Jan Sonnergaard er død. Forfatteren kom i offentlighedens søgelys med novellesamlingen “Radiator” i 1997, hvor han etablerede en helt ny og rå halvfemserrealisme. Vi markerer dødsfaldet ved at genudgive hans artikel til Outsideren fra november 2013, der sammenligner psykiatriske tilstande med normaltilstande.
Jeg hedder Jan og jeg er normal! Eller … ér jeg nu også det? Det er som om udsagnet dementerer sig selv allerede når man udsiger det. Lidt ligesom når ens kæreste siger til én, at ”jeg er ikke hidsig nu”, eller alkoholikeren siger ”jeg har intet problem med alkohol” eller – for nu at referere fra den litterære verden – forfatteren tager dig om armen, ser dig ind i øjnene og alvorligt, højtideligt og indtrængende siger: ”Min bog er en meget stor succes”. Uvilkårligt tænker man: Øøøh, nej. I think not.
Emfaser har det med at blive dementier, hvis jeg må have lov at benytte mig af et par fremmedord. Og nu jeg tænker over det, er det også et mærkeligt udsagn af en anden grund, for da jeg var en ung mand i firserne var ”normal” sgu da det sidste, man ville være. Snarere end at beskrive sig som ”normal” ville de fleste af os langt hellere beskrive os selv som usædvanlige på den ene eller anden måde, ”flippede”, ”aparte”, ”enspændere”, ”bohemer”, ”kompromisløse” med videre. Normaliteten blev associeret til sådan noget som C.V. Jørgensens ”Computer-Charlie”, der i sit elendige liv levede hver dag efter et fast, ufravigeligt mønster, normal var det, enhver idiot kunne være og som man derfor med vold og magt måtte gøre alt for at undgå at blive, ligesom ”sat” eller ”småborgerlig”. Og dét var skælds- og skræmmeord – i hvert fald i de kredse, hvor jeg færdedes dengang. Men lad gå, tiderne har ændret sig og småborgerlig normalitet er idag i højsædet, selv unge mennesker taler om ansættelsessamtale-strategier, afdragsfri perioder, samtalekøkkener og ægteskab. Dem om det, lad mig formulere sætningen på en anden måde:
Jeg hedder Jan og jeg har i hvert fald ingen psykiatrisk diagnose. Dén var bedre, det kan jo bevises at jeg heldigvis aldrig har haft brug for hjælp fra dén kant. Men betyder det så egentlig, at jeg er normal? Egentlig ikke nødvendigvist, sådan set har der da været en del ”mørke perioder”, hvor jeg af den eller anden grund har været i usædvanligt dårligt humør og har modtaget hjælp fra venner og veninder. Når jeg skulle komme mig over et brud med en eller anden kvinde, for eksempel. Eller havde været udsat for dårlig behandling på en arbejdsplads eller universitetet, for at tage et andet eksempel. Det var jo så ikke professionel, psykologisk hjælp, men hjælp var det vel alligevel i en eller anden forstand. Psykofarmaka har jeg aldrig spist – men egentlig er det nok et åbent spørgsmål, om jeg så egentlig ikke har det alligevel. Altså i dén forstand, at drukturen ovenpå et brud med en kæreste, eller det vilde partyliv med coke og tjald mv. midt i studielivets dødvande (den depressive periode, som mange oplever omkring midten eller slutningen af deres studie … og som for nogen ender med den såkaldte ”specialesump”, som i sin initiativløse glædesløshed til forveksling ligner en depression) jo kan kaldes mange forskellige ting, også selvmedicinering. Meget er et spørgsmål om ord. Og hvis man skulle tage noget af det, jeg gerne roser mig selv for når jeg er i det selvfede hjørne, nemlig min fokus og arbejdsomhed i perioder … så er der jo faktisk også et grimt ord for det, nemlig mani. Dette kunne man sådan set godt kalde den sindsstemning, jeg befandt mig i, da jeg i sin tid skrev speciale og fuldførte det på stort set normeret tid, og ikke talte om andet til venner og familie og var fuldstændigt og aldeles totalt ligeglad med, at hele mit økonomiske og sociale liv faldt mere eller mindre faldt sammen imens. Dette er forøvrigt noget, jeg har gjort så mange gange nu, at det er blevet min levevej: Lukket alt og alle ude i en periode og kun tænkt på én eneste ting … den bog, jeg aktuelt er ved at skrive.
