Tilbageblik på tvang

Under et oplæg på Psykiatrisk Center Frederiksberg reflekterer Grethe Kildegaard Nielsen over, hvordan det er at have en psykose og blive tvangsbehandlet

Af Grethe Kildegaard Nielsen

November 2016

Jeg holder oplæg for personale på Psykiatrisk Center Frederiksberg, og spørgsmålene undervejs er mange, så al forberedelse med fastlagt struktur og slides virker næsten forgæves. Jeg vakler mellem, at det er meningsfuldt og givende, og at det er drænende og ripper op i noget, der stadig kan gøre en smule ondt, når jeg tænker tilbage på min tvangsindlæggelse tilbage i 2011, hvor jeg undervejs var bæltefikseret i fire-fem døgn. En af tilhørerne spørger:

– Hvad kunne have hjulpet dig til at falde i søvn, da var bæltefikseret?

Jeg svarer, at mørklægningsgardiner ville have hjulpet. Det ville måske også have hjulpet, at den faste vagt ikke sad og kiggede på mig hele tiden – eller at det ikke var en vikar under uddannelse, der læste i sine lærebøger og ikke var klædt godt nok på til at tage sig af psykiatriske patienter, når de har det allerværst.

Det var særligt vigtigt i dagene op til bæltefikseringen, at personalet havde hjulpet mig med at sove, så jeg ikke lå vågen på grund af de mange tanker og følelser – og den lyse sommersol, der stod op, samtidigt med at sovemedicinens virkning aftog. Det kunne måske have hjulpet med højtlæsning, ballstickmassage, med en orange bold med pigge eller med hjælp til at finde ro for mine mange tanker og uro på anden vis.

– Hvordan kunne personalet få kontakt til den del af dig, der ikke var dine psykotiske tanker?

Jeg siger, at der formentligt altid er noget i de psykotiske tanker, der er vigtigt, og som er et billede på noget væsentligt i patientens liv, og det gælder om at finde frem til det – og måske også holde et fokus på de praktiske ting, de mere jordnære ting og problematikker, patienten har, men ikke at underkende de mange følelser og tanker, der optager patienten.

– Hvordan kunne personalet have taget det i opløbet, så du ikke var blevet lagt i bælte?

Jeg tænker mig lidt om og siger, at ud over søvnen, kunne personalet have stillet mig spørgsmål til min adfærd og tanker i stedet for at virke berøringsangste. De kunne have været mere opmærksomme på, om besøg fra pårørende belastede mig, og de kunne have introduceret mig bedre til afsnittet og snakket med mig om, hvad der kunne irritere mig, og hvordan de bedst kunne hjælpe mig.

* 25. juli 2011 *

Rablende manisk ligger jeg på en båre i en ambulance og fortæller uden pause Falckmanden om, hvad der er sket den sidste uge fra fødslen til sindssygen kom snigende på barselsafsnittet, og de overbeviste mig om, at jeg skulle indlægges.

Flere personer tager imod mig i den psykiatriske skadestue på Psykiatrisk Center Hvidovre, tager blodtryk, kigger min rygsæk igennem og stiller mig tusind spørgsmål, som jeg svarer ærligt, detaljeret og hurtigsnakkende på. Lægen peger i min næsten helt udfyldte A4-notesbog og spørger, om jeg altid skriver så meget, om der er psykisk sygdom i min familie, om jeg altid snakker så hurtigt og så meget. Jeg går med til at lade mig frivilligt indlægge på et lukket afsnit.

Kan tvang helt undgås
* December 2015 *

Under min ansættelse i mit sidste job spørger en kollega mig, om tvang helt kan undgås. Nej, svarer jeg. Tvangsindlæggelser kan i hvert fald slet ikke undgås så længe, det er så svært at blive indlagt, at patienterne tiltagene får det dårligere og dårligere, før de bliver indlagt. Samtidigt kan det også gøre det endnu sværere at forebygge den tvang, der kan foregå under indlæggelsen.

Det kan også være ligesom mig, at man akut bliver meget syg og er nødt til at være et sted, hvor man ikke kan gå fra. Men jeg tænker, at der kan gøres meget for at forebygge bæltefikseringer og måske helt afskaffe bælterne, men at det gælder om at anvende de mange allerede kendte og flere steder afprøvede alternativer til bæltefikseringer og metoder til at forebygge.

Det kan dog kun lade sig gøre, hvis der er god opbakning og de rette ressourcer. Men magtforholdet mellem personalet og patienterne vil altid være skævt, for personalet vil altid have mere magt, kan opstille regler og også nogle gange tvinge patienter til noget af hensyn til for eksempel sikkerhed eller omsorg. Det kan være, hvis en patient går rundt ude i haven om vinteren med bare fødder. Der må personalet træde til og få hende indenfor.

