg husker kun tingene i brudstykker.

Jeg husker, at da jeg kom ind på Rigshospitalet, sagde en medarbejder, at mit venstre ben bare hang og dinglede. Han spurgte, om han måtte klippe det af. Jeg sagde ja. Jeg kunne jo godt mærke, at den var helt gal. Jeg kunne hverken mærke eller bevæge det ene eller det andet ben, så i dag er jeg amputeret lidt under knæet på det venstre ben, mens jeg stadig har hele det højre. Efterfølgende har jeg fået en protese til det venstre, så jeg ligner ikke længere en sørøver, når jeg kører rundt i gadebilledet. På tidspunktet for ulykken var jeg 37.

Lam fra navlen og ned
I dag er jeg det, der hedder paraplegiker. Jeg er lam fra ca. navlen og ned. Hjernen kan godt sige til benene, at de skal bevæge sig, men de vil ikke lystre. Nerverne i rygmarven er nemlig skåret over dér, hvor sammenstødet med toget brækkede min rygmarv. Min evne til at komme af med urin og afføring er naturligvis også påvirket. Det samme gælder seksualfunktionen, men der er heldigvis en løsning på det hele, og man kan vænne sig til meget – hurtigere end man tror.

Efter ulykken er der sket meget – også mange positive ting. Det er selvfølgelig en stor omvæltning at sidde i en kørestol og komme rundt i verden på den måde. Selv om vi bor i et civiliseret land som Danmark, så er adgangsforholdene ikke alle steder, som de bør være for kørestolsbrugere. Jeg kommer i forskellige miljøer for handicappede, og det er steder med en positiv ånd og megen hjælpsomhed. De professionelle, der arbejder med handicappede, er meget hjælpsomme og positive. Indbyrdes er handicappede også meget hjælpsomme overfor hinanden. Man giver gode råd samt tips og tricks til, hvordan man kommer nemmere gennem et liv i kørestol.

Forskel på psykiatri- og handicap-verdenen
Det er min oplevelse, at der er meget stor forskel på at være en del af handicapverdenen og så psykiatrien. I psykiatrien er man mere alene. Kæmper sin kamp med sin sygdom og med sig selv meget alene. Og så er det heller ikke specielt opmuntrende at være indlagt på psykiatrisk afdeling eller komme på visit hos distriktspsykiatrien.

Selvfølgelig fortryder jeg, hvad jeg gjorde. Det var på mange måder en selvisk handling, og jeg tænkte ikke på lokoføreren, vidner eller mine pårørende. Men jeg var for syg på ”gerningstidspunktet” til at tænke sådanne tanker. Det eneste, jeg havde i hovedet, var at komme ud af den tilstand, jeg var i, og toget var så en slags redskab.

Livet som førtidspensionist med handicap
Hvordan går det så i dag? Jo, i dag er jeg førtidspensionist. Det havde jeg ikke lige troet ville ske for mig, men det er ikke verdens undergang – heldigvis. Mine dage starter med, at den kommunale hjemmepleje kommer og hjælper mig om morgenen. De kommer mellem kl. 7 og 8. De faste har jeg et rigtig godt samarbejde med, og jeg kan godt lide dem alle sammen. Problemet et lidt, når der dukker en ny op, som jeg ikke har mødt før. Så kan det godt være en dårlig start på dagen.

Jeg kommer i et dagcenter for bevægelseshæmmede i min kommune. De ansatte yder en stor indsats og er nogle sympatiske ildsjæle. Der har jeg lært en del andre handicappede at kende, og nogle stykker ser jeg også privat. Dagcentret arrangerer ture, fester og har forskellige aktiviteter. Jeg har også været aktiv i handicapforbundet og kommer til deres arrangementer. Det kan være udflugter, fester eller politiske aftener. Derudover kommer jeg også i et motionscenter for handicappede to gange om ugen.

Mange positive ting
Det er vigtigt at røre sig og holde sig i god form, selv om man sidder i kørestol. At motion også er godt for psyken, er så en bonus. Endelig så har jeg en ledsager, som jeg tager med ud til koncerter, fodboldkampe, biograf og meget andet. Så alt i alt sker der en del og mange positive ting. Jeg har mødt mange søde mennesker i handicapverdenen – både professionelle og andre handicappede.

Fælles for alle er, at man forsøger at holde humøret højt. De handicappede holder faktisk mange fester og er ret festglade. De fleste handicappede affinder sig med deres skæbne og finder en måde at få et godt liv alligevel. Dog er der også nogle, der bliver bitre og begynder på et misbrug. Jeg tror, at det vigtigste – uanset om man er psykisk syg eller handicappet – er, at man ikke mister modet. Man må forsøge at holde fanen højt – også selv om ens skæbne er anderledes end det, man havde drømt om. Skæbnen må man acceptere og så se fremad og få det bedste ud af livet!

Læs første del af Long John Silvers historie