Jeg har haft mange forskellige diagnoser gennem tiden: borderline, emotionelt ustabil personlighedsstruktur, skizotypi, skizofreni, submanisk, let til psykose, paranoid skizofreni.

Jeg er forvirret. Min nuværende diagnose er skizofreni.  Og grunden til jeg værgrer mig ved denne diagnose er, at jeg egentligt ikke helt føler den passer.  Jeg har hørt, at mange oplever en lettelse, når de får deres diagnose, for så giver symptomerne pludselig mening, og mange brikker falder på plads. Men sådan har jeg det ikke. Og hvad, hvis det er fordi jeg har fået den forkerte diagnose? At jeg ikke har oplevet dette? Eller er mit sygdomsbillede (og mange andres) blot for kompliceret til at det passer ind i en enkelt diagnose?

Jeg har tænkt over det, og som en ven sagde, så er det ikke så vigtigt at få den rette diagnose. Faktisk er det også mere medicinen jeg bekymrer mig om. Jeg har pt. struktur og en nogenlunde ide om hvem jeg er, men kan opleve, at blive mikropsykotisk eller submanisk, og dette er faktisk også hvad jeg af 16 psykologer på Frederiksberg hospital er blevet testet til. Men hvorfor får jeg så antidepressiv? Er det på grund af selvmordstankerne, eller min depression, jeg havde for mange år siden? Og hvis det gør mig mindre depressiv, bliver jeg så submanisk af det? Har tænkt på at fjerne det antidepressive, men hvad hvis jeg får selvmordstanker? Og så er der angsten, den sociale, den dukker op engang imellem, og får mig til at tænke på, at jeg skal have noget medicin mod angst.

Det ER kompliceret, og siden jeg er max besluttet på at få det så godt som muligt, vil jeg gerne have den optimale medicin. Der er ingen anden udvej end at snakke med min psykiater og ikke være bange for at være til besvær, når jeg gør det. Selv om min diagnose er skizofreni, må det vel være de symptomer jeg har, eller problemer i hverdagen, der afgør hvilken medicin jeg skal have.

En ting er sikkert. Jeg kan ikke undvære medicin. Jeg er uenig med dem, der siger, at medicin er for at hæmme de naturlige følelser i livet, eller et påfund fra medicinalindustrien der tjener fedt på os sårbare.

Hvis jeg ikke tager min medicin, er jeg så overvældet af min indre tilstand, at jeg enten sidder og stirrer ud i luften dagen lang eller render rundt og er aggressiv og udadreagerende. Og begge dele har samfundet lært mig, ikke fungerer.

Så er det mig eller samfundet den er gal med, eller begge dele, eller ingen af delene? Jeg vælger at tro, at det mest optimale er det, der skaber mindst vold og størst lykke hos mig selv og andre. Hvis jeg sidder passivt hele dagen bliver jeg ikke lykkelig. Hvis jeg er for udadreagerende, skader jeg andre.

Så dette indlæg er både overvejelser omkring diagnose og medicin, men ikke mindst et slag for medicin. Jeg siger ikke at alle skal tage medicin, for nogle er stærke nok til at klare sig uden, og det er fint. Vi har alle en forskellig grad af sårbarhed. Men jeg siger at det er vigtigt for mig at få den rigtige medicin, og derfor vil jeg nu snakke med min psykiater, så jeg sikrer at jeg får den optimale støtte. Men for nogle er det livsnødvendigt.

Diagnoser.. er bare arbejdsredskaber, som psykiaterne bruger, og ikke min personlighed. Det er ligesom at have kræft, du har en sygdom, den påvirker dig, men du er ikke sygdommen. Derfor bliver jeg ked af det hver gang jeg føler jeg bliver stigmatiseret på grund af min diagnose, eller skubbet væk, og derfor har jeg i mine første fire blogindlæg gjort et stort nummer ud af at beskrive mine positive egenskaber og mine succeshistorier. For at tegne et nuanceret billede af ”en psykisk syg”.  Det har ikke været for at neglicere problemerne, for jeg har dem, og jeg vil også gerne skrive om alt det indre, alle kampene, men qua jeg er uddannet ”en af os ambassadør”, er en af mine prioriteter at nedbryde tabuer, både hos mig selv og andre.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.