Jeg går i barndom
* Juli og august 2011 *

Jeg får det tiltagende værre, glider ind og ud af forestillinger om, at jeg befinder mig et virkelighedstro skuespil specielt tilrettelagt for mig, at personalet og de andre patienter er skuespillere, og hele stedet er en setting.

Forværringen virker som en reaktion på den voldsomme og bratte overgang fra barselsafsnit til det, der virkede som et krydsforhør på den psykiatriske skadestue og videre til at være låst inde og ikke vide, hvornår jeg kan komme ud igen.

Det virker også som en reaktion på, at personalet forhindrer mig i at have papir at skrive på, og at jeg bliver mødt af regler og forbud og føler mig talt til, som om jeg er et lille barn. Jeg går i barndommen og ungdommen og oplever at gennemleve og bearbejde svære perioder af mit liv i ikkekronologisk rækkefølge som en slags poster på et spejderløb. Mine ting lægger jeg ud på hele værelset som en slags symbolrækker, der fortæller mig noget om mig selv, hvad jeg vil have med videre, og hvad jeg vil sortere fra i mit liv. Det hele bliver rekvisitter til bedre at kunne forstå mig selv og verden.

Ingen spørger ind til, hvad jeg laver, heller ikke da jeg før et besøg af min mor og lillebror tager forskellige ting fra fællesarealerne med ned på mit værelse for at gøre det hyggeligt, da min mor ikke kan lide hospitaler. Først da jeg tager en plante, siger et personalemedlem, ”så er det nok, Grethe”, og jeg stiller planten tilbage.

Bliver lagt i bælte
Spejderposten dagen efter handler om at bearbejde den mobning og ensomhed, jeg især oplevede i ottende klasse. Mentalt befinder jeg mig i 1997/98, og tankerne begynder at blive mere og mere fordrejede, indtil jeg om aftenen siger til noget personale, at min mormor og morfar havde et incestuøst forhold. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er jeg fuldt ud overbevist om. Jeg bliver sendt ned på stuen.

Tankerne og symbolrækker med kortspil, vand og CD’er ud over gulvet optager mig i løbet af natten, til jeg er overbevist om, at det er mig selv, der er blevet udsat for incest. Jeg sætter mig op i opholdsstuen midt om natten kun iført min dyne og siger, at jeg vil hjem og nægter at gå ned på stuen. To ansatte slæber mig ned på stuen, imens jeg skriger, dynen ryger af, og jeg er nøgen, fuldstændigt blottet.

De giver mig noget beroligende og kommer tilbage lidt senere. Jeg slår dem, kan jeg efter indlæggelsen læse i min journal, men jeg kan ikke huske det. De lægger mig i bælte.

Hvordan bearbejder man tvang?
* Forår og sommer 2014 *

I foråret besøger jeg afsnit 809 på Psykiatrisk Center Hvidovre og takker en ansat, som jeg husker fra min indlæggelse, fordi hun var særligt god til at snakke med mig om det, der fyldte: moderskabet og amningen. Fordi hun mødte mig der, hvor jeg var, og vi kunne snakke om det. Fordi hun hjalp mig.

Jeg fortæller hende, at jeg er ved at lave et temanummer om tvang for Outsideren. Jeg siger også, at jeg selv blev lagt i bælte, og at jeg gerne vil have en kopi af kardex, så jeg bedre kan finde ud af, hvad der skete. Jeg har læst journalen igennem, jeg har skrevet det ned, jeg selv kunne huske, og jeg har et par gange fortalt om bæltefikseringen og min indlæggelse hos min psykolog i distriktspsykiatrien. Jeg har også skrevet artikler om min indlæggelse, herunder en anonym artikel om bæltefikseringen og holdt oplæg for personale fra Psykiatrisk Center Ballerup om min bæltefiksering. Jeg har efterhånden været hele vejen rundt, så nu er der plads til at lade andres historier komme til orde, interviewe dem og lave et samlet fokus på tvang i en udgivelse.

Hun bliver overrasket over, at jeg blev bæltefikseret, griner over idéen til vores bagside – et foto med nogle af os i badekåber, der synger foran Storkespringvandet for at tage pis på den mere eller mindre tvungne morgensang på afdelingerne.

