Efter Bernd Bachmann fik en psykisk sygdom, har han indset, at han bliver nødt til at have en realistisk tilgang til det han kan. Og det er ikke det samme, som før han blev syg

Af Bernd Bachmann, illustration af Francisca Meena Rude
Når livet bliver problematisk, kan der ske en af to ting: Den ene og den jeg foretrækker betyder, at jeg holder mig til en detaljeret planlægning af min dag, hvor jeg sætter mål for de aktiviteter, som er mulige. Det kræver, at jeg kan være rationel omkring min psyke, dog uden at lukke helt ned for følelserne. Jeg accepterer dem, som de er og arbejde med dem.
Den anden er lidt mere kompliceret: Hvis jeg ikke er rationel nok og lader følelserne styre for meget, ender jeg ofte med at gå i stå, ikke få lavet noget aktivt, og isolere mig i en periode. Følelserne af utilstrækkelighed og selvhad bliver dem, der styrer min dag, og det eneste, jeg kan gøre er at vente på, at den rationelle tankegang får taget overhånd igen.
Jeg har heldigvis efterhånden accepteret, at det er sådan. Og jeg arbejder dagligt med at få indarbejdet nogle rutiner, som gør det nemmere for mig at være rationel, samtidig med at jeg ikke fornægter mine følelser. Ikke fordi jeg holder af at føle mig utilstrækkelig, men fordi jeg ikke tror, der vil være en udvikling, uden jeg ser og accepterer, at jeg har de negative følelser. Jo bedre jeg bliver til at opdage, hvornår de opstår, jo nemmere vil det være at bearbejde dem, tror jeg.

Slut med at være spontan
Jeg får tit at vide, at jeg er målrettet, og det er jeg egentlig også enig i. Jeg vil fremad, lære nyt og kæmpe for det, der står mig nært. Men jeg er også psykisk syg og har haft alle forbindelser til livet lukket i en årrække, blandt andet ved hjælp af et stort alkoholforbrug. Så der er mange ting, jeg skal lære på ny, og jeg skal acceptere, at min viden på nogle områder er forældet, så det går noget langsommere, end jeg havde forventet.
Jeg er ved at vænne mig til det, men det er ikke uden frustrationer. Tidligere, inden filmen knækkede, var jeg vant til at handle på det, der interesserede mig. Nu er det spontane stort set lagt på hylden, men der er altid en usikkerhed, selv i de planlagte aktiviteter. Langt det meste, jeg foretager mig uden for hjemmets fire vægge, skal planlægges ned i detaljen, så usikkerheden er på et minimum. For selv den mindste uforudsigelighed kan vælte det hele, og det rationelle vil træde i baggrunden og min angst for ikke at slå til vil blive en selvopfyldende profeti.
Tilegnelsen af ny viden er også anderledes. Før i tiden var mine refleksioner præget af, at jeg havde mange forskellige vinkler på en problematik eller udfordring, og vejen fra tanke til handling var let og smidig. I dag er det noget anderledes. At fastholde den rationelle tankegang er blevet til en kamp, og jeg har en tendens til at blive meget fokuseret på en enkelt detalje, fremfor at skabe et overblik. Jeg ved, at noget af det, har med psyken at gøre, men kan desværre ikke afskrive, at der er nogle alkoholrelaterede skader også. Men jeg arbejder videre, om ikke andet, så for min egen skyld.

Genskabt liv med begrænsninger
Trods alle problemerne er jeg glad, ikke bare lalleglad, men oprigtig glad for livet med alle des frustrationer, nedture og opture. For selvom det ikke er nemt, så er det en udfordring, jeg føler, jeg har kræfterne til at tage op. At genskabe et liv med begrænsninger, men ikke desto mindre et liv, og bedst af alt, på mine betingelser. Alkoholen er lagt på hylden, og der bliver den. Psyken er ikke til at regne med, men jeg har efterhånden redskaber nok til, at den kan styres lidt. Så på trods af alt, så føler jeg mig heldig. Ja, jeg er udfordret, men jeg er ikke min sygdom, jeg er mig, og det tror jeg, at jeg vil blive ved med at være.
At følelserne er en del af mig, må jeg acceptere og så kigge på, om jeg kommer fremad mod mine mål, når jeg er rationel. Indtil nu ser det ud til at lykkedes. Så jeg er på vej fremad med små skridt, men hellere små skridt end stilstand.

Små skridt med udfordringer
Noget af det, jeg tumler med for tiden, er det gab, der er mellem mine kompetencer og min viden. Nogle gange kan jeg utilsigtet komme til at føle mig dum samtidig med, at jeg ved, at jeg ikke er uintelligent. Det sammen med mit begrænsede netværk inden for mit interesseområde, som primært er at arbejde med af-stigmatisering og fjernelse af det tabu, der er omkring psykisk sygdom, gør skridtene, jeg kan tage mindre, end jeg ønsker. Og jeg bliver da også nogle gange i tvivl, om jeg vil kunne gøre en forskel udover at skriver i min blog.
Jeg er også med i kommunens psykiatriudvalg og har skrevet et par artikler for Outsideren.dk. Men indenfor arbejdet med af-stigmatisering af psykisk syge og fjernelse af tabu omkring psykisk sygdom, der er jeg lidt på bar bund. Jeg regner med og håber på at få et større netværk med tiden med mennesker med samme interesser. Men her støder jeg ind i et andet problem, nemlig mine humørsvingninger, som gør, at jeg i perioder kan være meget ustabil. Jeg er også begrænset i min bevægelsesfrihed på grund af rester af den angst, jeg led af tidligere. Det gør møder og deslige til en udfordring for mig. Det er ikke altid nemt, men sådan er mit liv nu. Det, jeg kan gøre, er, at holde mig til mine rutiner, deltage der hvor jeg kan og skrive løs. Når jeg gør det, bliver livet lettere, og jeg kan igen sige: Jeg er glad.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.