Sent på natten dukker der ofte mange tanker frem. Før i tiden var det ofte ikke særlig positive tanker, men mere forsøg på at holde fast i livet. Sådan er det ikke længere.
De sidste 2 ½ år har jeg virkelig rykket mig meget. Der er skub i min recovery-proces. Benhårdt arbejde, der ofte synes at gå meget langsomt, men når jeg så en sen nat tænker tilbage, husker de mange sejre og vejer det op mod de hårde perioder jeg stadig kan få, så er det meget tydeligt hvor langt jeg er nået.
Om ganske få uger kan jeg fejre at det er 3 år siden jeg stoppede med at skære og brænde mig selv. En afhængighed, der varede et årti. Jeg brugte det til at overleve. Lige klare mig én dag mere. En forbandet afhængighed, som jeg ikke kunne leve foruden, og som jeg nok troede at jeg aldrig kunne give slip på.
Jeg har altid været stærk. Det jeg har gennemgået i mit liv har vel gjort mig stærkere. Jeg måtte, som ret ung synes jeg, forholde mig til døden, gå igennem oplevelser der giver ar – både på kroppen, men også indeni. Men ar kan heles.
En sen nat som denne glædes jeg over, at jeg i aftes kunne være sammen og spise med veninder. Noget af det første, der blev svært for mig årerne op til at jeg blev syg, var at spise med andre. Jeg rystede meget på hænderne, hvilket jeg hadede. På de 4 bosteder jeg har boet på øvede jeg mig i at spise med andre mennesker, men fuck det var svært. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har kastet op, af ren angst, når jeg har siddet blandt andre og spist middag. Jeg følte det super angstfremkaldende, grænseoverskridende og ekstremt intimt.
Meget har ændret sig gennem årerne. Jævnlige indlæggelser er datid. Psykoser, stemmer i hovedet, paranoia og kampen for bare det at være til, hører fortiden til.
Jeg har lært mig selv enormt godt at kende gennem de snart 15 år jeg har haft det svært. Udover det, så har jeg lært noget sindssygt vigtigt: Det er altid okay at opsøge hjælp. Det tog lang tid før jeg selv gjorde det og at gå med det hele selv er for hårdt og gør det hele meget værre.
Selvom jeg slet ikke vil ønske min værste fjende, at gennemgå så kaotiske år, så kan jeg tage det med mig, at jeg nu kender mig selv, mine grænser og sider af livet mange heldigvis ikke oplever, men som har gjort mig til det menneske jeg er i dag. Og så har jeg lært at værdsætte de helt små ting mange nok tager forgivet – som at kunne sidde i et tog uden at gå i panik, at kunne gå på gågaden og at bo i egen lejlighed.
Solen er stået op nu. Fuglene kvidrer og det er tidligt nok til at jeg føler mig alene i verden – på den gode måde. Elsker de stille tidlige morgener som denne.
Da jeg fik at vide, at jeg havde fået paranoid skizofreni fik jeg samtidig at vide, at jeg aldrig ville blive rask. Et kæmpe slag i hovedet der i forvejen havde det forfærdeligt. Havde jeg dog bare fået en solstrålehistorie, et håb, i stedet for at føle mig totalt alene og uden nogen tålelig fremtidsudsigt. I stedet har jeg bygget min egen solstrålehistorie. En historie som jeg rigtig gerne vil dele i et ønske om at give andre et håb for fremtiden. Det er muligt at nå dertil hvor hverdagen hænger sammen og det er muligt at nå dertil hvor livet kan nydes – leves.