Af B. Andersen
Får det da ikke snart en ende? Sådan spørger mange sig selv og hinanden, når nye historier om præstationsræsets supertornado spreder sig som ringe i vandet i nutidens velfærdssamfund og velstandssamfund.
For er det overhovedet sundt at skabe og leve et menneskeliv på de præmisser? Det er som om, at vi ikke længere formår at geare ned i tempo, så det atter bliver til at holde ud at være menneske og borger i den moderne verden anno 2017.
På en eller anden måde minder det mest af alt om en form for lemmingeffekt, når mænd og kvinder skånselsløst kaster sig hovedkulds ud over skrænten og direkte i ”døden” uden at spørge sig selv og alle andre, om det nu også er det korrekte valg at træffe. Måske fordi det for nogen sommetider næsten bliver et mantra at skulle have travlt bare for at have travlt. For hvad er det værd at skabe et toptunet velfærdssamfund og velstandssamfund, når borgerne er nedslidte og syge af al det stress og jag mv?
Vi er slaver i jagten på velstand
Og derfor er det altid klogt at spørge os selv: Til hvis glæde er det, at vi egentlig indretter vores liv og samfund? En del af svaret finder vi blandt andet i kampen om de materielle goder, der alt for ofte tilsidesætter hensynet til selve mennesket gemt i hver enkelt af os. Så længe vi gør os selv og hinanden til slaver i jagten på materiel velstand og magt, skal vi ikke forvente nogen synderlig forbedring i menneskeligt henseende.
Så med andre ord lægger vi oftest kun mærke til de borgere, der formår at holde sig flydende på et oprørt menneskehav, om man så må sige. Spørgsmålet er da, hvad der mon sker med de af os, der ikke magter at holde hovedet oven vande? På bunden af menneskehavet finder vi alle de svagest stillede borgere, der for længst er blevet smidt af hesten i kapløbet om sejrstrofæet i velfærdssamfundets og velstandssamfundets prestigefyldte grandprix i materialismens hellige navn.
Ulyksalige førtidspensionister
Iblandt gruppen af disse ulyksalige førtidspensionister finder man især psykisk syge mennesker, der godt og grundigt er på vej ned ad slisken med kurs mod en på mange måder miserabel deroute. Og det sker vel og mærket i det danske luksus velfærdssamfund og velstandssamfund, hvor den slags ikke burde finde sted; netop fordi det efter sigende skulle være et omsorgsfuldt velfærdssamfund og velstandssamfund.
Heldigvis er de fleste borgere ikke hårdt ramt af tunge psykiatriske diagnoser. Men for svært psykisk syge borgere er det meget vanskeligere at erobre en plads i velfærdssamfundet og velstandssamfundet. Mange af dem bliver aldrig tilknyttet arbejdsmarkedet. Og de af dem, der formår at komme overens med et skånejob ift. sit liv som førtidspensionister, oplever mange op- og nedture i relation til arbejdslivet, fordi det jo netop mange gange er stressende og udmarvende at være en del af velfærdssamfundet og velstandssamfundet i rollen som bidragsydere.
Førtidspensionister på tålt ophold
Alt for ofte hører man om udbrændte medarbejdere i psykiatrien, der på grund af stress og depression ikke længere formår at arbejde hurtigt nok til at kunne gelejde patienterne sikkert gennem behandlingsforløbet, så de kommer ud på den anden side som hele og færdigbehandlede borgere, der atter er parate til at indtage den position i samfundet, som de oprindeligt var tiltænkt. Sidestillet med de kriseramte medarbejdere i psykiatrien finder man alle de andre borgere i andre erhverv, der også rammes af stress og depression, angst mv. af præcis samme årsager.
Ikke desto mindre repræsenterer nogle af førtidspensionisterne også ressourcer, som kan glæde andre end førtidspensionisterne selv. Primært er forskellen, at de netop får brug for skånevilkår i forbindelse med deres entré på arbejdsmarkedet. Desværre passer de bare så dårligt sammen med det øvrige samfunds krav om fuld fart fremad på alle tangenter. Så man kan lidt firkantet sige, at de lever lidt på tålt ophold. Det handler om selvværd, selvtillid og frihed til at leve et almindeligt liv uden at blive puttet i kasser af andre mennesker med stemplet: duer ikke!
