Outsideren har været i biografen og set den italienske film ’Springtur i Toscana’. Et tempofyldt drama om to meget forskellige kvinder, der stikker af fra et psykiatrisk bosted for at finde den lykke, de i den grad begge har manglet i tilværelsen.

 

Af Tinne Buchholz Madsen

Beatrice spankulerer afsted over gårdspladsen på høje hæle, i kort, kavalergangsvisende kjole og med en smøg i mundvigen. Hun skyder bemærkninger af som et maskingevær til højre og venstre, og sveddråberne gør hendes lange, blonderede manke fugtig i hårgrænsen, selvom hun skygger for sit ansigt med sin accessory, en lille paraply. Hun styrer direkte mod bilen, der transporterer folk ud fra Villa Biondi, som er et det psykiatriske lukkede bosted, hun opholder sig på. Trods den determinerede gang går den ikke, og hun eskorteres tilbage til sit værelse af personalet.  Det lykkedes ikke i denne omgang.

Men Beatrice, der har bipolariteten som sin følgesvend, helmer ikke i sin jagt på at komme ud i den frie verden. Da en ung, deprimeret kvinde tjekker ind på bostedet, ser Beatrice sit snit til, at de to kommer på holdet, der planter krydderurter i markerne udenfor. Og det bliver billetten til friheden for den midaldrende Beatrice og Donatella, som den unge kvinde hedder. En frihed, de møder med eksalterede jubelråb, da de hopper på en forbikørende bus. Men også en frihed, der konfronterer dem begge med deres fortid.

En tur gennem brændte broer
Donatellas rygsæk er lastet med sorg over adskillelsen fra sønnen Elia, hvis navn hun har tatoveret ved siden af et lille hjerte under sit kraveben. Den mørke, spinkle pige, der med sin gådefuldhed og drengede krop giver associationer til Stieg Larsson-karakteren Lisbeth Salander, har dybe ar på sjælen, men åbner langsomt op overfor den selvudnævnte grevinde Beatrice, som uafladeligt beretter om sine friends in high places, og f.eks. har George Clooney listet som kontakt på sin Iphone.

Donatellas telefon er en ældre model, og hun bruger den kun til at høre musik på. Musik, der giver minder om en far, som hun – ufortjent – glorificerer – for det viser sig snart, at hendes forestillinger om ham ikke holder stik. Moderen er der dog heller ikke meget støtte at hente i, oplever vi, da udbryderne konfronterer hende på deres springtur.

Beatrices bekendtskaber begrænser sig også for størstedelen til brændte broer. Som den stenrige, fedladne eksmand med pool, havudsigt og familie nummer to, som hun invaderer, berøver og bedøver. Den forræderiske flirt, nu med fodlænke, og moderen, som må leje sit slot ud til filmoptagelser på grund af Beatrices finansielle fejltrin.

Casting er filmens styrke
Filmen, instrueret af Paolo Virci, har høstet mange priser i hjemlandet Italien. Og det kan man godt forstå. Det er nemlig en både dynamisk og rørende historie om to meget forskellige kvinder med hver deres store bagage, som sammen finder styrke til at søge efter et bedre sted.  Kvinderne formår at holde en kurs, om end slingrende og fuld af omveje, og bevæge sig ikke bare igennem det toskanske landskab, men også i retning af en mening med det hele.

Castingen af Valeria Bruni Tedeschi som den flamboyante Beatrice og Micaela Ramazotti som den indesluttede Donatella er filmens store genistreg. Deres vidt forskellige personligheder koblet med det fælles bånd, de har i kraft af deres historier, giver filmen en nerve fra start til slut. Umiddelbart er forskellen på dem næsten groteskt malet op, men den er et bemærkelsesværdig effektfuldt virkemiddel i historien – måske også fordi, den spejler de ekstreme sindstilstande, folk med psykiske lidelser kan opleve.

’Springtur i Toscana’, der er uheldigt oversat fra originaltitlen ’La pazza gioia’, som mere dækkende betyder ’frydefuld sindsforvirring’ er spækket med komiske passager. Som f.eks. da Beatrice ved Donatellas ankomst lister ind i lægekonsultationen og foregiver at være psykiater, da kvindernes medpatient med OCD får et mindre sammenbrud over at flugtbussens har nummer 63, et ’uacceptabelt’ tal, og da de to kvinder under deres springtur får statistroller i en tresser-film og drøner afsted i en lille åben sportsvogn til soundtracket af ’Voulez vous couchez avec moi ce soir’.

Men uanset hvor meget vi som biografgængere fniser i mørket, er det med hovedpersonerne og ikke ad dem. Vi krydser fingre for kvindernes missioner, også de mere langfingrede af slagsen, som Beatrice excellerer i, og vi græder med Donatella undervejs, når vi tages helt ind i hendes smertende moderhjerte. Samtidigt formår filmen at sætte kvindernes psykiske lidelser og den betingede opførsel i relation til det omkringliggende samfund, og det giver stof til refleksion: Hvad er skørt, og hvad er ikke?

Og vi forstår, gennem møderne med kvindernes relationer, mere og mere, hvorfor de er blevet, som de er. ’Vi er bare på udkig efter en lille smule lykke’, siger Beatrice. Og det er et ønske, man også som publikum inderligt under kvinderne at få opfyldt.

En kommentar

  1. Tom jul Pedersen

    Meget professionel film anmeldelse, det er en der plejer at skrive, kan jeg tydeligt læse ud af den. Der bruges både fremmed ord, samt udenlandske ord der ikke er oversat. Denne kunne have stået i Politiken, ellers Århus Stiftstidende, den egner sig dog ikke til outsideren, der skal det være mere enkelt og lige på. Fx savner jeg om den tegner et realistisk billede af sindslidende? Som jeg læser det, er svaret nej. Hvem er filmen for? Hvilke mennesker vil få mest ud af den? Alle film har et pubilukum, de vil ramme. Hvem vil denne film ramme?

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.