Forleden havde jeg Meryl Streep til bords. Hun var sart og gennemsigtig. Vi var til 50-års fødselsdag hos min gamle ven Jesper. Jeg var nervøs for, hvordan festen skulle forløbe, selv om jeg havde taget to Stesolider. Det er jeg altid til større fester. For jeg ved, at min borddame kommer med det spørgsmål, jeg frygter allermest: ”Hvad laver du så?” Sandheden er lidt af en konversationsdræber. For hvilken borddame ved, hvordan hun skal reagere, hvis jeg svarer:

– Jeg er førtidspensionist og maniodepressiv.

Som regel begynder jeg derfor at lyve. Jeg har været alt fra pilot til krigskorrespondent. Jeg har både været en single hippie uden børn og en lykkeligt gift mand og far til to adoptivbørn fra Colombia. En gang var jeg ansat i Politiets Efterretningstjeneste. Det gjorde et vist indtryk, selv om jeg i sagens natur ikke kunne fortælle så meget om mit arbejde på grund af min tavshedspligt og fordi, jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad de egentlig går og laver derinde.

Når jeg fornemmer, at min borddame ikke lige er min kop te, kan jeg finde på at sige, at jeg er bogholder i et ukendt revisionsfirma. Jeg siger det med en tynd – næsten pibende – stemme, som skal understrege, hvor dødkedelig jeg er, og hvor svært det vil blive at konversere med mig. Borddamen flytter så blikket til den anden side af bordet, hvor der som regel sidder en læge eller advokat eller sådan noget. Det giver mig fred til at koncentrere mig om maden.

Jespers far var toastmaster, så han rejste sig og bød velkommen. Han har sort hår med grå tindinger og en perlerække af flotte hvide tænder, hvilket måske skyldes, at han har arbejdet hele sit liv som tandlæge. Han sluttede af med at sige:

– Efter middagen, vil Jespers yngste søn, Nikolaj, spille med sit band ude på terrassen, så der bliver lejlighed til at svingom.

Nikolaj havde øvet med bandet hele dagen. De skulle efter Jespers ønske spille en masse numre med Doors, Beatles og Bob Dylan.

– Har jeg glemt noget? fortsatte Jespers far.

– Nå jo, jeg skal sige, at hvis der er nogle af jer, der ønsker at få ordet, kan I give mig en seddel i løbet af aftenen.

Mens han satte sig ned igen, tjekkede jeg min inderlomme og blev lettet over, at den lå der endnu, den krøllede seddel med stikord til min tale. Jeg nåede lige at trække hånden op igen, da der blev der udbragt en skål for fødselaren. Mange havde taget deres velkomstdrink med til bords og løftede deres glas og råbte ”Til lykke, Jesper længe leve”. De var endnu ikke så beduggede, at de fortsatte med ”og gid at det må gå ham vel …” Heldigvis.

Jeg løftede mit glas og råbte med i koret.

Jeg var taget derhen på cykel, og det havde været lidt bøvlet, for jeg havde købt en ti fods fiskestang som gave til Jesper. Den ragede så langt frem over styret, at jeg var tæt på at spidde cyklisterne foran.

Da vi gik i gang med forretten, som var noget med laks og spinat, spurgte jeg hende, hvorfra hun kendte Jesper.

– Jeg er hans kusine, svarede hun og sendte mig et sart smil, hvorefter hun så ned i laksen og pillede lidt ved den med gaflen.

Jeg lagde mærke til, at det navnlig var profilen, der fik hende til at ligne Streep så slående. Den lange, tynde næse med knæk på midten.

– Vi ser ikke så meget til hinanden, desværre. Næsten kun til fester og begravelser. Men hvad med dig? Hvor kender du ham fra?

Jeg fortalte hende, at vi var gamle skolekammerater, og at vi havde fulgtes ad fra første klasse til gymnasiet.

Vi begyndte med at tale om, hvor vi hver især boede. Hun kom fra et lille landsted syd for Odense.

– Årslev, hedder det. Det kender du sikkert, ikke sandt? grinede hun.

– Det er et lille landsby med en brugs og en bager. Huset er hyggeligt, men koldt. Vi skal have gang i brændeovnen hele vinteren.

Jeg bed mærke i, at hun sagde ”vi”. Hun er altså gift, tænkte jeg.

