Man kan komme som sort satan med djævlehorn i panden eller lige som man er, og møde lige stor respekt og kammeratskab og være med i festen.  Sådan lyder det fra kæresteparret Eydis og Martin, to ægte metalheadz , som vi møder på Copenhell-festivalen

Af Tinne Buchholz Madsen
Foto: Rasmus Cornelius Nielsen

Outsiderens Copenhell-udsendte fanger kæresteparret Eydis Ingimundardottir og Martin Ulrik Bjørknov med et par sandwich i hånden, da de er på vej fra gensyn med Europe på festivalens største scene til Overkill, der byder på trashmetal i den mere hårde ende af metalskalaen. Parret har en stram tidsplan i dag, da der er rigtig mange ting på programmet, de bare vil høre. De har faktisk så travlt, at de foretrækker at svare på vores spørgsmål pr. mail, og da musikken fra de tre scener desuden brager ind over vores stemmer, virker det som en god idé. Dagen efter ligger der pligtopfyldende en række uddybende svar i min indbakke, der bliver til følgende interview:

Hvor mange gange har I deltaget på Copenhell?

Martin: Jeg har været på Copenhell  fem gange, ikke altid alle dage. De sidste to år har jeg været der alle dage og boet på campen sammen med min kæreste og hendes veninder. Jeg har hørt metal siden de tidlige teenageår og er vokset op med rockmusik fra 70erne.

Eydis: Året i år var mit fjerde år i træk på Cophenhell. Jeg har hørt metal, siden jeg var ni år gammel, da startede jeg på en skole hvor de store drenge hørte meget metal, så det hørte man meget ude på gangene. Jeg fandt hurtigt ud af, at denne musik rørte noget i mig, og den har lige siden været en stor del af mit liv.

Hvad er det, der får jer til at komme tilbage?

Martin: For mig er det muligheden for at se den musik, jeg elsker, live sammen med en masse mennesker, der elsker metal ligeså højt som jeg. Sammenholdet og fællesskabsfølelsen på Copenhell og de fleste andre metalfestivaler er noget helt specielt, som skal opleves og er svært at forklare. Metalfolket er de mest tolerante og rummelige mennesker, jeg har haft fornøjelsen af at hænge ud med.

Eydis: For det første musikken og muligheden for at suge den ind i tre dage. For mig er Copenhell en lille ferie, en mulighed for bare at ’være’ og ’nyde’. Jeg kommer altid hjem fuld af positiv energi og oplevelser. For det andet er det det unikke sammenhold, der er hos metalfans. Jeg har aldrig oplevet sådan et specielt sammenhold, rummelighed og åbenhed på nogen andre festivaler.

En følelsesstærk og dyb musikart
Hvad tiltaler jer ved musikken?

Martin: Metalmusikken rummer stærke følelser og udtryk. De mest ekstreme vrede, onde, vanvittige følelser kommer til direkte udtryk musikalsk og visuelt. Også nogle af de smukkeste ballader og kærlighedssange er skrevet af metalmusikere. Det handler meget om ærlighed, udtryk og åbenhed. At have lov til at leve, og være den man er – på godt og ondt. Man bliver sgu så glad, når man hører et sprødt guitar-riff flække luften, i år f.eks. fra Airbourne, som leverede et fantastisk rock’n’roll show. Øl i hånden, og langt hår, der piskes rundt i støvet. En masse hoppende headbangende mennesker, der alle har samme mission: At skabe en god fest. Og hvis man en dag skulle gå og være lidt bitter over livet, så kan man altid sætte et Slayer-album på grammofonen. Uanset hvor sur man er, så er de bare lidt vredere end  én selv. Så slapper man lidt af igen. Nogen gange kan man blive helt høj af at høre noget dystert som f.eks. Candlemass. Det handler nok også om at skabe nogle kontraster imellem virkeligheden og følelsesverdenen.

Eydis: Metal tiltaler mig, fordi det er en meget følelsesstærk og dyb musikart. Jeg hører og bruger metal, både når jeg er glad eller trist, lykkelig eller vred og alt der i mellem. Når jeg er glad, kan disse sange vedligeholde glæden, og hvis jeg er vred, hjælper de mig med at komme af med min vrede og finde glæden igen. Avatarium, Megadeth, Dio, Skálmöld og Opeth spiller forskellige metalgenrer, men er alle sammen bands jeg hører meget, uanset humør.

Hvad har været de bedste musikalske oplevelser i år for jer – og hvorfor?

Martin: Største oplevelse for mig i år var koncerten med Lost Society. Mest fordi jeg ikke kendte dem i forvejen og fordi jeg blev imponeret over at se fire unge knægte fra Finland i den grad sparke røv til hele Thrashmetal genren. Det giver håb for fremtiden nu hvor mange af de gamle veletablerede bands begynder at vakle pga. alderdom. De har i hvert fald fået en ny fan i mig.

