Jeg elsker at sætte mig mål og lade dem indfries lidt efter lidt. Det er de mærkeligste ting, der motiverer mig. For 10 år siden læste jeg om en mand, der kunne smage, hvilket humør kokken havde været i, da han lavede maden, på resultatet. Der besluttede jeg, at jeg ville lære at lave mad, så man kunne smage jeg var glad, som smagte af energi, overskud og velvære.

I Politiken læste jeg ligeledes en tv anmeldelse af en madudsendelse med Nigella Lawson, hvor han beskrev, at hun meget sanseligt, nærmest elskede med maden, når hun bagte og kokkererede. Endnu en motivation.

En fyr beskrev, hvordan han var blevet forelsket i en pige, efter hun havde tilberedt frokost til ham, og han så hendes hænder, måden hun gjorde det, imens. Sådan ville jeg også være.

Vendepunktet blev på et værested:  en medarbejder æltede dejen langt og intenst og jeg misundte hende hendes tålmodighed.  En anden medarbejder stod og nød synet af kagen i ovnen, og jeg misundte hende hendes madglæde.  Dette værested var første gang jeg stiftede bekendtskab med at lave mad. Jeg boede alene, men spiste mest pasta med tun, men i Transmogriffen, som værestedet hed, planlagde vi menu, handlede ind og lavede mad sammen, og hele samværet var bygget op om processen. Jeg fik smagt på forskellige retter, fandt ud af hvad jeg kunne lide og ikke kunne lide, og jeg planlagde at jeg ville lave en opskriftsmappe. Jeg lærte også at snitte grøntsager. Man må starte fra bunden.

Cut til:  Barndomshjem. Mor, far, brødre, stedfader. Dårlig stemning, ingen taler rigtigt. Alle sorterer grøntsager fra. Kartofler, koteletter og brun sovs. Hader mad, hader at indtage det, hader VORES mad, mande mad og fed mad. Beslutter at jeg ikke gider mad, eller at lære at lave det. Jeg var cirka 11 år.

Cut til: min mor der frigjorde sig og begyndte at lave grøn mad og mig, der lige nåede at få smagen for det inden jeg flyttede hjemmefra. Jeg var cirka 18 år og besluttede, at mad kunne være godt.

De sidste 3 år har jeg boet i bofællesskab, hvor vi laver vores egen mad til alle, 2 timer hver dag – med egne grøntsager, de andre råvarer bestiller vi udefra. Her fik jeg jordforbindelse. Du kan ikke tænke dig til god mad, eller prøve at lave god mad uden at være tilstede i køkkenet, og i processen, så jeg har lært at passe et arbejde og at man lærer noget allerbedst ved bare at blive ved at gøre det.

Jeg har lært at nogle dage smager kager grimt og andre godt, nogle dage er hyggelige, andre skod, men den anden dag lavede jeg en kage, der smagte som englene synger, og jeg vidste det godt, inden den kom ud af ovnen. Jeg var nemlig omhyggelig, respekterede maden, og ville gøre det ordentligt, ikke forceret på at ligge en masse energi i maden, men heller ikke sløset med den. På Askov Møllehus har jeg fundet det jeg søgte: en opskriftsmappe, til når jeg igen flytter i egen lejlighed, madglæde, tålmodighed og inspiration og praktiske fifs.

Det er essentielt at have drømme. For mig har det været virkeligt motiverende at se andre kunne noget, jeg ikke kunne, også fordi de ramte tre basale ønsker hos mig: at være sexet, at have en kæreste og at gøre andre folk glade/være populær.

Nu ved jeg, at folk elsker min mad og mine kager, for det siger de. Men den største glæde er at have sat mig et mål, ventet til den rette lejlighed bød sig, og så kæmpet for at indfri det. Det har holdt mig i gang, drømmen, på de sure dage.

Hvad er dit mål?

 

4 Kommentarer

  1. Trine

    Tak for et dejligt indlæg.
    Jeg kan virkeligt genkende hele din proces. Fra sauce-og-kartoffel-træthed til at gå i køkkenet og arbejde nænsomt og opslugt med maden. At blive ét med processen og at det kan smages i maden.

    Jeg har i dag en madblog og deler min glæde med andre. Det er simpelt at lave som en gruppe på Facebook, så det kan anbefales. Det er en god måde at sprede madglæde.

    Mit mål er at træde ud i livet igen og leve det fuldt ud. Der er mange små skridt og delmål i det. Det starter med mod til at kaste mig ud i oplevelser alene og sammen med andre.

    -Trine

    Svar
    • julie

      Kære Jannicka og trine.
      Jeg kender jo jer begge to og har kendt jer i mange år.
      I klarer jer SÅ flot.
      Bliv ved med det gode og stærke arbejde. Det er som at væve et tæppe. Tæppet er livet og alt hvad vi har puttet i det af lyse og mørke ting. Jeres tæpper er meget smukke.
      trine du er velkommen til at ringe eller maile til mig. Det var ærgerligt at vi mistede vores far i 2002
      Kærlig hilsen Julie

      Svar
      • Jannicka

        Hej Julie, lang tid siden, super tak for rosen og håber alt går godt:)
        Knus Jannicka

    • Jannicka

      Hej kære Trine, tusind tak for en dejlig kommentar. Og dejligt at høre dit mål. Det er faktisk også mit mål nu, præcist som du beskriver, så måske kan vi følges et stykke ad vejen? kh Jannicka

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.