Det hele begynder i efteråret 2013, hvor jeg arbejder som piccoline i et køkken i en privat virksomhed.
Som tiden  går får jeg mindre og mindre lyst til at tage på arbejde, kan ikke overskue noget, sover dårligt, er kronisk træt, appetitten forsvinder langsomt, græder ofte på toilettet så ingen kan se det, får flere sygedage og trives generelt ikke på jobbet længere. Ingen beslutninger kan træffes, og jeg bliver bange for at køre bil.

Jeg tager kontakt til min læge, som konkluderer jeg er stresset og samtidig har depressive symptomer, og jeg kommer i behandling med præparatet Citalopram, samtidig med jeg bliver sygemeldt fra jobbet, hvilket helt klart er den bedste løsning, så jeg kan finde noget ro.

En aften vælger min far og daværende kæreste at tage mig ned til psykiatrisk modtagelse. Her får jeg en overnatning og bliver tilbudt en sengeplads i to andre byer, hvilket jeg slet ikke kan overskue, så jeg får lov til at komme hjem igen. Jeg er virkelig ked af både min egen og de professionelles vurdering af mig på dette tidspunkt, da det slet ikke er forsvarligt, at jeg bliver udskrevet.

Jeg kan desværre ikke tåle medicinen og bliver i første omgang hypoman og så dybt depressiv, at det ender med en overdosis. Jeg bliver hentet af ambulance og skal ind og have drop i armen samt aktivt kul. Der sidder en vagt ude fra psyk hos mig hele natten, og jeg får ikke lukket et øje. Ved godt nok ikke hvad hun har tænkt, men hun sidder og skriver noter hele natten, som bliver sendt ud til psyk. Hun anbefaler vidst en indlæggelse som nødvendigt. Jeg har gentagne gange i løbet af natten lyst til at hive nålen ud af armen og løbe min vej, men hende fastvagten bliver ved med at sige, at min situation kun vil blive værre, hvis jeg foretager den handling. Jeg har det bare så elendigt og har virkelig ikke lyst til at leve mere.

Dagen efter har de fået besked i psykiatrisk modtagelse om, at jeg kommer derud i løbet af dagen, da jeg på ingen måde kan tage afstand fra selvmordstankerne. Det er enormt meget imod min vilje at tage derud, men jeg ender med at acceptere og bliver så indlagt i ca. 3 uger på en afdeling for ældre mennesker, da valget ligger mellem et P-afsnit (fx psykotiske og skizofrene) eller på M, så jeg tænker det er mest roligt hos de ældre.

Jeg har besøg de fleste dage og kan ikke sige fra over for mine pårørende, men afviser jævnligt min daværende kæreste, da jeg ikke kan rumme ham, selvom han bare vil mig det bedste. Jeg græder enormt meget og forsøger flere gange på at gøre skade på mig selv, så jeg kan få fred og slippe fra dette ‘helvede’.

Der er mange pårørende til andre patienter, som spørger om jeg er ansat, da jeg er så ung. Det er lidt irriterende, for jeg vil bare være i fred. Helt klart ulempen ved at være på den forkerte afdeling.

Personalet er enormt søde og hjælpsomme over for mig, tager sig tid til mig og lytter til mig. Jeg kan dog ikke få lov at få noget andet kost – “du skal jo ikke tabe dig”. Hvilket slet ikke er min mening, men jeg savner generelt mere grønt og ellers mere varieret kost.
Til at begynde med har jeg ingen udgang, men bliver med tiden ændret til udgang med følge og til sidst på egen hånd.
Det har hjulpet mig rigtig meget at være indlagt, og jeg føler mig klar til livet igen på det her tidspunkt.

Om Forfatteren

Jeg er 25 år og har diagnoserne; Bipolar Affektiv Sindslidelse, PTSD, Socialfobi og Panikangst. Jeg har været bruger af psykiatrien siden 2013, hvor jeg havde min første indlæggelse, men har haft psykiske vanskeligheder siden folkeskolen.

2 Kommentarer

  1. Malene

    Hej,
    Tak for dit indlæg, som rummer en vis genkendelighed for mig. Held og lykke fremover.

    Kh Malene

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.