Det har givet mening

Det er ikke mere end et 1/2 år siden at jeg blev diagnosticeret med Bipolar lidelse type 2. Jeg har været sygemeldt siden og det har været en svingtur på både godt og ondt. Det gav god mening for mig, da jeg fik denne diagnose. Ærligt har jeg altid følt mig anderledes og har dermed følt at jeg har en hjerne der har `fucket´ med mig. Beklager udtrykket.

Tilgiv mig

Jeg ønsker ikke at undskylde, men søger blot forståelse hvad angår min sygdom. Jeg er en del af den og den er en del af mig. Jeg er den jeg er og tager gerne ansvaret for de dumheder som jeg kan skabt eller skaber mig, på min vej! Intet kan ændres, trods jeg har forståelse over for mine omgivelser, at der er visse ting der ikke er i orden! Det eneste jeg kan gøre i sådanne situationer er at tage det til mig og være opmærksom på mig selv! Jeg ønsker ikke såre nogen og heller ikke mig selv!

Er det en undskyldning

For alt i verden er mit største ønske nok inderst inde at kunne ændre på visse ting, men det kan være svært når man er impulsivt drevet på mange områder. Det er en del af min hypomani, nok også min ADHD. Jeg er oprigtig ked af, at jeg kan gå ud over folks grænser, nok også mine egne.

Jeg er jo ikke fuldstændig grænseløs og har heller ikke noget problem med selv at sige fra, hvis nogen går ud over mine! Jeg gør det tydeligt hvis jeg føler mig trådt på, men der skal alligevel en del til og værste tilfælde bliver jeg følelseskold og grov, hvilket jeg ikke selv kan styre, så det fordi jeg har følt mig trådt på i en tid! Forstå at jeg ikke er ligeglad med hvad du eller andre føler, men at jeg kan have svært ved at styre mig selv, i perioder!

At miste grebet

Min hypomani opstår for det meste, når jeg har mangel på søvn, når jeg ikke tager min medicin på rette tidspunkt. Det ulideligt og har desværre ikke den selvdisciplin endnu der skal til, for at kunne ændre det.

Jeg bliver så pokkers dårlig og ved i dag, at jeg ikke kan undvære min medicin for noget. svigter jeg både søvn og medicin, kan jeg ikke holde ud at være i mig selv!

Bliver hurtigtoverstimuleret af for mange mennesker, bliver så drænet at jeg får sociale tømmermænd og lukker mig inde. Når jeg først lukker mig inde, føler jeg mig ensom og overset. I bund og grund en situation jeg selv skaber mig, uden at være helt bevidst om det. Jeg lever i nuet og handler som jeg har lyst til ud fra hvordan jeg nu har det.

Tilstår

Det ikke en dans på roser og ingen kan fortælle mig, hvor meget de end gerne vil hjælpe, hvad der rigtigt og forkert for mig, for jeg forstår det i bund og grund ikke og de er ikke inden i mig. Jeg kan nikke og give personen ret i det hun siger, i det hun vejleder, men det gør ikke at der sker en ændring. Samtidig er det svært at acceptere at nogen skal fortælle mig hvad jeg skal, eller burde gøre, efter som jeg ikke blander mig i deres personlige gøremål.

Ej at forglemme skal man også huske at jeg har min egen personlighed ved siden af, men kan snart ikke finde ud af at skelne imellem min Bipolar og min egen personlighed. Jeg har ikke gjort mig til min sygdom, men den fylder så ekstremt meget, fordi at jeg er mere hypomanisk end depressiv.

I dag står jeg med åbne arme

Jeg ser mig selv som et optimistisk menneske og kæmper til det yderste, er ikke i tvivl om at alle mennesker kan ændre sig! Hvis de altså selv ønsker at ændre sig. Alt er en process.

Til at starte med kunne jeg ikke acceptere at jeg fik kastet `Bipolar´ ned over hovedet. Jeg var gal og mente bestemt ikke at det var det som jeg kunne ‘fejle’. Da jeg begyndte stille roligt at sætte mig ind i hvad det var for noget, gav det jo mening. Så i dag kan jeg sige..

`JA! Jeg er bipolar og det er en del af mig. Du vil se mig både glad og ked af det, måske på samme tid, Du vil opleve mig som impulsivt og ikke bange for at springe ud i noget, være ærlig, meget ærlig, sjov og humoristisk, tale som et vandfald, endda afbryde dig, hvis ikke du stopper mig! Du ved jeg er hypomanisk hvis jeg drikker 5 kopper kaffe på en time og mine øjne og pupiller er ligeså store som rundetårn.

