Jeg er røget ud af psykiatriske afdelinger siden 2014, har været udsat for tvang, selvskadet og forsøgt at begå selvmord flere gange. Jeg blev tidligt diagnosticeret med paranoid skizofreni. Men et møde med en særlig opmærksom læge ændrede i 2016 min diagnose. Og mit liv.
Af Mie Andersen
En lille pige på blot 12 år sidder for sig selv i græsset med en knude i maven. Hun er trist og nedtrykt og græder ofte, men hun kender egentlig ikke grunden til det. Hun ved bare, at hun er ked af det. Alt omkring hende blomstrer, mens hun selv er begyndt at visne. Hun er bange, men tør ikke sige det højt. Hun er jo kun et barn. I stedet gemmer hun sig bag grin og smil, gode præstationer i skolen og til håndbold. Den perfekte pige. Bag facaden krakelerer hun stille og roligt. Den lille pige er mig. Mit navn er Mie. I dag er jeg 22 år og kæmper med psykiske sygdomme.
Jeg er siden august 2014 røget ind og ud af psykiatriske afdelinger. Jeg har flere selvmordsforsøg bag mig, og jeg har fået utallige sting i kroppen efter selvskadende adfærd. Jeg har været udsat for tvang, jeg har råbt, skreget, grint og grædt. Jeg har givet op på mig selv flere gange, men samtidig også kæmpet for mit liv på måder, som de færreste forstår. I august 2016, to måneder efter jeg blev student, blev jeg endnu engang indlagt på lukket afdeling på Frederiksberg Hospital. Jeg var knækket og havde givet fuldstændig op. Jeg ville dø, og jeg forsøgte. Vendepunktet for mig kom, da jeg mindst ventede det. Det kom den dag, jeg skiftede behandler på afdelingen. Hun begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den diagnose, som jeg fik stillet tilbage i oktober 2014. Den diagnose, der havde plaget mig i både drømme og vågne timer i så lang tid.
Knækkede to uger inde i 3.g
Jeg startede i 3.g i august 2014, og jeg var klar til at yde mit bedste for at komme ud med et snit, som jeg kunne være tilfreds med – et højt snit. Jeg kæmpede med lektier, afleveringer, fem højniveaufag, arbejde og ikke mindst undertrykkelsen af mig selv og mine følelser. Jeg tog ikke mig selv og mine symptomer alvorligt, og to uger inde i 3.g knækkede jeg. Det var onsdag og aften. Den 27. august 2014. Jeg var alene hjemme og sad midt på gulvet på mit værelse. Jeg måtte til sidst give op overfor tårerne. Den dag skulle mine tanker vinde. Jeg sad med et barberblad i min rystende hånd, og tankerne i mit hoved blev stærkere for hvert sekund. Skulle jeg begå selvmord nu? I desperation og afmagt gled barberbladet over mine lår flere gange. Blodets fine røde farve løb ned ad mine lår, mens jeg grædende så mit liv køre forbi. Det skulle være nu. Jeg havde fået nok. Jeg ville dø. Mirakuløst fik jeg fat i min telefon og fandt min psykologs nummer. Inderst inde var jeg alligevel bange for at dø, og den rationelle Mie fortalte mig, at det eneste rigtige var at ringe og takke ja til hjælpen, som jeg så desperat havde brug for. Min psykolog havde sagt, at jeg kunne ringe til hende døgnet rundt, og det gjorde jeg nu. Klokken var 21.45. Hun ringede til psykiatrisk skadestue, og et kvarter efter holdt en taxa ude på vejen. Grædefærdig sad jeg der, mens den kørte. Helt alene, fortabt, 19 år gammel og på vej mod psykiatrisk skadestue.
