Hvad skete der, da Mark Chapman myrdede John Lennon? Terkel Winther forsøger at se ind i det psykotiske sinds forvrængede virkelighed – dér hvor en fantasi-virkelighed sætter sig bag rattet, og sindet begynder at modarbejde den vej, som hverdagens jeg udmærket godt ved, at man skal køre.
Af Terkel Winher
Kan nogen huske Mark Chapman? Han skød og dræbte John Lennon en kold og uvenlig aften i New York. Mark havde før han forlod Hawaii indskrevet sig på et hotel. Her havde han først skrevet sig ind som John Lennon. Derefter havde han streget det ud og skrevet sit eget navn i stedet. Herefter rejste han til New York for at forrette sin ulyksagelige beslutning.
Hvad tænkte Mark Chapman? – og man kan kun gætte. Måske tænkte han, at han var den virkelige John Lennon, og at ham – som vi andre kender som den virkelige John Lennon – kun var en, der havde stjålet hans identitet. Han løb med æren, agtelsen, berømmelsen og pengene, hvor det i virkeligheden var Mark Chapman, der skulle have haft det hele.
Måske var det grunden til, at han skød. Jeg har hørt, at Mark i dag lever som en medicineret grøntsag i et eller andet fængsel i USA, men én ting er sikkert, at Mark er vågnet af sine fantasier og må leve resten af livet med den ulykkelige bevidsthed om, at han skød og dræbte en verdensberømt og elsket musiker.
Sindet bliver ens modstander snarere end ens tjener
Der er en kilde til sorg hos mange med psykisk sygdom, at det kan føles som om, at sindet er blevet ens modstander snarere end ens tjener. De valg, man skaber i sit liv, er der en anden instans, uden for kontrol, som foretager. Man vil gerne dreje til venstre, men noget i sindet insisterer, og man drejer til højre i stedet for. Man kan have en længsel i sindet, og man er ude af stand til at nå det, fordi sindet ikke vil arbejde sammen med jeg’et.
Det føles så mærkeligt. Som fantomsmerter. Smerter i en amputeret arm og medicinen har endnu en smerte, som er svær at forstå.
”Den åbne ser en alf bag hver en sten og ser et digt i hver en regndråbe.”
Som menneske kan man være mere eller mindre åben overfor de indtryk, som livet giver. Nogle føler uendelig meget og nogle gange så meget, at sindet bliver overbelastet og knækker under vægten. Men den åbne periode har en vellyst i sig. Åbenheden giver vibration til farver og ideer. Åbenheden giver eksistentiel mening, fordi den rummer alle muligheder. Den åbne ser en alf bag hver en sten og ser et digt i hver en regndråbe. Den åbne bevæger sig på kanten af en afgrund, og en afgrund virker altid lokkende på en bævende, angstfuld måde.
Pludselig er man hovedperson i en verdensbegivenhed. Pludselig kaster alle mennesker mening ind i ens sind, og tilværelsen bliver smertende på samme måde som en, der vellystigt betragter pisken og dens mulighed for underkastelse. Åbenhed er et Medusa-hoved, der både lokker og frastøder på én og samme gang.
En anden virkelighed sætter sig bag rattet
Åbenheden lægger sin grænse dybt i sindet. Pludselig sætter en anden virkelighed sig bag ved rattet hos den åbne. Hvad der for andre ser mærkeligt ud, er fornuftige beslutninger i den åbnes sind. Virkeligheden skrider, men den private virkelighed er et rum, som kræver en anden taktik end den normale. Hvis man kunne se ind i en psykotikers sind, ville mange vælge at reagere på samme måde som den psykotiske. Fornuftige beslutninger skabt i en fragmenteret og usammenhængende verden, hvor virkeligheden er et spejl, der er knust, og den åbne må samle hvert fragment af spejlet for ikke at opgive virkeligheden fuldstændig. Det overbelastede sind redder jeg’et ved at skabe en ny virkelighed, der ligger som en rød tråd i det smertende sind.
Der er sammenhæng igen, og i den ny sammenhæng kan arketypiske symboler redde den åbne. Man er Jesus, Buddha eller måske den almægtige selv, og selv om det virker mærkeligt og bizart, er der skabt en virkelighed, som sætter lidelsen i en sammenhæng, hvor den giver mening. Det er ikke længere jeg’et, som bestemmer, det er den nye virkelighed. Det er fantasien om, hvordan livet egentlig hænger sammen, som bestemmer. Lidelsen får betydning og mening, men nu er det ikke længere livet som skaber de fornuftige beslutninger, det er lidelsen. Lidelsen bliver løftet op, og uretfærdighed bliver løftet til samme mening, som hos den korsfæstede selv. Lidelsen er angstfuld og bævende, men samtidig lystfyldt og ophøjende, og jeg’et ser sig selv i et afklaret lys.
Gemen hverdag og flov ind til benet
Og så er man sig selv. Pludselig er åbenheden erstattet af gemen hverdag, og digtene – hvor angstfulde de end måtte være – har mistet deres genkendelse og betydning. De trolde og elverpiger, som før befolkede livet, er kun skamfulde minder om en tid, hvor man var gal, og man er flov ind til benet over sin egen selvovervurdering. Hverdagen er hverdag. Med TV og Se og Hør, med leverpostejmadder og havregrød. Med tyve kilo for meget om livet, fordi man nu engang ikke kan leve uden sin medicin. Og måske drev fantasi og psykose én ud på en grænse, hvor det var liv og død.
Hverdagen er som en fantomsmerte. Eksistensens fladtrykte middelmådighed sat overfor åbenhedens mangefarvede draperier, der hyldede livet ind i silke fra orienten, men hvis farver rummede begyndelsen på dommedag. Og man må leve med konsekvensen
Mark Chapman var John Lennon for et stykke tid. En hemmelig fantasi om svigt. Mark var det svigtede geni. Uforstået og undsagt af verden, men i ham gav fantasien mening til hans lidelser. Lystfyldt spredte hans fantasi sig i sindet og varmede hans misforståede selv. Mark bliver vred og hadefuld mod det menneske, som har stjålet hans identitet. Marks liv får mening, og kun medicin kunne have reddet verden fra at miste et geni. Medicinen ville have givet Mark sin underkuede virkelighed tilbage.
Mange af os lever med en smerte fra medicinen. Smerten fra en amputeret arm. Åbenheden overfor det magiske lever som en angstfuld forventning i den, som har prøvet. Men det er et farligt trip, og konsekvenserne kan være fatale.