Hvad vil det sige at være syg?
Hvornår føler vi os syge?
Hvordan ser man selv, at man er syg?

´Stenene der stikker over jorden, kan jeg sagtens mærke igennem min sko, når jeg træder på en af dem – i et splitsekund føles det som om, jeg mister forbindelsen til jorden. I det splitsekund føler jeg mig i ingenmandsland.
Jeg er imellem noget og imellem ingenting – sært at vi på så kort tid kan nå at få en følelse indeni, en skræmmende eller en dejlig følelse, og være bevidst om den, og måske endda huske den altid.
– jeg husker denne ingenmandslands følelse altid, den følelse af ikke at føle noget, ikke at kunne føle noget eller mærke noget – mærke mig selv..
Jeg husker den vinter, hvor jeg utallige gange, i frostvejr midt om natten, gik rundt i min indkørsel kun iført en t-shirt og undertøj.
Jeg husker smerten under mine fødder -den jeg fik, ved at gå på de frostbelagte småsten, der skar sig op i mine fødder.
Jeg husker smerten i mine frosne fingre og i mit ansigt, fordi jeg slog mig selv på kinderne.
Jeg husker smerten på mine frosne lår, fordi jeg klappede på dem med flade hænder.
Jeg husker smerten på mine frosne arme, da jeg kradsede dem til blods.
Jeg husker smerten i halsen, fordi jeg skreg.
Jeg husker smerten i mine knæ, da jeg faldt sammen.
Jeg tog i perioder bad i skoldhedt vand flere gange om dagen – jeg bryder mig ikke om følelsen af varmt vand mod min hud.
Når det lynede og tordnede, kunne jeg stille mig ud midt i det – jeg er panisk angst for lyn og torden..
Sommetider kørte jeg alt for stærkt på små veje med mange træer med vilje – jeg har dødsangst..
Jeg har spist uanede mængder af mad over kort tid, for at kunne kaste det op igen – jeg elsker mad..
Jeg husker, at jeg dengang ikke kunne mærke den fysiske smerte..
Smerten ved at være i mig var umenneskelig og udødelig.
Jeg kunne ikke være der, men jeg ville være der.
Jeg kunne ikke føle noget, men jeg kunne føle alt…hvordan bekæmper man fjenden, når fjenden er en selv…´

Var jeg syg dengang det skete?…..havde man spurgt mig dengang, så havde mit svar været nej – spørger man mig i dag, så var jeg rigtig rigtig syg i sindet på det tidspunkt…

For knap 2,5 år siden fik jeg at vide, at jeg var syg…..at alle de op og nedture igennem mit liv havde en årsag. At der rent faktisk var en årsag til, at mit humør kunne vende på en tallerken – fra det gladeste glade til det sureste sure og til det sorteste sorte.
Hvorfor jeg havde gjort de vanvittige ting som jeg havde,  det havde en grund……og det at der var andre end mig havde det på samme måde – mange endda værre end mig var en kæmpe øjenåbner for mig, for min familie og dem omkring os som havde fulgt med på sidelinjen…..
´Tulle, du har en bipolar affektiv sindslidelse type 2, PTSD, angst, tvangstanker, en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (ikke borderline) og BED´- det var det hun sagde, overlægen i distriktspsykiatrien, da jeg havde været til et utal af samtaler og “min sag” havde været med på forskellige udredningskonferencer.
Jeg blev SÅ glad – tænk at det havde et navn…endelig var der nogen der ville kunne se andet end ´Danse på bordene Tulle og den dovne og triste Tulle´
– eller ville de kunne se andre end hende, jeg havde været i så mange år.
Kunne de kigge igennem mine masker, kunne de se hende, jeg virkelig er
– Turde jeg blive den helt ægte Tulle, hvad hvis jeg ikke kunne være hende, hvad hvis jeg ikke kunne li´ hende –  Turde folk stole på mig og hvad nu hvis…..

Jeg tog på en rejse tilbage i mit liv, og sammen med mine behandlere fandt jeg ud af, at denne lidelse har været min tro følgesvend siden jeg var barn – men at den på daværende tidspunkt havde været aktiv i 22 år …
Jeg tog på rejse igennem alt det forskellige medicin, jeg havde fået, siden jeg havde min første nedtur…
Jeg tog på en rejse igennem mig selv – igennem alle de Tuller´ der havde været i årenes løb…
Jeg tog på en rejse ind i den bipolare affektive sindslidelses verden…
Jeg tog på mit livs rejse…
-og ingen af rejserne er slut endnu. Hvem ved – måske bliver de det aldrig.

Vi er mange med denne diagnose, der før hen hed Maniodepressiv, og der er rigtig mange der kæmper en stor kamp hver dag, bare for at kunne fungere en lille smule – jeg har jo selv været der, eller har jeg?
Jeg ved jo kun, hvordan jeg definerer og føler sygdom på min egen krop, andre har det på samme måde som jeg, mange har ikke… At gå 3 skridt frem, vende mig om og kigge indad på mig selv, har gjort at jeg i dag aldrig dømmer nogen på, hvor syge jeg syntes de ser ud eller virker…..for dem kan en hovedpine være det der gør, at de føler sig syge, og det har jeg stor og dyb respekt for <3
Jeg har de sidste 2,5 år erkendt, at jeg har en livslang følgesvend. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke skal leve med denne lidelse, den skal leve med mig! -og  at jeg er ikke syg, fordi jeg har en bipolar affektiv sindslidelse type 2, for jeg føler mig ikke syg – Jeg har bare en lidelse der til tider fucker mit sind og min måde at agere rundt på op…..
Jeg er heller ikke bipolar – Jeg har en bipolar affektiv sindslidelse…
– men heldigvis er vi er jo alle helt forskellige på den helt vildt underlige – vidunderlige – perfekte – uperfekte måde…<3

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.