Eydis: Det var en stor oplevelse at se Candelmass, jeg har været fan af dem i lang tid, men har aldrig før hørt dem live. Fantastisk koncert, som overgik mine høje forventninger. Lost Society er det band, der formåede at blæse mig helt omkuld med deres tætte trash-metal. Jeg kendte dem ikke i forvejen, og det er også det, der er så fedt ved Copenhell: At man altid kommer til at opdage nye bands. Dem skal jeg i hvert fald holde øje med og se næste gang de spiller i Danmark.

En eksklusiv klub for alle
Kan I beskrive stemningen på Copenhell? 

Martin: Som en kæmpestor eksklusiv klub, hvor alle kan blive medlem. Hvor alle er i samme båd. Hvor man passer på hinanden og hjælper hinanden med at skabe en god oplevelse. Man kan møde op som sort satan med djævlehorn i panden eller som lyserød plysenhjørning og møde lige stor respekt og kammeratskab. Man kan også bare komme som man er og være ligeså meget med i festen. Uanset hvor du kommer fra, så stik hornene frem, hæv glasset og du vil blive mødt med samme hilsen og et smil. Du kan sætte dig ved siden af hvem som helst og få en snak om musik med folk fra hele verden.

Eydis: GLÆDE! Stemningen på Copenhell er simpelthen livsbekræftende. Metalfolkene er om nogen rummelige, venlige og omsorgsfulde mennesker. Man får følelsen af at være kommet hjem, at være en del af en kæmpestor familie, som er samlet til.

Folk der hører metal, skiller sig jo lidt ud fra flertallet. Giver det en særlig fællesskabsfølelse på en festival som denne og hvordan kan man i så fald mærke det?

Martin: Metalfolk fra hele verden genkender hinanden. Vi har en særlig connection igennem musikken der igennem tiden er blevet udskældt af det etablerede samfund for at være ond og påvirke unge mennesker i en negativ retning. Metalfolkene er stærke og ikke bange for at stå udenfor og kæmpe for noget de tror på. Man giver også en hånd til dem der har brug for det og passer på hinanden. Fællesskab gør stærk og det gælder også for heavy metal.

Eydis: Det giver en fællesskabsfølelse, at vi alle sammen hører en til tider udskældt musikgenere. Vi ved hvad denne musik gør for os og at den og hele metalverdenen er meget misforstået af mange. Det giver os denne følelse af at vi er en familie og gør at vi passer på hinanden.

Folk passer på hinanden
Der er en virkelig god og hensynsfuld atmosfære på Copenhell, som jeg oplever i højere grad, end jeg har gjort på f.eks. Roskilde. Er det noget, I kan nikke genkendende til?

Martin: Der er generelt en stor grad af rummelighed og hensyn blandt metalfolk. Når man dyrker det ekstreme udtryk, skal man også kunne rumme andres ekstreme udtryk. Det handler om retfærdighed og tolerance. Når der f.eks. udføres en ’wall off death’ hvor en stor gruppe mennesker løber ind i hinanden foran scenerne, så ser det voldsomt ud. Men man ser også, at hvis nogen falder eller slår sig, at der på et splitsekund er ti hænder der rejser dig op, checker, at du er ok, eller sørger for hjælp. Vi fester vildt, men tænker os om.

Eydis: Ja, folk viser meget hensyn til og passer på hinanden, og det gælder generelt på metalfestivaler. Det er igen det sammenhold og forståelse for hinanden. Metalmusikken forbinder os, vi kender den følelse af ikke helt at “fitte in”. Det gør vi til gengæld alle sammen på Cophenhell, det er vores frirum og der er plads til og respekt for os alle sammen.

Nu er I et kærestepar, der begge hører metal. Hvilken rolle spiller det i jeres forhold, at I dyrker denne slags musik sammen?

Martin: I vores forhold fylder det meget, men selvfølgelig ikke alt. Det betyder, at vi kan få en masse fede musikoplevelser sammen, at vi kan dele en identitet som ’metalheadz’. At vi godt kan forstå hvorfor,vi begge to er lidt skøre og vilde, og kan give hinanden lov til at være det. Det er megasejt at kunne stå og ryste håret sammen med sin bad-ass metalchick. Som musikken er kærligheden stærk, udtryksfuld og ærlig.

Eydis: Metal spiller en stor rolle i vores forhold. Vi mødtes første gang til et metalarrangement og når vi er i byen, er vi 99 procent af tiden til metalarrangementer. Musik betyder ufattelig meget for os begge to, så det styrker vores sammenhold, at vi begge to hører metal.

Bonusinfo:

Martin Ulrik Bjørknov spiller selv guitar i punkbandet The nimbWits. Bandet har eksisteret i tre år og har netop færdiggjort deres andet studie-album, End of The World.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.