2016 er året, hvor alle diagnoserne får sin plads i journalen. Den bipolare lidelse har dog været oppe at vende flere gange, men jeg har nægtet at have den stående, fordi jeg til at begynde med har svært ved at se diagnosen passe på mig, men har bl.a. efter psykoedukation fået meget større forståelse for min lidelse og kan se mange ligheder på mit eget liv. Jeg har dog aldrig haft en mani, men derimod depression og hypomani. Sygdommen har været ved at tage livet af mig flere gange.

Tilbage i 2013, hvor jeg blev ramt af min første svære depression, kom dem bipolare lidelse allerede på tale, da jeg ikke tåler den antidepressive medicin. Det hele kører for stærkt for mig, og jeg kan vitterligt ikke være i min egen krop. Måske jeg i virkeligheden har været lidt hypoman på dette tidspunkt. Jeg ender dog med at være dybt depressiv.

Efterfølgende et mit eneste fokuspunkt at stoppe med medicinen igen, hvilket også lykkes for mig, dog uden jeg er helt stabil, og jeg har ikke lægen med ind over. Den dag i dag vil jeg aldrig eksperimentere med medicinen uden at få en dialog med min læge eller behandler. 2014 er et blandet år med både blandingstilstand, hypomani og depressive symptomer.

I 2015 bliver jeg indlagt flere gange pga. depression og hypomani. Det kommer bl.a. i forbindelse med en eksamensopgave. Der er vidst ingen tvivl om, at der er tale om en bipolar lidelse. Det er egentlig kun denne diagnose, jeg har haft svært ved at acceptere, men hvorfor ved jeg egentlig ikke. Det er også nemmere at modtage hjælp, når der er kommet navn på ens udfordringer. Måske har det noget at gøre med frygten for andres reaktioner derpå, frygten for at blive karakteriseret på en bestemt måde. Jeg er generelt meget åben omkring mit liv og mine udfordringer, men nævner sjældent navn på diagnoserne til at begynde med. Det er svært for mange at forstå, hvad lidelserne går ud på, hvis man ikke selv har haft det inde på livet eller kender nogen, som ved hvad det drejer sig om. Derfor fungerer det bl.a. godt for mig at være medlem af diverse sider på Facebook med andre ligesindede og som 100% kan sætte sig ind i livet med den ene eller anden diagnose.

I 2016 bliver jeg udsat for et traume, som udløser PTSD. Det er i forbindelse med samtaler på angstklinikken, at jeg også får konstateret socialfobi og panikangst.

I 2016 er jeg indlagt ca. 4 gange for både angst og depression med psykotiske symptomer. Derefter er jeg faktisk stabil i omtrent 4 måneder, indtil der sker en hændelse på mit praktiksted, som giver mig et skub i den gale retning og resulterer i endnu en indlæggelse. Nu må det gerne snart være slut med det!

Jeg har 4 diagnoser, men jeg er ikke mine diagnoser. Jeg tror, at hvis jeg identificerer mig for meget med diagnoserne, ja så kommer de til at styre mit liv for meget. De giver mig nogle udfordringer i hverdagen, men jeg er jo ikke syg hele tiden, men har sårbarheden med mig. Min personlighed og min verden indeholder så meget mere end de dystre tanker. Lige for tiden fylder angsten enormt meget hos mig, men jeg formår stadig at have positive stunder i livet. Jeg eksponerer mig selv hver eneste dag, ellers ville jeg være fuldstændig fastlåst til lejligheden, og mit liv ville være meget begrænsende for mig, selvom jeg også har mange dage, hvor jeg ikke er i stand til at foretage mig noget som helst.

Accepter dig selv for den du er. Tilgiv dig selv for fortidens fejltagelser og nederlag og i stedet prøve at fokusere på nutiden og det, der giver dig god livskvalitet lige nu. Livet vil gå op og ned, og det er et vilkår for alle. Nogle møder dog mere modstand end andre..

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.