Spekulerer over vendepunkter.

Jeg står midt i et. Jeg har lige fået tilbudt en lejlighed, i Næstved og sagt ja tak.

Det er som at flytte hjemmefra efter at være blevet genfødt og vokset op på ny.

Askov Møllehus har givet mig alt: kærlighed, omsorg, trøst, støtte. Jeg er vemodig over at skulle sige farvel. Men nogle gange må man videre.

For samtidigt med alt jeg har fået har jeg også mistet mig selv.

For et år siden ville jeg flytte, og det føltes rigtigt i hjertet. Men jeg lyttede til alle de andre, og sagde nej. Og så mistede jeg mit hjerte. Troede aldrig jeg ville komme videre. Begyndte at se alt det negative ved Askov Møllehus og alle de andre beboeres fejl og mangler. Men nu tør jeg. Flytte. Stå ved, at jeg ikke magter at bo på institution mere, men har brug for at bestemme over mit eget liv.

En af de ting jeg glæder mig til, er privatliv. At ingen ved, hvis jeg har en fyr med hjem, eller hvilke venner jeg ser. Jeg er begyndt at snakke meget med en bestemt fyr, men tør ikke invitere ham herhjem, fordi de andre er så nysgerrige, og jeg ikke kan slappe af helt her.

Og dybest set handler det om, at jeg er bange for de andre. Bange for deres vrede, som mange gange viser sig pludseligt som en trold i en æske, der springer frem. Og derfor kan jeg heller ikke slappe af, når jeg er alene på mit værelse. For jeg tror vitterligt at der kommer nogle og skælder mig ud for at nyde og være mig selv.

Det hænger sammen med, tror jeg, min stedfar, der i min barndom havde pludselige vredesudbrud (han havde alkoholiske tendenser) og kunne finde på at lade det gå ud over mig, når som helst, hvor som helst. Og den vrede er jeg stadig bange for, og dybest set mener jeg ikke det er nødvendigt at hæve stemmen eller true andre, eller sige mærkelige ting, som mange af dem her gør, for at kommunikere, men mener man kan tackle konflikter konstruktivt. Det har jeg aldrig lært hjemmefra, og det lærer jeg ikke, så længe jeg er her.

Jeg skal ud blandt almindelige mennesker, der ved, at man skal behandle hinanden pænt, og sikre gensidig tryghed.

Jeg har skrevet til fyren, at jeg først vil ses, når jeg er flyttet. Ikke hvorfor, men det er fordi jeg er ikke den bedste side af mig selv i øjeblikket. Og det har jeg det vildt dårligt med, både overfor venner og også fyren her, fordi hver eneste gang jeg er ude tænker jeg på, at det kun er midlertidigt, og at jeg skal tilbage til uro og utryghed igen.

Måske er jeg hypersensitiv. Men jeg har gentagne gange prøvet at ændre mig for at passe ind alle vegne, og jeg er ikke født med læderhud, og det kom åbenbart heller ikke med alderen. Ergo må jeg vælge, hvilke mennesker, jeg omgås, og i hvor lang tid, som i pretty woman: ” I say who, I say when”. Jeg er menneskekender. Jeg ved hvilke typer jeg skal holde mig fra, og hvilke typer jeg skal lukke ind. Og det er det gode, min stedfar har givet mig. Jeg har lært at være ekstra sensitiv på, hvad der er godt og skidt for mig.

Så intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg får min egen rede. Og med tiden lærer jeg forhåbentligt, at der kommer ingen og forstyrrer om jeg så måtte stå på hovedet nøgen.

Men jeg er fyldt med kaos. Kaos fordi jeg næsten ikke kan vente til det sker, og sørgmodighed, over at sige farvel, fordi jeg ved, jeg er vanemenneske, og skal starte HELT forfra når jeg flytter, med struktur, døgnrytme og at lære mig selv at kende. Og det skræmmer mig. Dette spænd ligger jeg i, 90 procent af min vågne tid, og det eneste jeg kan er at prøve at aktivere mig selv, med mindst muligt destruktive aktiviteter, hvor jeg ikke gør skade på fx relationer med venner, men maler eller laver mad.

Jeg har aftalt med Askov Møllehus, at jeg skal lave mad selv (vi plejer at spise sammen), hver dag fra på fredag og til jeg flytter, og selv stå for indkøb. Dette glæder jeg mig enormt til, for så har jeg en slags begyndende frihed, nemlig friheden til at vælge, hvad jeg putter i munden, og hvor meget negativitet der skal være under måltidet.

Jeg får svar i løbet ad ugen, på, om lejligheden er blevet min. Det håber jeg den gør, og håber også, at hvis det bliver et ja, kan jeg slappe bedre af, og sætte en stopper for paranoide tanker såsom ”Nogle prøver at forhindre mig i at få en lejlighed, fordi de ved, jeg vil blive lykkelig”.  Hvis jeg underskriver lejekontrakten er jeg min egen lykkes med. Og det skridt glæder jeg mig til og tør tage.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.