Anskuet på én måde er det måske nok rosværdigt at være i stand til at fokusere på en opgave og følge den helt til dørs uden at lade sig distrahere af noget som helst. Men anskuet på en anden måde er det klart mani, nemlig monomani. Lidt autisme kan der også være over for eksempel filosofistudiet eller litteraturvidenskaben, når forskerne eller de studerende omfavner et emne så meget, at alt andet mister betydning og de pågældende udmærkede mennesker udelukkende ønsker samtale og konversation, hvis diskursen omhandler én og kun én eneste ting: Deres fagområde. Men masser af disse semi-autister betegnes ikke som syge, tværtimod, man roser tværtimod deres målrettethed og fokus. Og for at vende tilbage til skønlitteraturen og det besynderlige job, jeg har som forfatter: Også dét afhænger i høj grad af øjnene, der ser. Indimellem har jeg selv haft den lykke og fornøjelse at blive rost for et meget levende billedsprog og en troværdig dialog, og dette er jeg naturligvis glad for. Men hvis man vender billedet lidt og ser på det på dén måde, er der vel sådan set noget meget unormalt i at kunne opfinde dialoger mellem mennesker, der ikke findes – og måske ligefrem noget faretruende unormalt, når man tænker på, at jeg altid selv afprøver disse dialoger indtil de er helt mundrette. Jeg går altså og taler med mig selv! Nogle gange på gader og stræder, hvis jeg får et særlig godt indfald! Se, dette er jo i grunden at ”høre stemmer”. Og ligeledes kan denne min billedskabende evne egentlig godt ligne psykotikerens vrangsforestillinger, i det mindste så langt at vi begge ser og forestiller os ting, der slet ikke findes. Det er dét, jeg altid siger: Litteraturskrivning har en hel del til fælles med drømmen og en hel del til fælles med vanvid. Den forfatter, som ikke har det digteriske vanvid, men bare er helt normal, vil formodentlig altid blive bedømt som dårlig. Eller, for nu at moderere det hele lidt: En roman, som er helt igennem ”normal” og ikke afviger fra gennemsnittet af alle de andre romaner på markedet, vil næppe blive bedømt som en særlig god bog.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Lad mig svare ganske kort: Jeg er ikke ude på at nivellere og forklejne de forskellige psykiske sygdomme, som nævnes her. Jeg har ligesom set for mange, der for eksempel led frygteligt under et manisk anfald eller var meget ulykkelige under en depression. Jeg betvivler heller ikke, at for eksempel psykoser eller neuroser kan være voldsomt invaliderende. Men hvad jeg synes er vældig interessant og som jeg mener, man måske burde diskutere noget mere, er i hvor høj grad galskaben egentlig afspejler normaliteten. Alt hvad jeg har nævnt af psykiske tilstande, som roses for de ”normale”, altså for eksempel koncentration, engagement, fantasi osv., er tilstande, som genfindes i galskaben, blot i forstørret eller forvrænget form. Den diagnosticerede autist, som kan hele telefonbogen udenad og ikke interesserer sig for andet, er måske slet ikke så langt fra forskeren, der udelukkende beskæftiger sig med sit eget, lille fagområde. Forfatteren kan som sagt godt ligne psykotikeren i sine forestillinger om ting, som slet ikke findes, men som virker overordentligt livagtige. Regelneurotikeren, der skal vaske hænder 33 gange hver gang han er på toilettet og som ikke kan gå udenfor en dør uden 27 gange at se efter om han nu også har husket at låse efter sig, minder ikke så lidt om den normale lønmodtager, som hver evig eneste dag præcist klokken 8,15 går ned til bussen og tager præcist den samme bus til præcist det samme sted (arbejdspladsen), hvor han præcist klokken 9,00 sætter sig til at lave nøjagtigt det samme som dagen før, og som hver eneste dag præcist klokken 12 spiser sin frokost … og så videre.
Galskaben er således ikke noget radikalt anderledes, som det ellers ofte fremstilles i diverse medier. Galskaben afspejler i allerhøjeste grad normaliteten, og jeg tror at sindslidendes vilkår ville forbedres en hel del, hvis majoriteten af såkaldt normale holdt sig dét lidt mere for øje. Ofte virker det som om galskaben betragtes som en sygdom, der opstår af sig selv uden nogen forklaring og uden nogensomhelst forbindelse til majoritetens livsverden; en biokemisk forstyrrelse, som blot skal medicineres væk. Men spørgsmålet er nok noget mere komplekst end som så, er min beskedne pointe, thi i i normaliteten er der altid indlejret de samme fænomener og træk som i deres overdrev bliver diagnosticeret som sindssyge.
Og så undskylder jeg forøvrigt at jeg bruger ordet ”galskab”, som muligvis kan virke krænkende på nogle. Men jeg synes dog, at de forskellige eufemismer for tilstanden er værre. I det hele taget kan jeg slet ikke fordrage tidens mange eufemismer og sproglige skønmalerier, som når man siger ”ældre” i stedet for ”gammel” eller ”ledig” i stedet for ”arbejdsløs”. Det er som om, der også på et sprogligt plan manifesterer sig vældigt mange fortrængninger og forvrængninger om det, der ikke umiddelbart er uden problemer. Men derom en anden god gang, når jeg er mere kværulantforrykt end lige nu, i skrivende stund.