– Hvad så med din mand? Er han her ikke i dag? spurgte jeg, mens hovedretten – oksemørbrad og sprøde grøntsager, som sikkert kun havde simret tre sekunder – blev båret ind.

– Nej, han kunne ikke komme med, desværre, svarede hun og kastede bolden tilbage på min halvdel:

– Men hvor kommer du så fra? spurgte hun.

Jeg ville overgå mig selv denne gang. Jeg ville ikke sige, at jeg efter skilsmissen er flyttet ind i en mikroskopisk betonlejlighed i Glostrup. Og pludselig kom den til mig – min fortælling for aftenen.

– Jeg kommer fra Sønderjylland. På et sted, hvor min familie har boet i generationer. Jeg er den næste arving til godset, fortalte jeg med en stemme, der pludselig kom til at signalere høj uddannelse og god opdragelse.

– Greve! Har jeg fået en greve til bords? Det må jeg nok sige. Det har Jesper aldrig fortalt mig noget om – at han er kammerat med en adelsmand, sagde hun, mens jeg på aristokratisk vis fyldte hendes tomme glas med rødvin.

Jeg skænkede noget vand med brus op i mit eget, og vi lavede en lille privat skål med hinanden.

– Jeg har bedt ham om ikke at sige det til nogen.

– Kommer du direkte fra godset? spurgte hun.

– Ja, jeg kommer direkte fra Stenshøj. Papa har det ikke så godt længere, og der var nogle papirer, der skulle ordnes..

Jeg morede mig over påfundet med Stenshøj, som var et velvalgt navn, fordi ingen havde hørt om det men heller ikke kunne benægte eksistensen af det. Det bliver morsomt, det her, tænkte jeg..

– Men hvordan er du kommet helt her over til Holte? spurgte hun.

Hun skar et fint lille stykke oksekød ud, som hun lagde parat til at spise, når der kom en pause.

Hun havde slanke, hvide hænder, lagde jeg mærke til. Jeg var lige ved at fortryde, at jeg var begyndt at lyve. Hun var helt sikkert en, jeg godt kunne have fortalt sandheden. Hun virkede ægte og forstående. Men da jeg nu var gået i gang, kunne jeg ligeså godt løbe linen ud, tænkte jeg.

– Jeg fik lov til at låne papas helikopter, så det tog kun en halv times tid, sagde jeg. Den står nu i Roskilde. Papa vil gerne have, at jeg kommer hurtigst muligt tilbage for at ordne de sidste papirer. Han vil have alt på plads, inden han dør.

Hun så granskende på mig.

– Det gør mig ondt, det med din far. Jeg har selv mistet min. Man ved godt, det skal komme, det med døden, men man fatter det alligevel ikke, når det så sker. Jeg savner min far enormt, sagde hun.

Jeg tror nok, at der kom en lille tåre i hendes ene øje, så jeg bød hende min rene serviet. Man er vel ikke adelsmand for ingenting.

Så var det tid til første tale. Det var Jespers bror, som sad lige ovre på den anden side af bordet, som rejste sig og causerede over deres opvækst i tandlægehjemmet i Holte. Han drillede Jesper med, at han altid var blevet behandlet som det han var, nemlig den lille. Men på en kærlig måde.

– Undtagen én gang. Det var, da du slog mig i ansigtet, fordi jeg larmede, mens der var tipsfodbold. Jeg har vidner, sagde han og pegede på mig.

Da Jespers bror satte sig ned igen, klappede folk venligt.

– Kan du huske det? spurgte han og lænede sig ind over fadene og flaskerne, så jeg kunne høre, hvad han sagde. Baggrundsstøjen havde taget en hel del til.

– Ja, sagtens. Og du havde fortjent det, for det var en kamp mellem Manchester United og Liverpool, grinede jeg tilbage.

Jeg lænede mig også fremover og var lige ved at komme til at spytte ham i ansigtet, da jeg grinede. Vi udvekslede et par andre minder, hvorefter jeg vendte tilbage til min borddame, der havde benyttet sig af pausen til at spise sit lille stykke kød og nogle sprøde grøntsager.

– Hvad laver sådan en greve så til daglig? Er du gift og har du børn? ville hun vide.

– Laver og laver. Tja, jeg lever af mine renteindtægter og forsøger at få så meget ud af livet som muligt – blandt andet på mine rejser i Sydafrika. En del af pengene går til godgørende formål.

