Cathrine Jansen har skrevet et brev til dig, der ikke kan arbejde. Hun ved nemlig, hvordan det er, når samtalen altid som det første handler om, hvad du laver til daglig.


Af Cathrine Jansen

Kære dig, der ikke har et arbejde

Jeg skriver disse ord til dig, fordi jeg ved, hvor svært det er, når folk spørger dig, hvad du laver til daglig og fordi jeg ved, hvordan du mærker rødmen strømme fra dit bryst og op til hårrødderne. Du mærker angsten, som du faktisk troede, du var sluppet af med i situationer som denne. Angsten for, hvad andre tænker om dig, når du fortæller, at du lever af deres skattepenge (og dine egne, husk lige det!) gør dig nervøs. Måske får du fremstammet en løgn om, at du læser nogle enkeltfag, eller at du arbejder som et eller andet, du lige har fundet på. Dine øjne flakker, og dit hoved suser afsted med tanker om, hvad du kan finde på at spørge om, så samtalen bliver drejet væk fra dig. Jeg forstår dig.

Ikke alle kan arbejde
Vi bygger vores identitet op omkring vores job. Allerede som børnehavebørn tænker vi på, hvilket job vi gerne vil have som voksne. Vi er blevet stopfodret med, hvor vigtigt det er, at vi ved, hvad vi vil med vores liv. Her menes ikke, at vi skal finde ud af, hvor vi finder lykkeglimt i tilværelsen, hvilke værdier vi gerne vil have, at vi skal være empatiske og kærlige ved vores medmennesker, dyrene og planeten. Næ, det er ikke så vigtigt, men et job, det er vigtigt. Vigtigere end noget andet.
Det er ikke alle mennesker, der kan arbejde, og kan man ikke det, er det helt okay, og det burde være noget, man kunne fortælle folk uden at bekymre sig om, hvad andre mener. Alle burde vide, at hvem man er, ikke er besluttet ud fra, hvilken uddannelse eller job, man har.
Jeg vil ikke længere lade mig definere af, hvilken uddannelse og hvilket job jeg har. Ligesom jeg heller ikke længere lader mig definere af, hvilke diagnoser jeg har. Det er nemlig mig, der har diagnoserne og ikke diagnoserne, der har mig.
Jeg forstår din frustration og din sorg over, at du ikke kunne følge din plan om folkeskole, gymnasie, videregående uddannelse og fuldtidsarbejde. Jeg har nemlig selv været der.

Urealistiske forventninger
Jeg har gået på fire forskellige gymnasier, jeg har været værnepligtig, jeg har forsøgt mig med enkeltfag, jeg har startet på Social- og sundhedsassistentuddannelsen, og jeg har haft mange jobs. Alt er jeg droppet ud af. Mange dropper ud af faglige årsager, men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne bare ikke være i det. Jeg fik depressioner hver evig eneste gang og kom længere og længere ned i kulkælderen, hver gang jeg fejlede.
Jeg er kommet frem til, at jeg ikke egner mig til den traditionelle uddannelsesform. Jeg er speciel, og det er okay, for der er nok en dybere årsag til, at jeg er, ligesom jeg er. Nu, hvor jeg ikke længere dunker mig selv oveni hovedet med alt det, jeg ikke kunne. Jeg føler ikke længere, at jeg absolut skal være sygeplejerske eller falckredder og dermed ikke har nogle urealistiske forventninger til mig selv, kan jeg bedre slappe af og være i nuet.

Jeg satte mig ned og skrev, hvad jeg ønsker mig allermest i hele verden, hvis det ikke måtte omhandle job og uddannelse. Efter at have gjort det og reflekteret over det et par dage, gik der et lys op for mig. Jeg kan blive verdens bedste sygeplejerske, men vil det gøre mig glad? Vil jeg føle mig mere værdifuld, fordi jeg tog den uddannelse? Givetvis ikke. Lykken er dybere end et arbejde. Jeg har store drømme, men de er ikke længere styret af ambitioner om et helt særligt arbejde.

Det er ikke en undskyldning
Kære dig. Der er en grund til, at du ikke kunne følge din uddannelsesplan, og det er du nødt til at acceptere, før du kan give slip på de forventninger, der holder dig nede.
Du skal håndtere en masse uretfærdige og hjerteskærende situationer. Det er ikke en undskyldning, men en ovenud gyldig grund. Det giver mening, at du skal prøve dig frem for at finde den rette vej for dig. Du er ved at hele et sår, der har været åbent i så mange år. Der er ikke noget at sige til, at du er rædselsslagen for at åbne op. Selvom du er ok lige nu, får du flashbacks til at være det forsvarsløse barn, du var, og det gør, at tingene tager dig lidt længere tid.
Du er i gang med at hele, du er i gang med at bygge et nyt, bedre selv. Selvom det nogle dage føles som om, du kun lige overlever i stedet for at leve, så lever du altså! Du lever, og du udvikler dig. Din udvikling og blomstring har taget tid, men det er ikke spildtid. Du fejlede ikke. Du tog skridt op ad trappen, og du fortsætter med at tage skridt i den rigtige retning.
Du føler dig måske ikke modig, klog eller stærk alle dage, men jeg lover dig, at du er alle de ting og så meget mere. Dine fejltagelser og udfordringer definerer dig ikke. Hvordan du vælger at reagere på tingene og, hvordan du bærer dig selv, er noget af det, der definerer dig.
Selvom det ikke altid føles som om, det er det værd at have taget en pause fra arbejde og uddannelse, må du ikke glemme, at det aldrig var gået godt, hvis du var fortsat uden at lytte til dig selv og lægerne.
Du trækker stadig vejret. Du skal steder hen i det her liv. Bliv ved med at bruge din smerte som brændstof og husk altid, at du har et godt hjerte, at du er intelligent og nysgerrig. Du har klaret dig igennem det sværeste – nu kan det kun blive bedre.

”Life is the most difficult exam. Many people fail because they try to copy others, not realizing that everyone has a different question paper”.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.