Mit navn er Jannicka. Jeg er 36. Og ny blogger hos outsideren.

Er det populært at være psykisk syg? I 20erne læste jeg en artikel i et blad, hvor en kvinde, der var psykisk syg, udtalte, at det at være psykisk syg var det normale, og jeg besluttede, at så ville jeg være psykisk syg, for så var jeg normal.

Hvem er jeg? Jeg er: kreativ, mild, sirlig, speciel, nørdet og glad. Jeg arbejder i køkken, dyrker yoga og maler og tegner meget. Jeg er også uddannet en af os ambassadør, og vil gerne holde endnu flere foredrag og mere oplysningsarbejde fremover, end jeg allerede gør. Jeg er på kontanthjælp, har været i 15 arbejdsprøvninger uden at have fået fodfæste på arbejdsmarkedet, efter jeg i 2003 droppede ud af mit studie og blev syg.

Jeg har diagnosen skizofreni. Den fik jeg permanent efter en ordentlig hash psykose, og jeg lider ofte meget af paranoide ideer. Desuden har jeg i mange år lidt af socialfobi. Og så har jeg depressive tendenser. og er hypersensitiv.

Jeg valgte selvfølgeligt ikke at være psykisk syg. men jeg valgte psykiatrivejen og selv om det var for at være populær, var det også for at finde kærlighed, og det fik jeg: det reddede mit liv, og fik mig afvænnet fra hash, forbedrede mine relationer til andre, ikke mindst familie, og gav mig troen på, at what doesnt kill you makes you stronger.

Vi kan alle blive ramt af psykisk sygdom under de forkerte omstændigheder, og de omstændigheder har for mig været seksuelle overgreb, mobning, og splittelse mellem forældre og stedforældre. Det meste er bearbejdet via samtaleterapi. Det er aldrig ens egen skyld, men man kan gøre noget ved det som voksen, så livskvaliteten bliver bedre.

Som 25 årig sad jeg på et kollegieværelse, uden venner, uden penge, med nylig diagnose og mange års ubearbejdede problemer. I dag lever jeg et forholdsvist tilfredsstillende og meningsfuldt liv, hvor der hele kommer nye udfordringer og muligheder Jeg gjorde det, at jeg besluttede at tage mig sammen, at rydde op i mit liv, og selv om det i mange år har føltes som om jeg var på arbejde konstant, belønner det sig nu, hvor jeg i højere og højere grad kan nyde de muligheder, mit arbejde har skabt. Netop mulighederne, håbet, er hvad jeg vil være med til at skabe hos andre. Jeg har prøvet lidt af det hele og ved, at uanset om man er selvmordstruet eller hører stemmer er der håb. Nik og Jay, mine idoler, synger, “I alting er en mørkere side”. Jeg vil vende det om og sige “I alting er en lysere side”.

Jeg håber, jeg kan bidrage med noget godt og give noget af al min livserfaring videre. Tak fordi I læste med.knus

Jannicka

2 Kommentarer

  1. Tomas

    Hej Jannicka!
    jeg glæder mig til at høre mere fra dig, især om hvordan du fik det bedre. Det bliver spændende. Kh

    Svar
    • Jannicka

      Hej Tomas, prøv at læse indlægget “Sådan fik jeg det bedre”.
      kh

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.