At sidde i selvskadens kløer er ikke sjovt, det er et sandt helvede.

Jeg har aldrig skjult min selvskade, og vil ikke tvinges til det, det er en stor del af mig, og arrene vil jo altid være der, hvorfor skjule dem, hvis jeg gjorde, så er det jo på en måde som om jeg ikke accepterer dem.

Jeg kan ikke lave om på fortiden, min fortid (og måske nutid/fremtid) har stået på slag af værste skuffe, når ikke andre har givet mig dem, så har jeg selv gjort det. Jeg viser ikke billeder af min selvskade for at få medlidenhed eller opmærksomhed, jeg gør det for at vise jeg ikke er flov over mine ar…

Mine ar er faldet meget i farve, det har været meget voldsommere at se på, så der er håb forude, til jer med meget tydelige ar.

Jeg er efter 14 måneder faldet i en del gange på det sidste, jeg har kæmpet som en gal for ikke at gøre det, men nu er det op på hesten igen og fremad igen.

Man møder nogle huller i vejen (jeg møder bare utroligt mange lige nu) men på den lange bane kommer man fremad.

Om Forfatteren

Jeg har en side på Facebook som jeg bruger lidt som en blog, den hedder jagtenpaamitnyeliv - den er primært om det at være fedmeopereret og lide af tvangsoverspisning samtidig. Jeg er en 38 årig kvinde der er psykisk sårbar (svære depressioner, invaliderende angst, tvangsoverspisning og borderline) og har altid været det. Jeg har boet på bosted i 12 år. Derudover er jeg fedmeopereret og det er ikke altid lykken når man lider af tvangsoverspisning og spiser når man er ked af det - for det er jo en umulighed at gøre nu. Folk tror man bare bliver lykkelig af at tabe sig, det gør man ikke nødvendigvis, jeg har haft de nok værste depressioner jeg nogensinde har haft efter operationen. Har været i medierne flere gang omkring at der ingen hjælp er til min spiseforstyrrelse- og hvordan det er (bla deltog jeg i et DR3 program POV-overspiser og i forskellige artikler og også i et interview på TV2 Østjylland i 2011)

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.