Tidligere når Trine havde det skidt, var hun vant til at skade sig selv. Nu kæmper hun for at finde andre metoder til at få det bedre.
Af Trine (hendes fulde navn er redaktionen bekendt)
I dag er det 80 dage siden sidste selvskade. Jeg har aldrig haft det så skidt i så lang til uden at skade mig selv.
Jeg er på tredje uge med højintensive følelser og periodisk borderline i udbrud. Jeg har haft adskillige indlæggelser og udskrivelser hver uge med mange nødblus, tårer og meget lange dage. Jeg har slæbt mig igennem og er velvilligt taget hjem for at tage kampen der, men er som en boomerang hver gang endt tilbage på psykiatrisk afdeling.
De sidste to dage, har jeg været så tæt på at give op. Tæt på at skade mig selv, fordi jeg ikke kunne se en ende på smerten indeni. Men jeg hænger i, fordi det efter syv års selvskade pludseligt ikke giver ret meget mening mere. Før troede jeg naivt på, at det fik mine behandlere til at forstå mig og min smerte, og at nogen så ville hjælpe mig mere, hvis jeg skadede mig selv. Jeg troede på, at en ydre smerte ville fjerne fokus fra den ekstreme indre smerte, og jeg troede, at det var fair at straffe mig selv. Jeg troede også, at det at reagere tilsvarende ekstremt til den sindssyge indre smerte, ville give en forløsning eller bare en pause.
Mine ord skal beskrive
Men mange års intensiv god behandling og dyrekøbt erfaring har lært mig, at sådan hænger det bare ikke sammen. At den barske sandhed er, at mine behandlere ikke forstår mine følelsers detaljer ud fra graden af mine handlinger, men kun ud fra mine ords beskrivelser. Og at det ikke er sådan, at sting i armen, en indlæggelse eller fokus på selve selvskaden vil hjælpe mig af med de vilde følelser – kun samtale om følelserne kan gøre det. Det er så absolut ikke sandt, at det er fair at straffe mig selv, for kunne jeg gøre det bedre, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gøre det. Den eneste sandhed er, at det hjælper at reagere smerten ud og at fjerne fokus fra smerten ved at lave en ydre smerte. Men det virker kun i få sekunder, og så kommer de barske konsekvenser og giver ar, negativ opmærksomhed og traumer fra, hvor voldsomt det er at gøre sig selv ondt på den måde.
Traumer fra tvang
I dag står jeg ansigt til ansigt med konsekvenserne af syv års massiv selvskade. Jeg har ar på både krop og sjæl og traumer fra de mest alvorlige tilfælde, samt traumer fra alt den tvang, det har medført at handle så ekstremt. I dag ved jeg, at tvang ikke er den omsorg, jeg søger.
Når alt kommer til alt, kan jeg ikke løbe fra, at jeg bevæger mig fremad, hvor end jeg gerne ville gemme mig eller tage fri fra det i perioder. Det forpligter helt vildt at kunne forstå sammenhængene så tydeligt. Det er hårdt, men jeg holder fast, for jeg vil gerne i mål. Jeg vil gøre alt for, at 80 dage bliver til endnu flere frem for at blive til et stort blankt 0. Derfor vælger jeg igen i dag ikke at selvskade. Tænk, hvis jeg blev helt rask…