My-Mirah beskriver, hvordan hun oplever at være psykotisk – en tilstand, der før har givet hende problemer. Nu bor hun på et bosted, der har hjulpet hende og som forstår hendes behov

Af My-Mirah Bjørg Andersen, illustration af Francisca Meena Rude

Psykoser er andet end at høre stemmer og se ting, der for andre ikke eksistere. Psykoser er andet end ændrede virkelighedsopfattelser, der for andre tydeligt er helt hen i vejret, og i hvert fald ikke virkelige for dem.

Psykoser kan være så sammensmeltet med andres virkeligheder, at de end ikke opdages, hverken af en selv eller af andre. Som et spejl i en spejlsal, hvor man ikke kan skelne sig selv fra de måske forvrængede billeder, spejlene kaster. Eller fra billederne som måske er virkelige nok, men man kan ikke skelne mellem, hvad der er spejlbilledet, og hvad der er en selv. Sådan har jeg været psykotisk. Sådan er jeg psykotisk.

Socialt samvær for mig er ofte som spejlsalen, jeg træder ind i. Og jeg aner ikke, om jeg er den, der kaster spejlbillederne, eller om de spejlbilleder, jeg ser ind i, er en anden. Energetisk flyder jeg ud og flyder jeg ind. Jeg mærker ikke fysiskhedens forankring og fæstnelse i mig som krop. Jeg mærker udelukkende det energetiske og det æteriske og det flydende og det svævende. Hudens omrids holder mig aldrig inde i mig selv, og jeg har siden, jeg blev født altid søgt forankring igennem alle andre end mig selv, for der er ikke noget, der standser mig i mig selv. Der er ikke noget, der holder mig i mig selv. Derfor sker det, at når jeg er sammen med mennesker, jeg ikke har forankring i, at jeg aldrig helt ved, om jeg virkelig er der, eller om jeg mest svæver ind og farves så meget af deres farver, at jeg bliver en udgave, der måske nok giver dem sig selv tilbage, men for længst er ophørt med at eksistere virkeligt for mig selv.

Fungerer socialt
Mennesker, der har kendt mig godt, har ikke anet, jeg var psykotisk. Jeg har ikke selv anet det, før jeg fik det så dårligt, og gik så meget i opløsning, at jeg til sidst blev indlagt.

Mennesker der har kendt mig lidt, har heller ikke anet noget, for jeg ligner en, der fungerer upåklageligt socialt, fordi jeg falder ind og falder ud, og giver dem en slags ønskede billeder på deres egne opfattelser, måske? Viser de spejlbilleder af dem selv energetisk, der flyder i rummene og imellem os. Jeg er aldrig i mig selv, men i det imellem. Her lever jeg, og her dør jeg, ofte flere gange om dagen.

Når jeg er mindst psykotisk, og måske nogen endda vil sige, når jeg er mest psykotisk, har jeg forankring igennem et andet menneskes nærvær, og direkte fysiskhed, som ligesom fæstner mig i tid og rum, og skaber et energetisk rum, der er ligeså virkeligt som et fysisk rum for mig. Nogen vil her definere mig som sund, og det er da bare naturlig tilknytning, andre vil definere det som sygt, og sige det er unaturligt, at jeg som 41-årig har brug for noget af det samme, som ellers mest hører til et lille barn.

Jeg kan ikke bruge andres definitioner til andet end at fare vild i. Men nogen må jeg lade være mere sande end andre. Nogen mennesker må jeg tro mere på end andre, og det er dem, som ser mig i mine (efter)reaktioner, hvor jeg mister mig selv mere eller mindre totalt. Det er dem, der samler mig op.

Mødt i mit behov
Jeg aner ofte ikke, hvor jeg selv er, og er på en måde i symbiose med hele verden. Og det beskytter jeg mig selv imod igennem forankring og forbindelser med mennesker, der på den måde får betydning i mit liv og bliver livsvigtige for mig. Som hvis jeg var et barn, der ikke kan undvære en tilknytningsperson uden at tage skade af det.

Her hvor jeg bor nu, bliver jeg mødt i mit behov for forbindelsespersoner. Uden dem kan jeg overhovedet ikke være mig selv her i verden. Og det betyder, at jeg ikke længere skal søge den forankring og fæstnelse i private relationer, som jeg har overlevet igennem i hele mit liv, og som er gået galt så mange gange.

Både igennem private og professionelle relationer har jeg søgt den forankring og det rum at blive holdt igennem, så jeg ikke gik i opløsning og oplevede at dø af farver, der tegnede mig over fremfor at tegne mig op. Og alt sammen fordi jeg ikke kan skelne mig selv fra andre, skelne mig selv energetisk, som er den virkelighed, der er mest virkelig for mig.

Alle har vi brug for tilknytning. Alle har vi brug for forbindelse. Alle har vi brug for rum og verdener at høre hjemme i.

Måske er forskellen, (hvis der er nogen) at jeg dør og opløses, og mit omrids bliver utydeligt, og psykoserne bliver alt, der er, hvis ikke jeg hjælpes til at blive skilt ad fra den symbiose og sammensmeltning, jeg ellers er i med hele verdenen.

Så psykose er andet end at høre stemmer og afhængig af, hvilken verdensopfattelse det er, jeg her har, vil nogle måske mene, jeg blot er sensitiv, og slet ikke psykotisk. Det er jeg også, sensitiv. Der er meget jeg er, og der er meget, jeg ikke er.

Jeg ved bare, at jeg må sætte ord på fra det sted, jeg selv opfatter fra lige nu. Og lige nu er det teksten, jeg har skrevet her, som var vigtigt for mig at dele.

 

En kommentar

  1. marie

    Det er simpelthen så flot beskrevet. Selv om jeg stadig ikke kan forstå, hvordan det føles, må det virkelig være ubeskriveligt svært at have det sådan.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.