Mistede håbet om at få det bedre
Jeg blev indlagt på Bispebjerg og dagen efter overflyttet til lukket afdeling på Frederiksberg Hospital. Jeg var bange og alene, låst inde på en psykiatrisk afdeling. Spørgsmål og tanker fløj rundt i hovedet på mig, og jeg vidste hverken ud eller ind. Jeg var stille, og ville ikke snakke med nogen, hvilket ikke hjalp på den smerte, jeg havde indeni. Forsigtigt begyndte jeg at åbne mig en dag, og i oktober 2014 fik jeg diagnosen paranoid skizofreni. Jeg var ulykkelig og sønderknust, og mistede håbet om nogensinde at få det bedre, håbet om at få mit liv tilbage. Lægerne gav mig en helvedes masse antipsykotisk medicin og jeg tog gevaldigt meget på i vægt. Jeg blev udskrevet efter et halvt år. Jeg troede, at jeg var rask, men det var jeg ikke på nogen måde. Nogle måneder efter blev jeg indlagt igen og derefter udskrevet. Lidt efter gik jeg turen igennem igen, hvor jeg blev indlagt og så udskrevet. Sådan fortsatte det i to år, og derfor var det også helt håbløs og opgivende, at jeg blev indlagt i august 2016 til stabilisering. Denne indlæggelse blev dog anderledes end de andre. Det var ikke kun til stabilisering, som alle først troede. Det blev en fem måneders indlæggelse på lukket afdeling med ophør af antipsykotisk medicin, tvang, skadestuebesøg, selvmordsforsøg og fast vagt, men ikke mindst en ny behandler.
Jeg fik mere medicin for hver indlæggelse, og det var netop også det, min første psykiater på afdelingen havde tænkt sig at gøre. Jeg tænkte ofte på hvorfor, for der var jo ingenting, der hjalp. Jeg havde fuldstændig mistet håbet, opgivet mig selv og min fremtid. Jeg var fanget, frustreret og magtesløs. Mentalt levede jeg ikke længere, og fysisk gjorde jeg kun forsøget.
Ny diagnose – nyt liv
Det var min sygeplejerskes mavefornemmelse, der reddede mit liv den aften i september 2016. I mellemtiden havde jeg skiftet behandler på afdelingen. En læge, som jeg ikke havde snakket så meget med før, men som jeg hurtigt følte mig tryg ved. Hun var grundig, forstående, dygtig og havde hjertet på rette sted. Hun ville virkelig hjælpe mig og tog mig i hånden, da det var allersværest for mig bare at være til stede. Da jeg havde slukket mit lys, tændte hun et nyt. Hun kæmpede for mig, så jeg til sidst kunne kæmpe for mig selv. Hun hjalp mig med at finde modet og håbet igen. En dag foreslog hun mig, på det tidspunkt, hvor det så allerværst ud, og efter grundige overvejelser, at vi skulle kaste alle boldene i luften og gribe dem, der kom ned. Hun foreslog at fjerne alt min antipsykotiske medicin. Jeg var desperat og sagde med det samme ja til hendes noget skøre forslag, for jeg havde intet at miste. Hun gjorde det modsatte af, hvad de andre havde gjort førhen, og vi gjorde det sammen. Det blev vendepunktet. Jeg blev en helt anden person efter noget tid uden antipsykotisk og det stod snart klart, at jeg ikke længere opfyldte kriterierne for paranoid skizofreni. Den blev efter lang kamp fjernet. Det var slet ikke den diagnose, jeg havde. Efter flere samtaler, observationer og grundige overvejelser fik jeg diagnoserne emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderline type og social fobi. Det hele gav pludselig mere mening med de symptomer, jeg havde. Helt andre døre for behandlingsmuligheder åbnede sig på et splitsekund for mig. Jeg fik en fremtid igen.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, og hvordan mit liv ville have set ud, hvis hun ikke havde turdet at fjerne min medicin. Hvem havde jeg så været? Ville jeg være i live? Det afgørende vendepunkt kan komme, når man mindst venter det, når man har givet op og mistet alt. Men det skal nok komme. Der findes mange læger i det danske sundhedssystem. Nogle af de læger vil man helst glemme, andre glemmer man aldrig. Jeg glemmer aldrig hende her. Hun har bare gjort sit arbejde, men hun har gjort en forskel. Hun har reddet et liv. Mit liv.