Renteindtægter og godgørende formål!  Ja, der er ingen grænser for, hvor fedt man lever som førtidspensionist i en betonlejlighed. Den eneste godgørende handling, jeg foretager, er, når jeg køber ”Hus forbi” en gang i mellem – blot for at læse om mit næste skridt ned af den sociale rangstige. Det er ufatteligt, så hurtigt det kan gå ned ad bakke. Jeg synes ikke, det er så længe, siden vi boede i rækkehus, jeg havde et højtlønnet job som marketingschef.

– Hvad så med dig, hvad laver du? spurgte jeg.

– Jeg arbejder som frivillig i Røde Kors i Afghanistan, svarede hun.

– Det lyder spændende. Det må give dig en hel masse at kunne hjælpe andre. Men er det ikke også farligt, spurgte jeg.

– Jo, det er det da ind i mellem, for vi holder til i en krigszone

– Men så er du ikke så meget hjemme i Årslev?

– Nej, min mand passer huset. Han er forfatter og arbejder hjemme. Det er meget praktisk, for så er han også hjemme, når børnene kommer fra skole. Og jeg er da også hjemme på orlov en gang i mellem.

– Forfatter?  Hvad for nogle bøger skriver han? spurgte jeg.

– Han skriver om forholdene i Afghanistan. Jeg mødte ham derovre. Han er læge, men til sidst blev det for hårdt for ham med al den elendighed.

Jeg trængte til en smøg, så jeg undskyldte mig. Jeg gav Jespers far et tegn, og gik uden for og røg to Prince, mens jeg kontrollerede, om min cykel stadig havde godt. Jeg tog en ekstra Stesolid med rystende hænder. Da jeg kom ind, så Jespers far spørgende på mig, og jeg svarede med et lille nik. Jeg blev kort introduceret som Jespers gamle skolekammerat og fik ordet. Blodet susede i ørerne, og jeg trak min krøllede seddel op af lommen.

– Kære Jesper. Tillykke med de 50 år og velkommen i klubben. Tak fordi, jeg måtte komme i dag og fejre dagen med dig, begyndte jeg med at sige.

Ikke særligt originalt, men bare for at få stemmen i ro. Jeg kunne ikke bruge sedlen til noget, så meget rystede mine hænder. Derpå sagde jeg noget om alle minderne fra fædrenegården. Vores hyggelige timer på hans værelse, hvor vi hørte musik, drak te og fik småkager af hans mor. Jeg fortalte om dengang, vi i skolen havde religion og læreren engageret havde fortalt om Laban fra Første Mosebog.

– I næste religionstime spurgte læreren så, om vi kunne huske, hvad han hed. Og så var det, at du ivrigt rakte en finger op proklamerede: ”Skurk!”

Den gik rent hjem. Forsamlingen grinede – også Meryl Streep – hvilket gav en vis ro i maven – eller også var det Stesoliderne, der var begyndt at virke.

Efter et par yderlige erindringsglimt om vore drabelige badmintonkampe, vore avisruter og vores babysitterbureau, der bestemt ikke var nogen succes, fordi vi gentagne gange måtte tilkalde forældrene, roste jeg Jesper for hans store trofasthed. og den slags.

Derefter blev desserten båret ind. Det var noget med is og frugt. Jeg rystede stadig, selv om talen var overstået. Da middagen var færdig, gik bandet i gang med at spille ”Satisfaction”, ”Knocking on Heaven´s Door”, ”Light My Fire” og ”Twist and Shout”. Nikolajs band var godt. Jesper delte ud af nogle cigarer, han havde taget med hjem sidste sommer, da familien var på Cuba. De smagte godt og varede uendeligt længe.

Jeg dansede et par gange med Jespers kone og med Meryl Streep. Hun lænede sig ind mod mig, som om hun var blevet svimmel. Og hun spurgte:

– Var det så den slags musik, du og Jesper hørte, da I var unge?

Da det var tid til at sige tak for festen, spurgte hun, om jeg nu skulle ud til helikopteren, hvilket jeg bekræftede.

– Jeg bliver hentet af min pilot her klokken to, så jeg må hellere se at komme af sted.

Meryl, der svedte efter dansen, satte sig på en hvid havestol og sagde, at hun blev hos Jesper om natten, hvilket jeg blev lettet over. Jeg havde ellers været nødt til at tilbyde hende et lift til Fyn, hvilket ville have været rimeligt svært, fordi jeg skulle cykle hjem.

