Forleden fulgte min datter en kvinde fra et socialpsykiatrisk bosted i retten. Kvindens forbrydelse var, at hun i en hash-psykose var gået ind i en ”fin og ryddelig” lejlighed i Hvidovre. Hun lagde sig i en køjeseng og slumrede – indtil politiet kom. De ville have hende til at skrive under på en skyldighedserklæring. Hendes svar: ”Jeg er ikke enig i formuleringen!” Derfor skulle hun i retten.

Min datter har fortalt om, hvordan det spændte af, da to så forskellige verdener mødtes. Ret morsomt – på en måde. I retssalen var der udover anklageren, forsvareren og dommeren en stribe politistuderende – og situationen blev grebet formelt an, som det sig hør og bør i en retssal.

 

Thi kendes for ret: 450 kr.!

 

 

 

 

 

 

 

Kvinden var nervøs og pinligt berørt, så hun snakkede i et væk. Mest om noget, der intet havde med forbrydelsen at gøre. Hun fortalte om sønnens og svigerdatterens fritidsinteresser og uddannelser og sagde, at hun skam havde stor sympati for politiet, og at retsbygningen var flot. Hun ville sikkert prøve at opbløde den stive form i retslokalet med lidt small-talk.

Da forsvareren sagde til dommeren, at der burde tages hensyn til hendes økonomi, udbrød hun: ”Nej, jeg har da masser af penge. Jeg har 10.000 i banken”. Alligevel blev hun kun idømt en bøde på 450 kr. Taxaen frem og tilbage kostede naturligvis meget mere end det. Hun spurgte dommeren, hvem der nu får de 450 kr. ”Det gør staten”, svarede han. Det fik kvinden op på dupperne. ”Så er der lagkage til staten!” udbrød hun.

 

 

Så er der lagkage til staten

Sarah R via Compfight

 

Tja, min datter og jeg har vendt episoden et par gange, og tænker, at bemærkningen om hendes økonomi egentlig var en grov form for stigmatisering. “Sådan en tosse er jo også en social taber”, kunne forsvareren ligeså godt have sagt. Han mente det sikkert godt, men ord skal nogle gange vejes på en guldvægt – navnlig i en retssal.

Vi har også drøftet, om det er rimeligt at behandle en psykisk sårbar person på den måde? Behøvede hun stille op i en retssal? Kunne der ikke være fundet er mere mindelig løsning?

Hertil kommer, at det ikke ligefrem har været billigt for os skatteydere at indkræve de 450 kr. Advokater og dommere nøjes som bekendt ikke med et honorar på 450 kr. – ikke engang i timen.

Om Forfatteren

Journalist i mere end 20 år og forfatter til fire bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression" og "Flygtninge i flammer". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 350 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

En kommentar

  1. Birgit Merret

    Det retssystem vi har her i Danmark plejer at være særdeles hensynsfulde og tolerante overfor alle, som møder i retten, hvad enten det er stort eller småt! hvor vidt det var rimeligt at kvinden skulle af med 450 kr. eller ej, er det ikke i min lod at bedømme, men hvis hun ikke havde gjort noget, har hun jo ikke haft nogen grund til at ære nervøs1 Jeg har selv prøvet at blive anklaget for noget jeg ikke har gjort, og det er særdele ubehageligt. Så kan man da nemt blive hylet ud af den. Også selvom man IKKE har modtaget en diagnose af en eller anden psykiater.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.