For Bernd Bachmann er det altafgørende, at han får planlagt sine dage. Det har han fundet ud af, efter han har fået en psykisk sygdom. Ellers bliver han stresset, og så ramler det hele

Af Bernd Bachmann

Jeg er flere gange uafhængigt af hinanden, blevet spurgt om, hvordan det er at leve som psykisk syg. Det nemme svar er, at det er som at leve med et meget lille batteri, et discount batteri af de små, hvor andre har et nyt bilbatteri i høj kvalitet. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men det har fået mig til at skrive en lidt mere detaljeret beskrivelse af, hvordan mine dage hænger sammen, på godt og ondt.

Det er sjældent, mine dage ligner hinanden, derfor er noget af det vigtigste for mig er planlægning. Det er ikke alt, jeg kan planlægge mig ud af, men når jeg skal noget, ud af huset, eksempelvis et møde i psykiatriudvalget, lægger jeg gerne nogle ”døde” dage omkring. Sådan at det jeg skal dagen før og dagen efter et møde, er på et minimum, helst uden planlagte aktiviteter. Det er vidt forskelligt, hvor meget et møde tager på kræfterne. De ”døde” dage, bliver brugt til afslapning og til at genoplade batterierne.

Kan og skal opgaver
Mine dage er delt op i en mindre række af ”kan” og ”skal” opgaver. Da jeg bor sammen med min kæreste og tre af hendes børn, er der nogle ting, der skal fungere. Jeg har også en del af ansvaret for at få hverdagen til at hænge sammen. Først og fremmest er det vigtigt, at jeg står op senest kl otte, simpelthen for at lægge en grundstruktur.
Ellers svinger det lidt. Jeg har et par maddage om ugen, jeg har mine vaskedage, hvor jeg dels vasker mit eget tøj, og dels vasker håndklæder. Så bager jeg brød eller boller minimum hver anden dag. Af andre ”skal” ting kan være et møde eller en familiesammenkomst.
Af ”kan” ting er der alt muligt andet primært ud af huset opgaver, men også skriverier til bloggen, artikelskrivning til Outsideren og nogle af de andre ting, jeg har involveret mig i. Det er også et sidste punkt, og det er bonusting, altså ikke planlagte ting, som jeg i nuet føler, jeg har overskud til at gøre.

Når vækkeuret ringer, hvis det når at ringe, har jeg et fast morgenritual, jeg skal igennem. Jeg starter med at sætte vand over til kaffe, hvorefter jeg går ud og får min morgensmøg. Mens jeg så står derude, mærker jeg efter, hvordan jeg har det, om der er der saft og kraft på batterierne, hvordan min psyke føles og i det hele taget, om der noget, som ikke er tip top, og hvad det kan få af betydning for min dag?
Det kan lyde meget navlepillende, og det er det vel også i nogen grad, men samtidig, er det et nødvendigt ritual, for det hjælper mig til at sikre, at jeg får en rimelig stabil dag. At jeg ikke får brugt mere krudt, end der er i kammeret. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg gør det, så bliver mine nedture hyppigere og kraftigere. Så jeg vil hellere gå med livrem og seler end slet ikke at gå.

Sådan undgår jeg stress
Når jeg så har røget færdigt, er jeg klar til at gå i gang med dagen, nogle gange langsomt, andre lidt hurtigere, men jeg sørger altid for at have to-tre timer fra jeg står op, til jeg skal ud af døren, for at sikre, at morgenen kan forløbe med et minimum af stress.
Stress er i det hele taget noget, jeg i stor udstrækning skal undgå, da det dræner mig vanvittig meget, og kan i nogle tilfælde ødelægge en hel dag.

Hvis jeg skal ud af døren, så får jeg spist færdig, kommer i bad og gør mig klar, stille og roligt. Imens jeg gør det, vurderer jeg, hvordan jeg skal komme herfra, og hvor jeg skal hen. Skal jeg gå, cykle eller tage bussen. Jeg vælger oftest at gå, det skulle være så sundt, og så er jeg ikke den store fan af at tage bus, det er stadig lettere angstprovokerende, og cyklen, tja, formen er for dårlig endnu, men forhåbentlig sker der snart noget. Jeg har efterhånden gjort det til vane at have hovedet løftet, når jeg går og sender gerne et smil, når jeg passerer andre. En lille øvelse i at møde verden med åben pande fremfor at gå indesluttet med blikket på fliserne. Når der så er nogen, der smiler igen, kan dagen næsten kun blive god. Det giver mig en fornemmelse af at være god nok.

