Mit navn er Lene Hermann, og jeg er mangeårig pykiatriarbejder og psykiatribruger.
Jeg har en veninde, der holder Politiken. En gang hver anden måned får jeg en stak artikler, der omhandler psykiatrien i Danmark. Det har jeg gjort nogle år og sidste gang for en måned siden,for juni og juli 2016.
Jeg læste overskrifterne igennem og sagde så: “Siden jeg for 10 år siden flyttede fra Helsingør til København, har jeg fulgt med i udviklingen indenfor psykiatriområdet. Og når jeg læser disse overskrifter, og hvad jeg ellers hører og ser, er der ikke sket en skid.”
Jo, nogle steder på overfladen og lige under overfladen. Men graver man bare lidt længere ned, begynder det at halte, og rammer man bunden, er det en katastrofe!
Jeg tilslutter mig fuldt og helt Gitte Rebsdorfs kronik i Politiken d. 3/7 2016, ”Min søster er dømt til livsfarlig medicin”, og jeg sætter en tyk streg under slutningen: “Ja, dansk psykiatri har brug for et gennembrud af de helt store. Men det bliver næppe med de nuværende eksperter ved bordenden, at det sker. Der er brug for oprydning i de psykiatriske gemakker!”
Jeg har selv fået en god behandling i psykiatrien gennem 35 år, men jeg bliver heldigvis stadig rasende og ude af mig selv, når jeg hører og læser om den umenneskelige behandling, som mange andre får. At jeg skriver “heldigvis”, ser jeg som et tegn på, at jeg ikke er blevet lullet i søvn og har slået mig til tåls med, at “det går da meget godt”. Jeg ved, at det kan nytte at behandle psykisk syge med omsorg og respekt, og jeg ved, hvad det kan gøre ved et menneske at blive fyldt med medicin, blive sendt hjem til en tilværelse uden kontakt til andre mennesker, for så fjorten dage efter at blive “tilbudt” endnu en dosis “depotmedicin”. Hvem der så har opfundet det?
De mange artikler giver et makabert billede af nutidens psykiatri i Danmark, der på bundlinjen ikke har forandret sig en tøddel de sidste 400 år. Artikler, der alle er støvsuget for psykiatribrugernes meninger. Meninger om at blive tvangsindlagt, overmedicineret, for så at blive sendt hjem til den samme tilværelse som før indlæggelsen. Meninger om det at blive ydmyget og talt ned til, når man er ude af den og heller ikke selv forstår, hvad der sker i ens kaotiske indre.
Der tales meget om, at der skal ske en holdningsændring (paradigmeskift til dem der ikke forstår dansk). Gør det nu. for vi kan ikke vente længere.
Og nej, jeg har ikke selv været tvangsindlagt eller tvangsfodret med medicin. Jeg har “kun” levet på kanten det meste af mit lange liv. Derfor kan jeg sidde her og skrive i dag.