Nu står hun der igen. Hun står der, hver gang jeg lukker min soveværelsesdør i. Hun siger aldrig noget, hun står bare og kigger på mig.
Tynd og anklagende ser hun på mig. Hendes øjne flakker ned over min krop – et velkendt elevatorblik. Klinisk og professionelt, ser hun, observerer hun, vurderer hun… Dømmer hun.

Kan du ikke se hende?
Nej, det anede mig. Men jeg kan se hende – og det irriterer mig.

Hun irriterer mig. Jeg er så forbandet træt af, at se på hende.

Hun kommer altid på besøg på de mest ubelejlige tidspunkter, og får mig til at stille spørgsmål, som jeg forlængst har mistet interessen for at kende svarene på; og nu står hun der igen.

Har hun ikke andre steder hun kunne være?
Er der ikke andre mennesker hun kunne stirre på?
Det er der nok ikke – det er vel derfor, at det lige er mig der hænger på hende.

Jeg ville ønske, at hun gik sin vej. Hendes øjne fortæller en historie, som jeg ikke vil høre.
Vil jeg kunne slå hende ihjel? Binde en betonklods om hendes fine ankler, og kaste hende i havnen?
Se hende forsvinde ned i dybet, og vide, at det kolde sorte vand langsomt fylder hendes lunger – og så vil jeg endelig være fri for hende.
Men det er næppe vejen frem.

Hun klør sig på sit kraveben, og efterlader lyserøde mærker fra sine negle på huden. Langsomt bliver mærkerne mere røde, og det er mig der mærker den svige der følger.

Jeg hader hende. Dybt og inderligt, med en passion, som jeg ikke viser for noget andet i mit liv – i hvert fald ikke længere.

Jeg råber af hende. Skriger af mine lungers fulde kraft, at hun skal forsvinde. Jeg lader al verdens skældsord hagle ned over hende. Jeg river i mit hår, flår i mit tøj, og tæsker løs på skyggerne omkring mig, og skriger og skriger og skriger… Skyerne samler sig udenfor mit vindue. Tunge, mørke og ildevarslende. Stormen raser – jeg er almægtig og hensynsløs! Jeg kontrollerer lynene. De slår ned, ganske tæt på hende, og braget er øresønderrivende.

Men hun ikke så meget som blinker, og kigger fortsat på mig med hendes store – for store – grønne øjne.

Jeg er besejret.
“Jeg er så træt af at se på dig, vær nu sød at gå” siger jeg magtesløs og stille til hende.
Hun ser mere træt ud nu end før, men det er også den eneste forandring. Hendes evige stirren består. Hendes krav er konstant.
Jeg kræver våbenhvile for denne gang – ingen af mine bomber har ramt, og jeg er udmattet. Endnu et slag i denne evige kamp, er vundet af hende. Som Sisyfos er jeg forbandet – og jeg magter snart ikke turen op af bjerget.

Stadig ingen forandring.

Jeg åbner døren, og lægger en beroligende og kold hånd på den altopslugende knude der vokser i min mave.
“Vi prøver igen senere,” lover jeg den, og den giver et hult kluk som bekræftelse herpå.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.