Da jeg flyttede fra en psykiatrisk afdeling på bosted, blev jeg grundigt underrettet om, hvordan jeg skulle kontakte kommunen og søge kontanthjælp. Men ingen fortalte mig, at jeg selv skulle fjerne barberblade og knive, selvom jeg havde en historie med selvskade, eller at jeg skulle bede om hjælp, når jeg havde trang til at skade mig selv. Jeg mener, det er helt absurd, at man som kommende bostedsbeboer får mere information om kontakt til kommunen end om forholdsregler, der kan redde liv

Af Line Marie Christensen

Jeg var indlagt sammenlagt næsten fem måneder, før psykiatrien og kommunen fandt et bosted til mig. Jeg har været diagnosticeret med paranoid skizofreni siden 2011, og har derfor været indlagt 20 gange på forskellige psykiatriske afdelinger. Jeg var efterhånden begyndt at få en følelse af, at afdelingen var mit hjem, og derfor gjorde det det ekstra svært, den dag, jeg skulle flytte. Vi blev hurtigt enige om, at jeg skulle have en langsom udslusning fra afdelingen til bostedet, fordi jeg på den måde ville få en bedre overgang. I starten skræmte tanken om at skulle flytte mig, men jo tættere vi kom, jo mere glædede jeg mig også. Jeg havde haft en stabil periode på afdelingen, hvor jeg virkelig havde lært at arbejde med mig selv, så jeg følte mig klar til at skulle flytte ud på et bosted.

Men da jeg først flyttede, mærkede jeg hvor hårdt det egentlig var, og hvor meget ansvar jeg pludselig blev pålagt. Når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det meget almindeligt, at personalet tager det meste af ansvaret for én. Man ved, at man i perioder kan slippe alt ansvar, velvidende at personalet tager det. Sådan er det ikke når man bor på et bosted, og det er faktisk ret skræmmende. Ansvar indebærer mange ting. Det kan være at bede om hjælp, når man har det svært, men også at tage imod medicin og undgå selvskade.

Specielt de tre sidstnævnte ting har jeg haft rigtig svært ved, når jeg har været indlagt, og præcis i sådanne situationer tog personalet ansvaret. De sørgede for, at jeg fik hjælp, tog min medicin, og ved at fjerne alle skarpe ting fra min stue, sikrede de sig også, at jeg ikke kunne selvskade.

Som en hammer i hovedet

Ansvaret ramte mig som en hammer i hovedet, da jeg flyttede på bosted. I løbet af den to ugers udslusning, jeg fik, mærkede jeg ikke rigtigt til det. Først da jeg var flyttet ordentligt ind, og var ved at falde på plads, ramte det mig.

Det var lige pludseligt mit eget ansvar at bede om hjælp, når jeg havde det svært. Det var svært for mig, for alle ansigter var nye, og jeg var ikke trygge ved dem. Et par af personalerne var dog gode til at opsøge mig i starten, og, naturligt nok, er det også dem, jeg har den bedste relation til i dag. Når jeg begyndte at høre stemmer var det mit eget ansvar, at sige til personalet, at jeg nu havde det så skidt, at jeg havde behov for noget medicin, hvilket var særdeles svært.

På afdelingen havde jeg nogle dage rigtig svært ved at tage imod min medicin, og det endte derfor ofte med, at jeg fik det med tvang. Her på bostedet var der ikke nogen, der tvang mig til det. Det var mit eget valg, og jeg kunne enten vælge at havde det af helvede til, eller tage imod min medicin. Det var ikke fordi, jeg ikke ønskede at tage imod min medicin, men stemmerne truede mig på livet, og sagde, at der ville ske noget alvorligt med nogen, jeg holdt af, hvis jeg tog medicinen, og derfor var det særlig problematisk. Det første stykke tid, jeg boede på bostedet, kunne jeg ikke få mig selv til at tage imod min medicin, og det var frustrerende, fordi det ofte endte i selvskade, når jeg ikke fik taget min medicin i tide. Min selvskade var et stort problem den første tid jeg boede her. Jeg stolede ikke nok på nogen til at snakke om min trang til at skære i mig selv, og først når det var for sent, og jeg havde skåret, opsøgte jeg personalet, fordi jeg skulle på skadestuen for at blive syet. Jeg havde vænnet mig til, at alle skarpe genstande blev taget fra mig på afdelingen, så der var svært lige pludseligt at leve et sted, hvor jeg både havde barberblade og knive på værelset. I starten trickede det mig rigtig meget. Jeg kunne ikke have det skidt, uden at det endte i selvskade, og efter noget tid begyndte jeg heldigvis at tage ansvar og sige til mig selv, at det ikke var holdbart at leve sådan.

