Livet som bipolar kan være et helvede.

Ja, det er nok ikke noget underligt at læse sådan hvis man selv er bipolar. Jeg har blandingstilstanden. Det sidste halve år har verden og livet været et helvede at navigere i. Op – og nedture i et stort kaos, vredesudbrud når ens frustrationstærskel ikke kan bestiges, stress når søvnen udebliver eller er minimal. Folks forventninger man på grund af kaos, stress og og ustabilt humør ikke kan indfri med deraf følgende dårligt selvværd. Oveni dette følelsen af at alle bider og snerrer. De benægter men kan ikke tro på dem. Hælder mere og mere mod en indlæggelse. Men min elskede kat ville aldrig trives i en kattepension. Da jeg anskaffede ham havde jeg mit bosteds ord på, at de ville passe ham. Efter nogle måneder hed det sig at jeg skulle skrive under på en KATTEKONTRAKT . Her ville de passe ham den første uge og herefter skulle jeg have en anden løsning hvis indlæggelse bliver aktuelt. Min kat kan ikke trives i en pension. Så er på den. For det er svært at have det så skidt. At blive så vred og frustreret at jeg får råbt af personalet. At mine medbeboere bliver bange for mig. Jeg kan ikke kende mig selv og føler at hele verden er imod mig. Og ja, det gør jeg stadig. Og forstår det godt. For sidder med en følelse af, at jeg ikke er bedre værd. At det egentlig er okay at folk afviser, bider af mig, ikke vil mig.

Lige nu er det en evig kamp at få hverdagen, livet til at fungere. Når jeg næsten ikke sover, føler svigt og at mine ressourcer og omverdens krav ikke går hånd i hånd, matcher, ja, så er det svært. Gad vide om mit liv nogensinde bliver anderledes. Hvorfor er det så vigtigt for alle at jeg skal kunne være social, deltage i et fællesskab og kunne forholde mig til den omverden der er skræmmende, modbydelig, svær at navigere i. For med en skizoid personlighedsforstyrrelse oveni er jeg oppe imod svære odds.