Da jeg ser stedet igen, ser et af værelserne, ser at der er patienter i afsnittet, går det endelig op for mig, at stedet er virkeligt, og at jeg ikke gennemlevede et specielt tilrettelagt skuespil. Hun viser Outsiderens fotograf og mig et depotrum med bælter sorteret i forskellige størrelser på hylderne. De har endda et stykke, de kan forlænge bælter med til meget store patienter. Det er ikke noget rart syn. Gør jeg, og har jeg gjort for meget ud af at bearbejde mine erfaringer med tvang?

I juni er temanummeret færdigt, og vi sender det blandt andet ud til de psykiatriske sengeafsnit, Folketinget og nogle af de store foreninger på psykiatriområdet.

Jeg hallucinerer
* August 2011 *

I bæltefikseringsjournalen står der, at jeg er vågen de to første døgn. Inden for de døgn hallucinerer jeg. Jeg ser en edderkop kravle hen over nogle lysende puslespilsbrikker i loftet som et symbol på, at mit netværk er med mig for at hjælpe mig med at samle mit livs puslespil – til at finde de brikker, der mangler.

Jeg ser på titlerne på vikarernes lærebøger, hvor der blandt andet står ”Kognitiv miljøterapi”, og det bekræfter mig i min teori om det virkelighedstro skuespil – at det er en speciel terapiform, de anvender, for at patienterne kan få bearbejdet svære oplevelser i deres liv.

Jeg er fuldt ud opslugt i mine forestillinger og tror, at det er en tryllekunstner, der har spændt mig fast og beder flere gange om at komme fri. Jeg prøver selv, om jeg kan komme fri og tror, at hvis jeg bare erkender noget vigtigt, at jeg finder frem til det magiske ord eller noget helt tredje, så kommer jeg fri.

Jeg tror, jeg har født den ny Messias og leger med genopstandelsessymbolik og tretallet som symbol. Jeg sætter mig op tre gange i sengen, som om jeg er genopstanden fra de døde, og stiller radiatoren på tre. Den har et magisk tretalssymbol.

På et tidspunkt husker jeg ikke mere. Der er sort skærm. I journalen står der, at en læge foreslår mig elektrochok, hvis jeg ikke får det bedre. Det er lægen fra indlæggelsessamtalen. Magtesløs kaster jeg alt mit tøj og min vielsesring efter ham. Lægger mig ned og siger: ”I kan gøre med mig, hvad I vil.” De sprøjter mere medicin ind i mig. Derefter falder jeg til ro og falder i søvn. Personalet beskriver det for min daværende mand, som at jeg tager mig sammen og hiver mig selv op med hårene, alt det, der sker derefter. Efter bæltefikseringen begynder jeg gradvist at komme ud af de psykotiske tanker, går ind og ud af dem, vakler mellem hvad der er virkeligt og forkert. Der er et hul på en-to uger i min hukommelse, hvor mine egne notater og tegninger vidner om, at jeg er tvivl om, hvad der er sket. Jeg husker ikke den lovpligtige eftersamtale. Da jeg kommer over på et åbent afsnit, har jeg brug for at snakke med personale fra det lukkede afsnit om, hvad der skete og få af- eller bekræftet, at det var et virkelighedstro skuespil. Det kommer aldrig i stand, så tvivlen sidder i mig i årene efter.

Hvordan kan man forebygge tvang?
* Marts 2015 *

Jeg er med to af Outsiderens frivillige på den nationale konference Ned Med Tvang på Hotel Nyborg Strand, hvor cirka 600 personalemedlemmer deltager. Igen møder jeg nogle af de ansatte fra 809 og hører i forbifarten om deres erfaringer fra det nationale gennembrudsprojekt for nedbringelse af tvang 2012-2015. Oplægsholderne er generelt optimistiske, vi hører om erfaringer fra både udlandet og Danmark. Ligesom i arbejdet med temanummeret om tvang får jeg bekræftet, at det er bred palet af tiltag, der skal til for at forebygge tvang: ressourcer, aktiviteter, dialog, brugerinddragelse, recovery-orienteret arbejde, kriseplaner og så videre. Det virker til, at vi er godt på vej i Danmark, for resultaterne fra gennembrudsprojektet er flotte, og nu gælder det om at fastholde de gode tiltag og udvikling – også når de ekstra midler udløber. Det lykkedes ikke efter sidste gennembrudsprojekt, og efter et stykke tid var de tilbage ved status quo fra før projektet. Denne gang er der national målsætning om at nedbringe brugen af tvang med 50 % frem mod 2020.

De to frivillige og jeg deltager med et indslag på en workshop mellem oplæggene på den store scene. Vi laver en interviewsituation, vi har øvet på forhånd, hvor de fortæller om hver deres erfaring med at blive lagt i bælte, og de fremhæver en god dialog som det mest centrale og vigtige i forhold til at forebygge bæltefikseringer.