Jeg har tænkt rigtig meget over den proces, det er at flytte fra en afdeling til et bosted, og specielt en ting har ramt mig. Jeg synes, det er så absurd, at man i flytteperioden får oceaner af vejledning og konkrete ansvisninger til, hvordan man skal kontakte kommunen, søge kontanthjælp og andre praktiske ting. Men det der slår mig, er, at ingen nogensinde fortalte mig om alt det ansvar, jeg selv ville skulle tage, når jeg flyttede. Ingen fortalte mig, at jeg selv skulle skille mig af med alle de skarpe genstande. Ingen fortalte mig, at det var mit eget ansvar, at jeg fik taget min medicin. Eller at jeg fik den hjælp, jeg havde brug for. Selvfølgelig snakkede jeg med personalet på afdelingen om at skulle flytte, og hvad det indebar, men alligevel fik jeg en opfattelse af, at bostedet var ligesom en afdeling, hvor man bare boede. Men sådan er det bare ikke. Der er så meget ansvar man skal tage, og jeg ville sådan ønske, nogen havde snakket med mig om det, inden jeg flyttede. Jeg lærte det på den hårde måde, og det har kostet både tårer og ture på skadestuen.

Lader de andre beboere komme først

Noget andet, der har ramt mig, efter jeg er flyttet, er, hvor svært det egentlig er at bo sammen med andre unge og voksne, der også har det svært. På mit bosted er der tre ansatte til tolv beboere. Ofte har flere det dårligt på samme tid, og når det sker, har jeg en tendens til at lade de andre få hjælpen. Jeg tænker, at de andre har mere brug for hjælpen, end jeg har. Og derfor ender det ofte med, at jeg holder sammen på mig selv, indtil personalet har tid. Det har nogle gange nogle hårde konsekvenser, og det er noget, jeg faktisk har snakket meget med personalet og de andre beboere om. Jeg har fået at vide, at det ikke er mit ansvar, hvem der skal have hjælp, og hvornår. Det burde være personalets vurdering, hvem der har brug for hjælpen først, men på det punkt har jeg det med at tage for meget ansvar, og derfor trække mig, og lade de andre få hjælp. Lige præcis dette ansvar burde jeg slippe, men det er svært.

Det er ubeskriveligt hårdt at gå fra at have intet ansvar til det fulde ansvar. Ingen forberedte mig på, hvor hårdt det rent faktisk var. Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, hvad det ville sige at flytte på bosted, og fortalt, hvor meget ansvar og arbejde, det kræver af én. I dag har jeg boet på bostedet i syv måneder, og først nu føler jeg, at jeg er faldet på plads, og er blevet bedre til at tage det store ansvar. Det er stadig svært, og det tror jeg altid, det vil være. Jeg arbejder benhårdt, og er også allerede nu nået et godt stykke vej, men der er stadig lang vej. Jeg har fået nogle gode relationer til både personale og beboere, jeg er blevet bedre til at søge hjælp, og at snakke om, hvordan jeg har det, inden det går galt. Men selvom det er hårdt at bo her i perioder, er jeg rigtig glad for at være her. Jeg føler mig hjemme, og føler, at det er her, jeg skal rykke mig, så jeg senere hen er i stand til at bo for mig selv, tage en videregående uddannelse, og komme ud og leve et helt almindeligt voksenliv.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.