Imorgen kan jeg:

  • lade være at tænke over hvor tyk jeg synes jeg er.
  • spise uden at jeg skal kæmpe en kamp.
  • lade være at føle jeg bliver mere lykkelig af at tabe mig yderligere.
  • drikke kaffe for nydelsens skyld og ikke for at undgå at føle sult.
  • se på mig selv i spejlet og synes jeg er god nok.
  • lade være at tænke over kalorier.
  • stille mig på en vægt uden at føle jeg skal tabe mig, uanset om jeg er glad eller ked over tallet.
  • kan jeg slappe af og være mig selv og ikke den spiseforstyrrede!

I hele mit liv har jeg været styrret af spiseforstyrrede tanker, som barn og pre-teenager trøste- og overspiste jeg. Jeg drømte om at jeg har nok viljestyrke til at få anoreksi, piger med anoreksi var jo tynde, smukke og lykkelige, ikke? Men jeg kunne kun sulte mig selv i få timer inden jeg igen sad grædende og guffede en kæmpe mængde studenterbrød i mig. Jeg synes jeg var den svageste af alle mennesker når jeg ikke engang formåede at lade være at spise i blot et døgn.

Men en dag fandt jeg ud af at hvis jeg stak en finger i halsen og kastede op, så kunne jeg stadig spise, faktisk SKULLE jeg proppe mig til randen for at føle jeg kastede det hele op. NU havde JEG kontrol over hvad der måtte blive i mavesækken og jeg blev høj af dén følelse… Indtil jeg en dag begyndte at kaste blod op. Den dag blev jeg bange for mig selv og bange for at nogen skulle finde ud af det. Jeg kæmpede mig ud af bulimiens arme inden jeg tog på efterskole.

I mange år efter det var der ikke en spiseforstyrrelse. Tankerne på vægt, krop, mad og kalorier var der dog stadig hver dag. Men jeg handlede ikke på dem. Ikke indtil jeg begyndte på et antipsykotisk præparat som i den grad fik mig til at tage på, og spise meget. Pludselig vejede jeg langt over 100 kg og aldrig har jeg hadet mig selv og min krop mere. 3-4 år efter jeg begyndte med de piller skiftede jeg omsider til et andet præparat og i løbet af  en måned tabte jeg mig 20 kg uden at gøre noget for det. Det triggede i den grad min tanker og følelser, denne gang handlede jeg på dem. Jeg trænede utallige gange om dagen i 30 min ad gangen, jeg begyndte at tælle kalorier og alt handlede om mad eller mangel på samme. Jeg spiste intet men drak litervis af kaffe. En kort periode blev jeg bulimisk igen og kastede op mere end 10 gange på et døgn. Det stoppede hurtigt efter jeg blev udskrevet fra psyk. Men anoreksien fortsatte og jeg turde ikke slippe den. Søvn fik jeg heller intet af da jeg er har angst for at sove, så misbrug af Ritalin startede for at holde mig vågen, så kunne jeg også træne. Jeg forvandlede mig til en grå mus uden nogen lyst til at kæmpe.

I 2 år har jeg sagt at jeg er kommet over mine spiseforstyrrelser men sandheden er; Jeg tror aldrig jeg kommer over dem for tankerne og følelserne er der hver dag og hele tiden. Det handler om ikke at handle på dem, at blive bevidst om hvornår det er spiseforstyrrelsen der kontrollerer dig, få modet til at du kontrollerer spiseforstyrrelsen og handle på DET.

Idag glemmer jeg ofte at spise mens jeg tror jeg faktisk har spist. Når nogen spørger mig om jeg har spist noget går det op for mig at det har jeg ikke, jeg har kun drukket kaffe.          Jeg prøver at huske mig selv på mine måltider og hvorfor de er så vigtige. Men jeg føler meget sjældent sult så jeg springer alt for tit et eller flere måltider over. Tankerne og følelserne omkring mad, kalorier, træning og vægt er stadig i mig, til trods for et vægttab på idag 75 kg.

En spiseforstyrrelse bliver ALDRIG tilfreds!

Xoxo Z

Om Forfatteren

Jamen altså, jeg er bare mig, Zakia på 26 år. I journalerne står der en masse psykiatriske diagnoser heriblandt OCD, depression, paranoid skizofreni, borderline osv. Men jeg synes egentlig jeg er langt mere end blot nogle etiketter som nogen fremmede synes beskrev mig som person. Jeg vil ikke sættes i bås, eller defineres af mine diagnoser. Det samme gælder hvis jeg brækkede min arm; Jeg ER ikke en brækket arm, jeg HAR en brækket arm. Jeg har været en del af psykiatrien siden jeg var 18, så i 8 år pt. Drømmen om et bedre liv jagtes, og jeg arbejder for og mod recovery. Xoxo Z

4 Kommentarer

    • PayItForward

      Åh altså. Tusinde tak!
      Og husk; du er en kæmpe inspiration!

      Svar
  1. Loucia Annachanell

    Kære Zakia. Jeg kender ikke til spiseforstyrrelser, men hvad jeg har læst, minder det en del om min angst. Jeg kan genkende den falske tryghed i kontrollen, hvordan behovet vokser sig større og større, og til sidst kvæler en. Jeg arbejder også med ikke at handle på mine tanker, og det er virkelig effektivt – dog det allersværeste at gennemføre. Flot kæmpet!

    Svar
    • PayItForward

      Mange tak. Jeg kæmper og kæmper. Husker mig selv på at når først jeg har kastet mig i armene på spiseforstyrrelsen så er vejen tilbage lang og tæt på et helvede.
      Xoxo

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.