I vinters skrev jeg dette i min dagbog: “Jeg vil have en smuk cottage garden! Jeg vil finde en måde at få det på.“

Det er nu lykkedes mig at finde en balance, så jeg kan nyde mit eget cottage garden blomster bed, til trods for jeg døjer med en del angst.

Jeg er 28 år, førtidspensionist, lidt af en mental særlig og god nok som jeg er. Og så elsker jeg blomster. Især har jeg kastet min kærlighed på cottage garden stilen fra det engelske. I det hele taget er jeg ret anglofil. Det vilde og naturlige og det der frem for alt ikke er perfekt, det der har svære vilkår, men dukker frem af jorden de mest umulige steder og trives på trods af modgang.

Helt ligesom jeg selv. 

Jeg havde prøvet at anlægge en ny stor have med græs, træer og blomster, men har pga angst indimellem fundet på nogle hurtige løsninger, der slet ikke har virket. Jeg kan ikke lide at slå græs, det larmer. Jeg lagde en masse ny jord ovenpå græsset, så det “forsvandt”, men det voksede jo bare igennem igen. Hurtig løsning, ikke holdbar løsning. Så jeg har måttet acceptere, at det er en umulig opgave for mig med en stor have og at slå græs. Det larmer og jeg kan ikke fordrage at lave larm.

Nu er min have blevet meget mindre, overskuelig og især lydløs, ingen græsslåning, så nu kan jeg overskue haven og holde af den. Der er kun et mindre stykke med blomster og potter jeg skal passe, og det tager ikke mere end omkring en time tid og vigtigst, så kan det hele deles op i få minutter ad gangen. Nippe et par blomster, grave en enkelt potteplante ud i bedet og gå ud med en enkelt vandkande, det kan jeg godt overskue, selv i mine allermest syge og depressive perioder.

Jeg har mange havebøger og alle som en, kan jeg blive sure på, misundelige på, vrede på og jeg tror nok, jeg en enkelt gang for længe siden har kastet Signe Wennebergs bog Haveterapi gennem stuen. Der står rigtigt mange sætninger som denne i havebøger “haven er et afslappet terapi rum og havearbejde er fred for sjælen”. Denne sætning kommer ikke direkte fra hendes bog, men meningen gør, og dette tema er en genganger i rigtigt mange havebøger. Det er da også rart med havearbejde og korrekt, at det er godt for sjælen med blomster.  Men med en masse angst i bagagen, kan det være så som så med fred i sjælen i haven. Det er ikke altid, jeg kan bruge lige dette argument til en skid. Nogle gange kan jeg godt.

Ofte synes jeg, at det er svært at være ude i haven. Jeg døjer med angst, og forleden da jeg havde været ude i haven i en lille halv time, uden at der var sket noget, jeg kunne være blevet “logisk angst” for, kom jeg ind i min stue igen og begyndte at ryste som et espeløv. Det var den “ulogiske angst”, der fik mine knæ til at ryste helt vildt. Jeg deler min angst op i normal, “logisk” og “komplet ulogisk”.

Angst kan være fornuftigt at have, hvis der pludseligt står en løve i min have. Logisk angst i min verden er, hvis jeg ikke kan gå i fred i min have, f.eks har jeg faktisk ikke særligt meget lyst til at tale med naboer. Jeg bliver træt og forvirret af det, gider bare ikke, til trods for jeg godt kan finde ud af det. Så som så. Ulogisk angst i min verden er hvis jeg virkeligt er helt alene i min have, ingen andre ude og i nærheden, men bare går og ryster helt vildt alligevel.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg begyndte at ryste så meget forleden, fordi jeg føler der står så meget på spil, kærlighed til mine blomster, cottage garden, og når det så lykkes mig at være i haven, bliver jeg til tider så stolt af mig selv, at jeg får nogle ret kræftige fysiske reaktioner. Men selvom jeg ikke var i tvivl om årsagen til rysteturen, er jeg et par dage senere blevet klar over, at der var en anden årsag. Det handler om min alkoholiske mor, der spørger meget i mit hovede, til trods for jeg ikke har kontakt med hende. I hvert fald kun mega sjældent.

Jeg kan bedst overskue og nyde at være i haven tidlig morgen og sen aften. Mit hjem og min have skal være et frirum, og jeg forbinder ikke et frirum med nabosnak en varm solrig eftermiddag. Det står der nemlig en gang i mellem i havebøger. Men i bogen Cottagehave Tante Grøns haveunivers, står der også noget med “at gemme sig væk i sin have, et frirum” og det er jeg helt enig i. Gemme mig i blomsterbrus.

Men min mor eller naboer skal jo ikke forhindre mig i at være i min have. Men jeg skal også finde balancen mellem at gøre gode ting for mig selv, som kan være at pusle blomster. Og jeg skal finde balancen og beskytte mig selv og ikke udsætte mig for, for meget nabo snak og kontakt… og især ikke lade min mor påvirke mit liv, hverken i haven eller indendørs eller nogle andre steder.

Det er ikke nemt, men med så meget her i livet, bliver tingene nemmere med alderen. Og det er det værste råd der findes til ungdommen. Jeg hader det selv, men det gør det ikke mindre sandt.

 

Min far siger, at min have skal være en glæde, ikke en pligt. Nu er den en glæde, for den er overskuelig, depressions venlig og passer til mit liv.

Om Forfatteren

Jeg blev førtidspensionist 1 december 2016 pga svære psykiske problemer. Jeg kan i perioder ikke klare menneskelig kontakt i længere tid ad gangen, dvs ganske få timer. Andre perioder er jeg noget sejere. Jeg er bedst bag en skærm, alene hjemme på landet. Andre perioder kan jeg mere. Mit liv har ikke været helt nemt. Jeg var ofte syg som lille og kom ikke ud og oplevede verden, som et barn bør gøre, for at udvikle sig til et almindeligt og sundt barn, der kan klare livets strabasser. Min mor pylrede oven i købet for meget om mig og gjorde mig svag. Fysisk som mentalt. Jeg har altid været noget sart og svag i det, men det bliver trods alt bedre med alderen. Nu skriver jeg til Outsideren og andre steder Instagram, hvor jeg viser min dagligdag bla som forfatter. Forfatter_mentalista Facebook side: Forfatter Ida Eowyn Facebook side: Mentalista, firma Facebook side: Bondeknold, bogforlag Egen hjemmeside Mentalista.dk Eget spritnye firma Mentalista Eget spritnye bogforlag Bondeknold

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Kære Mentalista. Jeg nyder at følge dine indlæg og din udvikling; alt fra din flytning fra København til en umulig græsplæne 😉 Hvor glæder det mig at høre, at du har fundet en måde at holde det afbalanceret på. Smukke, smukke blomster! Du kan kun være stolt af dig selv.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.