På den anden side kan du opleve en ked af det og frustreret L… hvor jeg ikke har mulighed for at forklare dig, hvad der er galt, jeg vil være lukket inde mig selv og du vil til tider opleve jeg er i en anden verden.

Call me a dreamer

For det er rent faktisk hvad der sker. Jeg drømmer mig væk, drømmer mig væk i en verden hvor alt er godt. Det er min forsvarsmekanisme! Jeg vil ikke være tilstede og jeg vil have svært ved at høre efter hvad du siger. Ikke fordi jeg ikke vil, men der er så meget der fylder, mere end du tror!

Min habituelle tilstand

Min manio-depressive tilstand vil jeg kalde min habituelle tilstand, men der er ikke virkeligheden! Den habituelle tilstand er når jeg er logisk tænkende, kan lytte til dig når du taler, og hvor ikke altid skal handle om mig! Når jeg fortæller dig, hvor syg og dødkedelig verden er udenfor, når jeg forklare dig hvordan jeg oplever de falmende farver på husets mure. Når du høre jeg ikke har brugt en krone de sidste 14 dage, fordi jeg ikke aner hvad jeg skulle købe, og når du høre jeg ikke har kontaktet hele min telefonbog som jeg plejer:-) Jeg kan ikke andet and at sige..

SÅ DEN GAL!

Tilgiv mig<3

 

Om Forfatteren

Fakta: Louise 31 år. Bor på Islandsbrygge. Arbejder inde for sundhedssektoren. Velkommen til min verden, hvor ydersiden er perfekt, alt fremstår perfekt, hvor virkeligheden i det perfekte kan være mest kaos! Jeg er min egen person, siger tingene som de er, handler impulsivt, instinkter uden fornuft, lever mest i min hiberverden og helst hver dag hvis jeg kunne! Du vil opleve en ærlig person, en del stavefejl og måske en del usammenhængende tekster i ny og næ.. hvorfor ikke give et helhedsbillede af en selv, hvor alt er så fucking fantastisk og så alligevel ikke helt! Velkommen til en verden med med diagnoser, man ikke selv har kontrol over, men et ønske og håb om at få det:) Alt kontrol er sluppet fra min side. Jeg kæmper for at bryde tabuet omkring psykiske lidelser... Jeg er næsten ikke i tvivl om at de ´Normale´ kan lære mere af os, end vi af dem! definer normal´?!

3 Kommentarer

  1. Ulven Malene

    Kære Louise,
    Tak for dit indlæg. Du har helt ret – det er en proces at erkende en diagnose lige meget hvad den end måtte være. Og det er også en proces af længerevarende karakter at lære at håndtere den/dem. For mit eget vedkommende med bipolar lidelse er processen ikke lineær men derimod frem og lidt tilbage. Dog kan jeg begynde at mærke fremgangen får bedre fat, fordi jeg nu lytter til mig selv og tilgiver mig selv når et tilbagefald indimellem bryder igennem.
    Held og lykke og kærlige tanker fra mig til dig og din videre proces
    Kh Malene

    Svar
    • BagMitSmil

      Kære Malene

      Tak for din kommentar🙂
      Dejligt at høre du mærker fremgang og har dig selv med. Jeg håber klart at nå dertil hvor jeg har mig selv med 100 %. At det er okay at have tilbage fald, for det er sådan der er!😊

      Svar
  2. Rikke

    Puha, Ja er selv bipolar af blandingstilstand og har en skizotypisk personlighedsforstyrrelse. Kender alt for godt til det du skriver. Din beskrivelse af “sociale tømmermænd” kender jeg kun alt for godt. Jeg bor på bosted og forsøger hele tiden at finde strategier så jeg trods alt kan være lidt sammen med de andre. For ikke så længe siden var vi på handletur og den tog et par timer. Vi var 4 eller 5 beboere. Resten af dagen og den følgende var jeg i min egen hybel. Magtede ikke ændres selskab.
    Du lyder til at vide hvad der trucker og Ja, jeg kan også se, at glemmer jeg min middags medicin og får taget den f.eks. 4 timer for sent så kikset det fordi det jeg får hjælper til at holde tanker og følelser lidt i skak.
    Du kæmper og det er det vigtigste. Tak for din beretning. Du er ikke alene.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.