Jeg blev fanget af stemmer i mit hoved, og jeg var bange. Troede ikke, at systemet kunne hjælpe mig, men det kunne det faktisk. Måske var jeg heldig? Dette er en fortælling fra det virkelige liv, hvor jeg giver mit syn på, hvordan den optimale behandling kunne se ud.

Af anonym

Mit stressniveau var i det røde felt, og tankemylderet kørte i mit hoved 24-7. Jeg havde det bedst, når jeg røg mig en god joint sammen med beboerne i det psykiatriske kollektiv, jeg boede i. Hver dag røg vi bon, joints og chillums oppe hos John oppe på første sal. Kollektivet lå på Nørrebro, og vi var otte forskellige mennesker med forskellige psykiske problemer, som vi ikke gad tænke på. Måske derfor tyede vi til stofmisbrug og begyndte at holde sammen.

Jeg havde brug for at lukke mig ude, væk fra verden og det pulserende liv, som jeg ikke kunne følge med i. Lige nu var jeg i gang med at søge førtidspension. Jeg havde gjort det i et par år nu, og disse dage var meget tunge for mig. Pengene var små, meget små. Udover hashen røg jeg også cigaretter, så det gjaldt for mig om at overleve på grænsen til det sindssyge, ikke at leve.

Jeg følte mig psykisk presset fra alle kanter, økonomisk, af systemet, og at der skulle lægges en plan B, hvis jeg ikke fik pensionen.  Det havde nu varet over halvandet år, og jeg havde brug for en fast indtægt for at leve videre, jeg havde brug for at holde op med at ryge, men alt det virkede fjernt og samtidigt dybt intimiderende og gjorde mig skrækslagen.

Til sidst kom de, stemmerne. Min psyke led et knæk, og jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg vågnede, strakte mig, åbnede mine øjne, og i det sagde en stemme i mit hoved:

– Du er svag, du er en taber, gå ud og begå selvmord.

‘Hvad’, tænkte jeg. ‘Hvor kom den stemme fra?’

Og sådan blev det ved i timevis, stemmen kom også med ideer til, hvordan jeg konkret skulle gøre det.

– Hop ud foran en bil, hop ud fra et højhus, slug en masse piller.

 Blev nødt til at lade mig indlægge
Og det stoppede bare ikke. Selv om jeg prøvede at slappe af, gå en tur, læse noget, se fjernsyn eller høre noget musik. Jeg så ingen anden udvej end at lade mig indlægge på Riget til observation. Jeg håbede, at stemmerne ville forsvinde. Men tanken om at de ville blive inde i mit hoved og aldrig ville forsvinde, var ikke til at holde ud og gjorde mig enormt bekymret. Men nu var jeg på vej på min cykel gennem Fælledvej mod Rigets psykiatriske afdeling og håbede på en venlig og professional behandling.

Og det fik jeg. Heldigvis, tænker jeg i dag. Jeg blev indlagt på Rigets psykiatriske skadestue. Når jeg skriver ’heldigvis’, så mener jeg, at det var vigtigt for mig at få så meget ro som muligt og ikke ende på en afdeling med alt for meget uro, for så ville jeg muligvis lade mig udskrive og blive endnu mere syg.  Det med stemmer, synes jeg nemlig, var det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde oplevet, siden min barndom med voldelige og alkoholiske forældre – traumer, der stadig er en del af mit liv, og nok altid vil være der.

Jeg kan huske, at snakken med personalet, både de daglige samtaler med sygeplejersker og med psykiateren gav mig en kæmpe viden om stemmerne i mit hoved.  Vi gik i dybden med, hvem jeg var, hvor jeg var fra, hvem mine forældre var, og hvordan min barndom havde været. Mens det hele havde sin naturlige gang, kørte stemmerne stadig i mig, men jeg blev ikke forstyrret af en masse af høje lyde og lignende, men havde ro. Det hele foregik langsomt, nærmest i slowmotion, og jeg kunne tydeligt høre de onde stemmer. I mine samtaler med lægen fandt vi ud af, at stemmen kunne være en person fra min barndom, som ville mig det ondt.  I det øjeblik lægen sagde det, skiftede lyden af stemmer til min stedfars stemme. Han havde været en rigtig ond skikkelse i min barndom. Nu blev det endnu mærkeligere, fordi jeg bestemt ikke ønskede hans stemme i mit hoved, men når nu jeg alligevel var nået så langt i behandlingen, kunne jeg lige så godt acceptere det. Og det at han havde været en led satan dengang, kom ud som en forklaring på stemmen. Nedgørelsen, hans straffe af forskellig art og hadet fra ham, manifesterede sig nu i sin form af en ond stemme.  Accepten af det og opfølgningen på min behandling udmøntede sig senere i, at stemmen forsvandt, og i en forståelse af at jeg ikke var direkte skyld i noget af dette.

En filosofisk eftertanke
Jeg var helt sikkert heldig. En anden gang kunne jeg risikere at ende på en meget støjende afdeling med patienter på gangene og et stresset personalet med alt for mange journaler at udfylde. Jeg kunne godt ønske, at psykiatrien havde en større prioritet på finansloven, så alle patienter ville få en lige så god behandling som mig. De fleste familier har jo en i familien, som har et psykisk problem. Det gælder også vores kære politikere, så hvorfor ikke bare en gang for alle gøre tingene nemmere for psykiatrien og gøre området til en meget højere prioritet?

Jeg har kendt mange mennesker, som lider af store stemmeaktivitet og som ikke har fået den rigtige behandling. Min overbevisning er, at denne sygdomsform er underprioriteret i systemet og har brug for en gevaldig økonomisk indsprøjtning. Pengene skal bruges til at ansætte mere fagligt stærkt personale, både sygeplejerske, social- og sundhedsassistenter, psykologer og psykiater, at skaffe flere sengepladser på afdelinger med få patienter og give en mere skræddersyet behandling.

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.