Stine har boet på tre bosteder. Ingen af stederne har hun følt sig hjemme. Især har hun haft problemer med personalet, der behandlede beboerne som børn.
Af Stine (Navnet er opdigtet, og er redaktionen bekendt)
Hvad definerer et hjem? Er det selve omgivelserne, menneskerne man bor sammen med, tingene man har eller måske noget helt andet?
For mig er et hjem først og fremmest et sted, hvor jeg føler mig tryg. Et sted hvor jeg ved, at jeg kan være mig selv, og hvor jeg har ‘helle’.
Det er også et sted, hvor jeg selv er med til at sætte dagsordnen og har indflydelse på, hvad der skal ske – for eksempel, hvem der er velkomne, og hvem der ikke er. Hvilken farve eller billeder, der skal være på væggene, og hvor sengen skal stå. Det er et sted, hvor mine behov kan tilgodeses, og jeg kan være den, jeg er.
Men når et hjem også bliver en arbejdsplads, for nogle ansatte, bliver ordet ‘hjem’ noget helt andet.
Fra jeg var 16, til jeg blev 21, har jeg boet på opholdssteder. Det første halve år tilbragte jeg på en psykiatrisk afdeling, et år boede jeg på et opholdsted for unge piger, og de sidste tre år på et bosted for voksne. Lige nu bor jeg på et herberg for kvinder og skal muligvis flytte på et bosted igen, hvilket sætter en masse tanker og følelser i gang.
Vi blev umyndiggjort
Noget af det, jeg husker bedst fra min tid på bosteder, er følelsen af umyndiggørelse. De ansatte gjorde et stort nummer ud af at fortælle os, at vi jo var voksne, der skulle lære at stå på egne ben, så vi kunne klare os “i den virkelige verden “, men samtidig skulle vi spørge om lov til en masse ting, og hvad de ansatte sagde, var ikke nødvendigvis det, de gjorde. Anfægtede man dette, blev man afvist med et “sådan er det bare”.
På den første institution, hvor jeg boede, havde jeg det stramt lige fra starten. Hvilket gennemsyrede det meste af min tid der.
En af de ansatte havde en aften kaldt mig og en anden beboer for ”møgunger” efter en mindre konflikt mellem hende og os. Den anden beboer og jeg boede i annekset, og hvis vi skulle have fat i den ansatte, skulle vi enten gå over i hovedbygningen eller ringe. Min medbeboer fik det dårligt, og jeg ville derfor henvende mig til den ansatte, men hoveddøren var låst, og telefonen meldte optaget i lang tid. Dette var inden, mobiltelefonen var allemandseje, så jeg måtte rundt og banke på vinduer.
En anden aften havde jeg det selv dårligt, men den vagthavende vidste ikke, hvad hun skulle stille op, så hun ringede til min mor for at få et godt råd. Hvilket selvfølgelig gjorde min mor urolig.
Som nævnt tidligere havde jeg et anstrengt forhold til stedet og mange af de ansatte, så jeg var begyndt at notere episoderne, så jeg kunne komme med noget konkret til kommunen, når vi havde møde om et evtentuelt nyt opholdssted. En aften kom jeg i et skænderi med en ansat, og hun råbte til mig, at nu måtte jeg hellere skynde mig over og skrive i min sorte bog.
Forstanderen kom ikke
Nogle af de værre episoder indebar, at en af pigerne fik sit værelse smadret og blev overfaldet af nogle af de øvrige beboer. Der blev også holdt fester i annekset, som holdte mange af os vågne. Men det fik ingen konsekvenser. Jeg havde en fornemmelse af, at man ikke helt vidste, hvad man skulle stille op med den slags adfærd.
Fester og udadreagerende adfærd var især en del af det andet opholdssted, jeg boede på. Der blev indtaget rigelige mængder af alkohol og euforiserende stoffer. Døre og inventar blev af og til også smadret.
En nat gik en af beboerne amok. Han rendte rundt udenfor i bokseshorts og råbte efter folk, der ikke var der. Han ødelagde buskadser og råbte, at de forpulet nazisvin skulle skride, ellers ville han slå dem ihjel. Vores forstander blev kontaktet, men han ville ikke tage turen fra Fanø til Askov, når det var så sent. Men vi måtte heller ikke ringe efter politiet. Hvorfor husker jeg ikke. Eftersom der aldrig var overnattende personale på stedet, var vi nogle stykker, der sad sammen hele natten i frygt for, hvad vores medbeboer kunne finde på.
Nogle dage efter havde vores medbeboer fået det bedre og så ikke syner på det tidspunkt. Vi blev alle indkaldt til et møde i fællesstuen, hvor vi skulle sidde og fortælle vores medbeboer, hvordan han havde skræmt os. Han fik ikke lov til at forsvare sig, og han fik besked på aldrig at opføre sig sådan igen.
Vi er ikke børn
En anden gang skulle jeg holde noget fødselsdagshygge med en flok veninder fra min hjemby, og havde inviteret en medbeboer med. Men min daværende kontaktperson mente, det ville gøre andre jaloux, så han ville ikke have hende med i bilen. Det var den samme kontaktperson, der spurgte mig, hvordan jeg onanerede, og som ikke ville køre mig til læge, så længe jeg diskuterede med ham.
Men det var ikke kun nogle af de ansattes adfærd, der vækkede min bekymring. Alle de år jeg har boet på forskellige institutioner, har jeg nok haft samtaleterapi højst tyve gange. En enkelt gang havde jeg en psykolog udefra, men af økonomiske årsager kunne samarbejdet ikke fortsætte. Der var ingen fast samtale eller gruppeterapi på stederne, og jeg fik ikke tilbudt noget udefra. Det var først, da jeg flyttede i egen lejlighed, at jeg fik lavet en psykolograpport og fik mine diagnoser.
Jeg kunne fortælle om mange episoder fra de forskellige steder, især om forstanderen på bosted nummer to, der lavede underslæb, kom fuld på arbejde, tilbød en beboer en gynækologisk undersøgelse i hendes køkken, bad en beboer der havde taget for meget amfetamin om at tage at bad og gå i seng osv. Men det hele fører til den samme point: Jeg har altid manglet, at der var flere ansatte de forskellige steder, der anerkender, at disse steder er beboernes HJEM. Og at de ansatte havde mere end en pædagoguddannelse. Regler og erfaring er fint at have, men det skal dælme give mening. Og nok er det deres arbejdsplads, men de kan gå hjem, lukke døren og sige tak for i dag. Vi skal være der hele tiden, vi skal leve i det.
En psykisk sårbar person kan have irrationelle øjeblikke, og personligt kan jeg have så iltert et temperament, at jeg kan have svært ved at se udover min vrede. Når det så er sagt, vil jeg meget gerne slå fast med kæmpe store søm, at det ikke betyder, at man skal tale ned til os eller behandle os som om, vi er femårige børn, der skal irettesættes. Hvis man som fagperson ikke ved, hvad man skal stille op med beboeren, eller ikke engang kender til almen pli, vil jeg vove og påstå, man er i det forkerte job.