Efteråret 2016 har været en af de hårdeste og sværeste tidspunkter i mit liv, med en lang indlæggelse, svær depression med psykotiske symptomer samt behov for ECT (også kendt som elektrochok-behandlinger).
Jeg husker ikke alt, men har læst mig frem til oplysninger i min journal samt fået fortalt nogle ting gennem min kæreste og mine forældre.

Det er september, og jeg har stort set ikke sovet i 10 døgn. Jeg er på ingen måde mig selv og ender med at blive indlagt på psykiatrisk hospital efter min kærestes ønske. Jeg har meget modstand derpå, men indvilliger alligevel til sidst.
Jeg har stærke selvmordstanker og aktuelle selvmordsplaner. Det er som om, at der er en stemme, som fortæller mig, at jeg skal gøre skade på mig selv, samtidig med at jeg har en fornemmelse af at se skygger omkring mig. Jeg har tabt mig og er fyldt med angst indeni.

Jeg er overbevist om, at computeren overvåger mig, at jeg bliver slettet fra systemet både ift navn og personnummer, at jeg ikke er i sikkerhed nogen steder. Faktisk giver intet af det jeg siger rigtig nogen mening, jeg er på en måde i en helt anden verden.

Efter snak frem og tilbage, når lægen sammen med det øvrige personale frem til, at ECT ser ud til at være den eneste løsning i det her tilfælde. Jeg er ikke meget for det, men accepterer til sidst og ender med at få 11 behandlinger.

Det er en mærkelig fornemmelse med ECT. Man kommer fastende hen til klinikken, angiver navn og cpr-nummer og pludselig bliver man lagt til at sove med nogle elektroder på kroppen. Man vågner op ca en time efter, er lidt forvirret og får noget saft og en kiks og så retur til afdelingen. Men der går ikke lang tid, før jeg mærker en forbedring. Jeg vil gå så langt som at sige, at ECT har reddet mit liv, ellers er jeg næsten overbevist om, at det ville lykkes mig at tage mit eget liv.

Følgerne af ECT er dog ikke fantastiske. Jeg bliver udskrevet i slutningen af oktober 2016 og en masse minder er forsvundet fra min hukommelse, fx kan jeg ikke huske, hvordan jeg har mødt min kæreste, koncert, min fødselsdag mm. Men desværre er mindet om truslen på livet ikke forsvundet, og jeg døjer fortsat med stærke PTSD-symptomer, men jeg afventer behandling på angstklinikken og håber det kan gøre en positiv forskel for mig på længere sigt. Derudover er min koncentrationsevne blevet mindre. Men der er så mange faktorer, der spiller ind, at det er svært at vide, hvad der er årsag til hvad. Tænker i hvert fald at både PTSD og depression kan giver problemer med hukommelse og koncentration.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.