*Efteråret 2015 *

Som en del af mit arbejde holder jeg to workshops/fokusgrupper, hvor (tidligere) patienter deltager. Ved den første deltager også personale og pårørende. Det er som et led i stable et projekt på benene, at jeg indhenter inspiration og brugerperspektiver. I løbet af vinteren går jeg ned med stress eller en belastningsreaktion, så projektet bliver ikke til noget, men brugerperspektiverne får jeg samlet, og jeg begynder at se forskellige aspekter gå igen, som psykiatribrugerne nævner som centrale i forhold til at skabe gode indlæggelser og forebygge tvang. Jeg sætter det op i en mandala og kalder den en forebyggelsesblomst. I midten står der ”Dialog”, for det nævner alle som det mest centrale, og som det, der binder de andre aspekter sammen.

De ønsker en ligeværdig og gensidig dialog, hvor personalet tør bruge noget af sig selv, tør spørge ind til dem og ikke have berøringsangst i forhold til anderledes adfærd. De ønsker styrkede og tillidsfulde relationer mellem patienter og personale, og at de for eksempel kan være med til at vælge deres kontaktperson. De ønsker en recovery-orienteret behandling, hvor de lærer mestringsstrategier, de kan tage med sig videre, og hvor aktiviteter støtter op om dette. Dagligdagen skal være præget af forudsigelighed, hvor aftaler og aktiviteter bliver overholdt. De vil gerne inddrages i det daglige og have noget ansvar, og de vil gerne have vigtige informationer om indlæggelsen og introduceres til afsnittet. Meningsløse eller skiftende regler og dårlige rammer kan skabe frustrationer og uro. Det samme kan voldsomme oplevelser, såsom hvis de overværer nogen, der bliver lagt i bælte. Den rette mængde ressourcer skaber bedre forhold, både i forhold til personalenormering, fysiske rammer og aktivitetstilbud.

*Maj 2016 *

Jeg besøger afsnit 809 og laver et interview om deres arbejde med at blive bæltefrit afsnit. Blandt andet er brugerinddragelse, et øget omfang af aktiviteter, mere efteruddannelse og en højere personalenormering med til, at de har nedbragt antallet af bæltefikseringer. Det kan lade sig gøre – med de rette midler, den rette opbakning og med fokus på brugerinddragelse og recovery.

Hvorfor går udviklingen tilbage?
* Foråret 2017 *

Mit Facebookfeed svømmer over med nyheder om, hvor dårligt det står til i psykiatrien. Særligt forholdene på Risskov skriger til himlen, når personalet råber op om, at de ikke tør gå på arbejde. Debatten om forholdene på de kommunale bosteder har fyldt meget siden sidste forår. Psykiatriske patienter er kastebolde mellem den regionale hospitalspsykiatri og de kommunale psykosociale tilbud, herunder bostederne. Patienterne bliver tiltagende dårligere, inden de indlægges, og har det stadig for skidt, når de udskrives. Der er ikke sengepladser nok, og bostederne kan ikke håndtere borgere, der har brug for en indlæggelse under gode forhold. Tvangstallene stiger nogen steder, mens andre steder viser de flotte resultater med for eksempel 100 dage uden bælter. Det giver et broget billede af, om det går rigtigt skidt eller rigtigt godt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi har den fornødne viden og erfaringer til at skabe forandringer, til at skabe gode forhold under indlæggelser – og ikke mindst til at forebygge indlæggelser og psykisk sygdom. Samtidigt undrer jeg mig over, at vi nogle steder lader arbejdet med at forebygge tvang løbe ud i sandet. Vi har kastet penge i et treårigt satspuljeprojekt, men kun valgt at kaste penge i at forankre og videreudvikle forandringerne på seks afsnit, der er udvalgt til at blive bæltefri. Når den tidligere sundhedsminister på sidste Psykiatritopmøde spørger, hvor de ekstra tilførte midler er blevet af, og SIND i det efterfølgende medlemsblad skriver, at de blandt andet er forsvundet i besparelser i regionerne og nye fysiske rammer, når bostederne og personalet på Risskov råber op, så er der noget fuldstændigt rivravruskende galt. Når man lader gode erfaringer, en lovende udvikling stoppe og rulle sig sammen til stærkt forværrede forhold, så er det på tide at råbe endnu højere op om, hvad der kan gøres for at skabe en psykiatri og psykosociale tilbud, vi kan stå inde for, og som er sikre for både patienter/borgere og personale.