Hvordan favner samfundet alle?
Man kan sige, at der er to grupperinger. Den ene gruppering repræsenterer de borgere, der for en stund er ramt af stress, jag, depression osv. Dvs. de mennesker, der for størstedelens vedkommende vender tilbage til arbejdsmarkedet og en almindelig tilværelse. Med andre ord er de med til at holde skuden flydende. Den anden gruppering omfatter de borgere, der kun for en kort stund eller ligefrem aldrig har oplevet et såkaldt almindeligt arbejdsliv som bidragsydere pga. psykiske sygdomme og livet som førtidspensionister. Og derfor er de med til at gøre skuden yderligere synkefærdig.
Min pointe er, at udfordringen består i, hvorledes velfærdssamfundet og velstandssamfundet kan bringes til at favne alle borgerne – høj som lav – på trods af det nuværende pres og ræs i alle henseender. Desværre tyder det på, at man åbenbart kun kan lære lektien på den hårde måde, hvor man bliver sendt til tælling i kanvassen efter en hård knockout. Så hvorfor i alverden skal man genopfinde den dybe tallerken, når man i stedet for kunne bruge den dybe tallerken, som allerede for længst er opfundet? Ville man erkende, at man ikke altid selv kan opfinde den dybe tallerken, kunne man spare sig fra mange smertelige erfaringer, når vi til dagligt forfølger vores tyrkertro på egen kraft og viljen til at leve livet på højde med de mennesker, der formår at leve livet i overhalingsbanen.
Påbegynd arbejdsprocessen nu
Som start på hele denne nødvendige gennemgribende ændring af velfærdssamfundet og velstandssamfundet kunne man begynde med at allokere flere ressourcer til de hårdtrængte områder i offentligt regi som psykiatrien generelt og behandlingspsykiatrien i særdeleshed. For som sagt har vi alle noget at bidrage med, uanset hvor småt det så end måtte forekomme. Og som velfærdssamfund og velstandssamfund har man gennem længere tid efterhånden ikke haft råd til at se bort fra disse små og perifere bidrag til at holde sammen på vores skrøbeligt høje standarder, når talen falder på det at skulle transformere velfærdssamfundet og velstandssamfundet til en bedre udgave af sig selv.
Afslutningsvis kan man sige, at man skal tænke proaktivt i stedet for den traditionelle form for reaktiv tænkning, når det handler om udviklingen af vores samfund i stedet for at fastholde os alle sammen i et stålgreb, der intet hjælper de involverede parter på den lange bane. Grundlæggende handler det som tidligere nævnt om social inklusion og om transformationen af vores fælles samfund, så der bliver plads til alle borgerne upåagtet, hvad de bringer med sig i livet. Helt konkret skal der skabes forbindelse mellem mennesker med psykiske udfordringer og resten af samfundet. Det gør man bedst ved ansigt-ansigt relationer. Et af de mest oplagte eksempler handler om relationen til arbejdsmarkedet. Når man for en stund dvæler ved arbejdsmarkedet, opdager man, at mentorordninger, peerordninger mv. kan give adgang til arbejdsmarkedet for mennesker med en psykisk sygdom. Med andre ord handler det om at skabe forskellige former for tilknytning. Der findes ikke noget ideelt tidspunkt til at iværksætte disse proaktive tanker og ideer, der knytter sig til de udfordringer, som man står ansigt til ansigt med i det moderne samfund. Så derfor kan man ligeså godt påbegynde arbejdsprocessen i dag som i morgen.
Fakta: Skånejobbere og førtidspensionister i Aarhus pr. 18. maj 2017:
13.721 borgere er førtidspensionister i Aarhus.
Heraf er 497 i skånejob.
57% af skånejobberne er mænd, og 43% er kvinder.
Aldersmæssigt fordeles skånejobberne således:
20-29 år: 17%
30-39 år: 25%
40-49 år: 32%
50-59 år: 23%
60-69 år: 3%
Kilde: Århus Kommune