Derfra, altså efter jeg er kommet afsted, går min dag egentlig slag i slag, stille og roligt, og der er som regel ikke noget, der kan få mig ud af kurs, medmindre der sker uforudsigelige ting, og det kan jo ske. Nogle gange tager jeg det i stiv arm, andre, knap så godt. Men bortset fra at reaktionen nogle gange måske er kraftigere end andres, så er det vel meget normalt. Men det kommer alt sammen an på, hvor meget ekstra der er på batteriet, så er intet givet på forhånd.

Rygning giver mig en pause
Når jeg kommer hjem, tager jeg mig gerne en morfar, får lidt ro i hovedet og skrumper lidt ind, og bliver på den måde klar til resten af dagen. En anden ting, jeg gør, er, at jeg ryger. De fem-syv minutter det tager at ryge en cigaret, er uvurderlige for mig. De giver mig et break, hvor jeg dels kan få lidt ro i hovedet og dels kan planlægge, hvordan jeg bruger mig bedst i den situation, jeg er i, også derhjemme. Der er to, oftest glade teenagepiger, som nogle gange har et støjniveau, hvor jeg ikke kan være med. Men de skal også have lov til at være her, så der vil jeg hellere gå ud og få noget frisk luft, end at afbryde deres livsglæde med en løftet pegefingre.

På hverdage når alle andre er gået i seng, sidder jeg tit her ved computeren og skriver eller læser, mens jeg samtidig summer omkring dagen, hvordan er det gået, og hvad skal der skal ske i morgen. Nogle dage er der ingenting andet end at stå op klokken otte, andre dage er der lidt mere på programmet, men oftest glæder jeg mig til dagen i morgen, hvilket ikke har været en følelse jeg har haft altid. Den er kommet snigende, ikke mindst igennem det sidste års tid. Så det går fremad, med små og forhåbentlig sikre skridt.

De dårlige dage
Det skal så siges, at dette beskriver den gennemsnitlige dag, jeg har også dårlige perioder. På den positive side, må jeg så sige, at efterhånden som jeg har fået indarbejdet struktur i min hverdag, har de ændret sig.

Før i tiden, startede en dårlig periode med et frit fald til bunden, og når den så var nået, var det som at ramme en klippevæg med 120 i timen. Turen op var langsom og præget af mismod en søgen efter ting og udtalelser, jeg kunne bruge til at slå mig selv i hovedet med, så jeg kunne svælge i følelsen af ikke at være god nok.

Den sidste nedtur jeg havde, var meget anderledes. Den var mere glidende, og jeg havde ikke fornemmelsen af at have ramt bunden. Jeg tror, det hænger meget sammen med mit morgenritual, som det lykkedes mig at fastholde. Så selvom jeg, som jeg plejer, når jeg dykker, havde svært ved at holde fast i mine tanker, så virkede det at prøve at være rationel omkring, hvad jeg skulle i løbet af dagen, som en virksom stødpude. Selvom jeg var negativ, så blev navlepilleriet holdt nede på et fornuftigere niveau.

Egentlig er mit største problem lige nu, at finde balancen mellem aktivitet og stabilitet, men jeg er generelt meget mere positiv omkring mine muligheder, også selvom der i forhold til tidligere er en kæmpe forskel.

Men jeg kæmper videre, og prøver at gøre mit lille hjørne af Danmark større.

6 Kommentarer

  1. Louise

    Super godt indlæg! Jeg søger alle redskaber selv for at finde balancen og jeg kæmper med at få mig en struktur i hverdagen. Godt at høre du har fundet din og altid dejligt med lidt inspiration fra andres daglig dag. Så tak for det😊

    Svar
    • Bernd

      Tak for kommentaren Louise, det varmer. Jeg er glad for den kan bruges, og håber at du finder den struktur der virker for dig. Det kan tage tid, men er kampen værd, at få et liv der er til at leve 🙂

      Svar
  2. Lisbeth

    Hej
    Dejlig læsning. Som et skriv, om min hverdag.
    Jeg drikker kun kaffe om morgenen (maven kan ikke klare mere). Det er derfor altid det, jeg glæder mig til at stå op til.
    Jeg er også begyndt at gå. Det er dejligt.
    God sommer til dig.

    Svar
    • Bernd

      Tak og god sommer til dig Lisbeth.
      Og ja, gåturen er dejlig, enten til at få renset ud i tankerne, eller “bare” blive blæst igennem 🙂

      Svar
  3. Ellen

    Godt indlæg 🙂 Meget li den måde jeg holder styr på mit liv med autisme og ADHD på 🙂

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.