Af Maria Liv Kjærgaard

Peter var godt oppe i årene. Hans rynkede ansigt og dybe blik i øjnene fortalte en historie om et hårdt liv. Velklædt sad han og nød solen i den gamle træstol med et glas rødt saftevand. Selvom et iskoldt glas cola altid var at foretrække, som når tilbudt altid træk et genert og taknemmeligt smil frem på læberne. Han havde pæne tænder.

Jeg åbnede altid døren for ham, når han trillede indenfor med sit gangstativ. Benmusklerne var ikke længere som engang. Et årelangt alkoholmisbrug havde sat sine spor, men hovedet var stadig knivskarpt.

Jeg havde meget respekt for Peter og nød hans livsbekræftende latter, som overraskende var til stede på et tidspunkt hvor livet ikke kunne blive meget mere svært.

Jeg var nysgerrig. Hvem er Peter? En person som nogle overfladisk og uinteresseret ville kalde “manden på bænken”. Det tog et par dage før Peter følte sig tryg ved alle mine spørgsmål, men til sidst fandt vi en gensidig tillid. Her på psykiatrisk skadestue var vi ligeværdige.

Peter havde i mange år haft en topstilling i det danske erhvervsliv, med et utalligt antal medarbejdere under sig. På hjemmefronten var der ikke meget at klage over. En sød kone og to skønne børn. Men da krisen i 2008 ramte Danmark tog Peters liv sig en drejning. Der skulle skæres drastisk ned i firmaet og Peter stod for fyringerne.

Kort efter startede chikanen. Folk kastede lort på hans vinduer og i hans postkasse på den ellers stille villavej. Bilens dæk blev også sprættet op.

Det var en hård tid. Peter begyndte at få en ekstra øl eller to og der gik ikke længe inden det blev mange flasker vin, som dagligt blev leveret til den nye lejlighed. En lejlighed som han nu lå alene og isoleret i efter ægteskabet også havde brast midt i al ulykken.

Efter en alkoholforgiftning, en indlæggelse og et mistet hjem fik Peter besked på at et herberg var hans eneste mulighed. I øvrigt et sted hvor hans børn ikke måtte bo sammen med ham.

Midt i al smerten på terrassen, formåede solen alligevel at varme vores kroppe da vi sad der og smilede til hinanden. Jeg hentede en iskold cola i køleskabet. Uden at sige noget vidste vi begge to da vi skålede, at vi nok skulle komme igennem endnu en dag. Han var stærk. Optimismen for fremtiden skinnede frem bag parasollen.

Det var på en sensommer aften jeg mødte Peter. Han satte for evigt spor i mit hjerte, et menneske jeg aldrig vil glemme. Peter har en historie. En familie. Et langt liv.

Giv et ekstra smil med værdighed og respekt hvis du møder ham.

 

 

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.