Næste morgen ringede jeg til Jesper for at sige tak for sidst. Han takkede for fiskestangen, som han først havde haft tid til at pakke ud efter festen – ligesom alle de andre gaver. Jeg drejede samtalen ind på hans kusine. Jeg sagde, at jeg havde været glad for min borddame, og jeg nævnte hendes lighed med Meryl Streep.

– Ja, det er du ikke den første, der har bemærket, sagde han.

– Det er sørme også en alsidig tilværelse hun har – i Afghanistan og i Årslev.

Den bemærkning kom helt bag på ham, kunne jeg høre.

– Hvad siger du? Hun har sgu aldrig været i Afghanistan. Det med Årslev – hvad det så end er – har jeg heller ingen anelse om. Hun må have fyldt dig med løgn. Måske er det på grund af al den morfin, hun får. Hun har måske hallucineret.

– Får hun morfin? Hvorfor dog det? ville jeg vide.

– Hun har kræft i hele kroppen og fået at vide, at hun kun har et par måneder tilbage.

– Fandens også. Passer det så heller ikke, at hun har en mand, der er forfatter og to børn?

– Næ, hun er single og har været det hele livet, og hun kan ikke få børn. De fjernede livmoderen, da hun fik konstateret kræft for snart længe siden, svarede Jesper.

Jeg bad om at få hendes telefonnummer og ringede straks.

– Hallo, sagde hun i telefonen.

– Hallo, det er din bordherre fra i går. Jeg ville bare sige tak for sidst, det var smadderhyggeligt. Jeg tænkte på, om vi ikke skulle mødes til en kop kaffe.

Det syntes hun, lød som en god idé. Og en time senere mødtes vi på en hyggelig cafe.

– Du tog altså ikke hjem til godset i aftes, grinede hun.

Der var ironi i stemmen, kunne jeg fornemme.

– Nej, det gjorde jeg ikke. Det er pinligt, men jeg må indrømme, at jeg faktisk slet ikke er greve.

Det viste sig, at hun kendte alt til min situation, men bare havde spillet med på komedien for sjov skyld, og fordi hun heller ikke brød sig om at sige sandheden til store fester. Heltinden fra Afghanistan og greven var  forduftet, men det blev samtalen bestemt ikke ringere af! Vi vekslede kun får ord om vores sygdomme. Vi talte om alt mellem himmel og jord, meningen med det hele.

Hun så mig dybt i øjnene og sagde:

“Kender du Gauguins billede, hvor han oppe i hjørnet har skrevet: “Hvor vi kommer fra, hvem vi er og hvor vi skal hen”?.

Jeg nikkede og sagde:

“Jeg plejer at tilføje: Og hvad får vi for det?

Vi brød begge ud i en hulkende latter, som var ret befriende. Og vi blev siddende flere timer. Da vi skiltes, gav vi hinanden et fast og langvarigt kram.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at vi ville mødes igen – et eller andet sted.

2 Kommentarer

  1. Birgit Christiansen

    Kære Kim. Hvor er du dygtig! Tænk, at du sådan sidder og fylder folk med lyv? Små hvide løgne. Jeg grinede meget højt af hele din lune humoristiske novelle. Jeg plejer at sidde i bussen, og fortælle folk min livshistorie… Det er så dejlig uforpligtende at køre med bus. Men til en fest? Det ville jeg aldrig turde. Det er jo så nemt at afsløre folk, når de ses jævnligt. Hvor var det godt, at du valgte at lægge kortene på bordet.
    Tænk hvis nu den stakkels syge kvinde havde hørt sandheden fra anden side. Det kunne nemt have været katastrofalt. FYN ER FIN! Mange venlige hilsner fra Birgit C.

    Svar
  2. Kim Engelbrechtsen

    Kære Birgit. Det glæder mig, at du grinede – det skal være så sundt. Jeg er selv kommet over lyvestadiet. Jeg træder helt åbent frem med min sygdom – bl.a. her – og har bestemt ikke fortrudt den linje. Jeg har opdaget, at alle har noget at bære på, og det åbner for en samtale i dybden. Men jeg forstår godt dem, der vælger at skjule sygdommen – fx. til jobsamtaler. Tabuet er desværre stadig stort. Tak for din søde kommentar. Og ja: FYN ER FIN – må snart derover igen. Mange hilsner, Kim )

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.