Cathrine Jansen fortæller om, hvordan det er at have et forhold til en person, der er vokset op uden sin far

Af Cathrine Jansen

Til at begynde med vil intet være anderledes. I vil gøre de ting, alle nye par gør: Grine, dele fjollede historier. Måske endda grine voldsommere end du havde troet var muligt. Du vil blive beruset af uskyldige berøringer. Hun vil kysse dig, som var du den første, hendes læber nogensinde havde rørt, og det vil holde dig vågen om natten på allerbedste vis.

Alt er sjovt. Alt er spændende. Alt er let. For hun gør alt for, at det skal være netop det. Hun har brug for, at det er sjovt. Spændende. Let. Hun kender nemlig allerede mørket alt for godt.

I hendes ord vil hun være forsigtig. Du vil bemærke, at hun aldrig siger ”forældre”, og at hun kigger væk, når nogen nævner deres far.
Hun viger ikke, når nogen spørger til hendes familie. Hun kan sit manuskript forlæns og baglæns, som havde hun øvet sig hele sit liv. Hendes stemme knækker aldrig. Der er ikke det mindste tegn på usikkerhed i hendes stemme. Du kan næsten se for dig, hvordan hun står foran sit spejl og øver sig på, hvad hun skal sige, når nogen spørger til hendes far. Du vil undre dig: Var der mon et tidspunkt, hvor hun end ikke kunne få ét eneste ord ud? Blev hun kvalt i sin egen sorg? Og kan du være sammen med en, med så høj en mur omkring sig?

Hun vil dele små øjeblikke med dig, fra hendes barndom, hvor hendes far stadig var der. Øjeblikke og minder, der for dig virker banale og som noget, der ikke er værd at snakke om. ”Der var engang, hvor min far kom og hentede mig i sin uniform. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet drillet, og så hang han Jonas op på en knage”. Det er så lidt, men alligevel så meget, for dengang var han hendes helt og hendes beskytter. Du vil ikke sige meget, men kysse hendes pande, og hun vil guide dine hænder rundt om sig. Hun har aldrig bedt nogen om at holde om sig. Undervurdér ikke, hvor monumental denne handling, denne forespørgsel, er. Det er hende, langsomt sænker hendes skjold sig, som hun har brugt år på at kreere. Det her er hende, der prøver at stole på dig.

Konflikt får hende til at sitre
Hun vil vige tilbage, når der opstår konflikter, udfordringer og problemer. Hun går på tåspidser omkring dig, selvom hun bare burde tage sin tid væk fra dig. Du forstår ikke, hvordan en person så ilter, så fuld af meninger og ild, kan blive helt stille og mut, når der opstår konfrontationer. Hun flygter, når du er sikker på, at hun vil skændes. Hun vil ikke skændes, hun kan ikke skændes – for når man skændes, er der altid en part, der går.
Du kommer for tæt på, tingene bliver ægte: Så hun løber- flygter. Hun har altid sine løbesko stående ved siden af sin seng.

En pige uden en far vil ikke skabe bølger, for hun er blevet kvalt under dem i længere tid, end hun magter at forklare. Hun er ikke en ”pushover”, selvom du måske forsøger at skubbe til hende for at få hende til at forklare, hvorfor hun er så bange for at gøre noget, der kan gøre noget negativt for andre. Du undrer dig over, at hun kan være så modig på papir, i alt hvad hun skriver, men så bange for at tale med nogen ansigt til ansigt, om det, der gør ondt. Hun vil aflede, bide tilbage med sarkasme.
Hun misbilliger sig selv, kalder sig selv ødelagt, så afslappet, som var det hendes fornavn. Du vil tænke ”måske er det bare sådan, det er”. Måske vil hun aldrig være helt ærlig overfor dig.

Sandheden er, at det ikke burde komme som nogen overraskelse, at konflikt får hendes hud til at sitre. Det burde ikke være absurd, at hun vil sidde passivt og reflektere over, hvilken måde hvorpå hun bedst slipper udenom at sige noget, der kan skabe en kløft mellem hende og nogen, som hun elsker. For hun ved, at folk går. Folk forlader så let som et fingerknips. Og det er det mest skræmmende, som hun nogensinde har lært.

Det vil tage tid
Hvis den eneste mand hun virkelig havde brug for kunne gå, da hun ikke var færdig med at have brug for ham, hvorfor skulle andre så ikke gøre? Hvorfor skulle andre ikke beslutte sig for, at hun ikke er værd at blive hos?

Men intet af det ovenstående vil komme let. Intet vil komme i begyndelsen. Der vil gå lang tid, før hun guider dine hænder om hende, lang tid før hun fortæller dig om sin uniformerede far, der hængte mobberen op i en knage, lang tid før hun sænker sit skjold.
Hun vil ikke have det label på sig: En med problemer med at blive forladt, en der holder dig på afstand, en der forsøger at fylde et tomt hul. Den faderløse pige. Hun vil ikke have din medlidenhed.

Når du er sammen med en pige, der ikke har en far, må du forstå, at du ikke altid vil forstå. Og, hvis hun er det værd, så elsk hende alligevel. Men elsk hende hele vejen.

”dad is an atlas
so we keep discovering
new places where he does not exist
like in the bodies
of all the men we have ever tried to love” – Warsan Shire

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.