Vi bringer mennesker sammen

Den digitale platform Boblberg.dk knytter mennesker sammen i 13 af landets kommuner. Interesser er fællesnævneren, når folk søger bekendtskaber under mere fleksible rammer end de, der allerede findes i f.eks. foreningslivet. En del af brugerne lider af angst, depression og stress, og gennem platformen finder de sociale fællesskaber.

Af Grethe Kildegaard Nielsen
Boblberg.dk er en fortrolig platform på internettet, hvor brugerne kan efterlyse andre at dele deres interesser med. Deres erfaring er, at der sidder mange, som har noget ekstra fritid, de gerne vil dele med andre – men at de samtidigt søger efter mere fleksible og mindre forpligtende fællesskaber end dem, foreningslivet, klubber og andre etablerede tilbud har. Brugerne kan lave anonyme opslag og skrive sammen i private beskeder for at finde nogen at mødes med omkring en fælles interesse eller livssituation.
kommuner
– Vi ser for eksempel, at vores brugere søger nogle ligesindede at være aktive sammen med. De får ofte henvendelser fra andre, der er i en lignende situation, og som savner nogen at dele deres fritid med, fortæller Rasmus Stæhr, der er medstifter af Boblberg.dk.

Oprindeligt håbede initiativtagerne, at Boblberg.dk kunne være en platform, der kunne skabe kontakt mellem mennesker. De er blevet overraskede over, hvor meget social karakter, det har at binde mennesker sammen, og at de er med til at give folk et bedre liv. De har fundet ud af, at venskaber og bekendtskaber er det største hit på Boblberg.dk lige nu.

Fra idé til boblende relationer
Idéen til Boblberg.dk opstod for fire et halvt år siden, og derefter brugte man to et halvt år på at teste det på 2.500 mennesker fordelt over hele landet, fordi der var tvivl om, hvem der ville bruge det, og hvilke slags problemer og gode ting, der ville opstå undervejs. De fandt ud af, at afstanden var for stor mellem Vejle og Valby, og at de skulle fokusere på nærområder. Derfor valgte de kommunerne – og da Boblberg.dk er et tilbud, som kommunerne køber, er platformen ikke landsdækkende, men knyttet til de kommuner, der har set idéen i at tilbyde den til deres borgere. Platformen styrker brugerne i at være aktive i deres fritidsliv og knytte relationer til nye mennesker.

Vores platform gør den forskel, at brugerne får en øget livskvalitet i mange forskellige grader. En del af vores brugere, som for eksempel har angst, depression eller stress, har et enormt behov for at finde nogle ligesindede at kunne gå en tur sammen med og tale med og få nogle sociale fællesskaber, så de føler, at de gør noget meningsfuldt i deres liv. Det havde vi ikke troet, da vi startede, uddyber Rasmus Stæhr.

Boblberg.dk arbejder på at nå ud til de fleste danske kommuner, men også at etablere deres platform i andre lande såsom Holland og Norge. De tror på, at det at skabe sociale fællesskaber bliver vigtigere, i takt med, at den mentale sundhed koster kommunerne mange penge, så de er nødt til at tænke anderledes.

Kan noget, andre ikke kan
Boblberg.dk knytter mennesker sammen gennem interesser og tilbyder et fortroligt rum på brugernes præmisser, og samtidigt er det et fleksibelt alternativ til de etablerede tilbud. Dermed når de en bred skare af befolkningen. I modsætning til for eksempel Facebook, bliver et opslag på Boblberg.dk aldrig uaktuelt:

– Nogle af vores brugere kan godt have lagt et opslag op for fire måneder siden og finder først et bekendtskab om en måned, men som en sagde: ’Jeg har savnet sociale fællesskaber hele mit liv, så om der går en måned fra eller til, er ikke så afgørende.’ Men i en Facebook-gruppe vil vedkommende være røget fire måneder ned og ikke være noget, som folk ville finde, forklarer Rasmus Stæhr.

Facebook er et dag-til-dag-medie og er godt til at dele noget med nogen, man kender i forvejen. Boblberg.dk er derimod en fortrolig platform, hvor brugerne er anonyme. Her bliver der knyttet relationer ud fra interesser eller et ønske om at møde andre i en lignende situation – og brugerne møder nogen, de ikke kender hinanden i forvejen.

– Det vigtigste for os er, at vi skaber en platform, hvor man får kontakt med andre mennesker, og det gør vi nok i højere grad, fordi vi er mere åbne, end hvis vi kun har en platform, hvor man søger nogen at løbe med – så er det meget begrænset. Vi kan se, at rigtigt mange af vores brugere ikke ved, hvad de søger, men de kommer derind, fordi de har noget fritid, de gerne vil fylde op. I små kommuner kan vi få fire eller fem procent af borgerne til at oprette sig i løbet af det første år, så der er rigtigt mange, der har ekstra fritid, de gerne vil dele med andre, slutter Rasmus Stæhr.