Jeg bliver både såret og vred på de afdødes vegne, når selvmord bliver optalt som et valg. Der er sket en del selvmord blandt de kendte for det sidste, og hver gang er der en, der beskriver det som et valg. Så kører diskussionen blandt læserne – krydret med holdninger, følelser og fordomme. Jeg ville ønske, at vi brugte udtrykket ”er død af selvmord” frem for ”valgte selvmord”. Med mindre der ligger et afskedsbrev, der beretter, at vedkommende har taget en rationel beslutning om, at døden virkelig er det bedste valg – så ved vi ikke, at der har været tale om et valg.

 

Jens Grund, ”Selvmordet og medierne”, Berlingske, 15. juli 2016

”Vi skal naturligvis omtale selvmord nænsomt, ikke dvæle ved metoden, men er vi i virkeligheden ikke med til at forstærke tabuiseringen af selvmord ved at være så tilbageholdende? Som om selvmord skal skjules. Som om vi ved at nævne selvmordet rejser en skamstøtte og anklage mod familien. Som om det er andres skyld end selvmorderens. Det er det ikke. Selvmordet er altid den enkeltes ultimative valg – og skyld.”

 

Det er desværre ikke kun medierne, der takler omtale af selvmord på en uheldig måde. Jeg hører det tit – selv blandt ligesindede og hos de professionelle. Vi skulle gerne komme selvmord til livs. Selvmord dræber trods alt flere end trafikken. Men tør man tale åbent om selvmordstanker, når man nu bliver dømt? Vi skaber en selvforstærkende, ondt cirkel – ikke at kunne dele sine selvmordstanker og ikke at blive hørt, er den afgørende skridt den forkerte vej. Så er der kun tilbage, at handle…

Beregninger fra Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse viser, at mænd over 80 år havde i 2015 den højeste selvmordsrate, skriver Kristeligt Dagblad. Selv om vi deler erfaringer med selvmordstanker, så har jeg ingen ide om, hvordan det er at være 80 år og have selvmordstanker. Jeg ved heller ikke noget om, hvordan det er at være et ungt menneske i et præstationssamfund. Eller en misbruger. Eller hjemløs.

Jeg ved, hvordan det er at være syg i sindet. Men jeg ved ikke, hvordan det er for andre. Jeg ved faktisk kun, hvordan det er at være mig. Vi kan købe fuldstændig identiske sko, men vi kan umuligt vide, hvordan det føles for andre at have dem på.

Så længe vi omtaler selvmord som et valg, fodrer vi hinanden med fordomme om psykisk sygdom, som er en af årsagerne til, at mennesker dør på denne tragiske måde. Men fordomme er der nok af. Nu mangler vi viden. ”At vælge selvmord” indikerer på, at psykisk sygdom bare er et brist i karakter, og selvmord er dermed et egoistisk valg for at slippe for ansvaret. En fordom, der for længst burde være udryddet.

Jeg har selv været i livsfare. Jeg husker ikke, at jeg ønskede at dø! Det var ikke mig. JEG havde al grund til at være lykkelig. Men NOGET tog styringen over min hjerne. Som min partner sagde – pludselig fik jeg et dødt blik. Et helt igennem dødt blik, der kikkede ham lige igennem, og jeg var ikke til stede i det, der foregik rundt omkring mig. Disse black-outs kom ud af det blå, uden at jeg havde kontrol over det. Efterfølgende var det som at vågne op af koma – ej, det kan da ikke passe, at jeg gjorde det og det.

Ja, der har været utallige gange, hvor jeg har omtalt døden som en mulighed – men det er alle de gange, hvor jeg IKKE døde. Og det er jo fordi, at jeg alle de gange har været i en tilstand, hvor jeg reelt KUNNE tage et valg. I en tilstand, hvor jeg netop kunne tænke rationelt – vælge hjælp til at bekæmpe sygdommen. I en tilstand, hvor jeg var bevidst om, at det ikke er MIT ønske, men det er sygdommen, der prøver at slå mig ihjel. Denne valgmulighed havde jeg slet ikke, dengang jeg var i livsfare. Jeg var helt væk. Utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Mine dagbøger er fyldt med udråb ”jeg vil ikke dø!” fra dengang jeg var syg. Jeg var hunderæd for, at min død bliver selvmord, fordi min bipolare lidelse var så ukontrollerbar. Hunderæd – ikke egoistisk. Hverken jeg eller mine nærmeste skal påduttes følelsen af skyld! Psykisk sygdom kan altså være dødelig – det er et faktum.

Det er velkendt, at selvmordstanker er et udbredt symptom på depressioner. Jamen, skal jeg skamme mig over at have et symptom? Det har været oppe, at antidepressiv medicin kan føre til selvmord. Jeg er en af de bipolare, der slet ikke kunne tåle antidepressive. Jamen, hvor groft er det så lige, at kalde selvmord for min egen skyld? Vi har kunne læse, at bekymrede pårørende ikke bliver taget seriøst, og det koster liv. Mine nærmeste har også prøvet at blive ladt i stikken. Jamen, hvem er det så lige, der løber fra ansvaret?

Selvmordsprocessen er lang og kringlet, og der er rigtig mange faktorer, der spiller ind. Jeg ville tro, at der blandt de mange selvmord må være nogen, der tager deres liv efter en velovervejet proces. Men det er altså kun den afdøde, der ved det. Derfor må vi andre bide fordommene i os, og udvise noget respekt og medfølelse – på samme vis, som vi gør, når døden sker af andre årsager.

Foto: Loucia Annachanell

Om Forfatteren

Efter et vellykkedes recovery, har jeg valgt at dele min historie. Målet er, at skabe lys og plante håb hos mine medfæller, der dagligt slås med angst, lider af depressioner eller har en diagnose. Man kan godt få et værdifuldt liv, på trods af, og måske lige frem netop på grund af sårbar psyke... Drivkræften bag min åbenhed er, at vise den enorme styrke det kræver, at være sårbar. Vi bliver ofte set som svage, fordi vi er til at knække. Vores daglige kamp som gladiator bliver negligeret. Det vil jeg gerne protestere imod... Jeg har tidligere skrevet under et andet navn. Linket finder du her: outsideren.dk/author/dace-neimane

4 Kommentarer

  1. Ulven Malene

    Kære Loucia,
    Som du allerede ved, er jeg fan af dit indlæg, fordi det er (endnu) et vigtigt emne at tage op, da selvmord, selvmordstanker og selvmordsforsøg er stærkt tabuiseret. De mange misforståelser der hersker i samfundet vedrørende dette emne har desværre tit ført til at jeg (og helt sikkert også mange andre) ikke har åbnet munden og delt de sorte tanker om død med andre, så selvmordstankerne i stedet for at blive mindre voksede indtil de ikke længere kunne ignoreres og impulsen til selvmordshandling kom. Så tak for at tage hul på emnet. Der kan nærmest ikke komme nok fokus på emnet.
    Kærlig hilsen Malene

    Svar
  2. Katja

    Hvor er jeg dog enig i, at fordommene skal væk, og der skal tales mere om selvmord, og selvmordstanker. Godt skrevet.

    Svar
  3. Loucia Annachanell

    Tak skal I have. Jeg tror, at vi kan blive bedre til at forebygge selvmord. Der er netop rigtig mange misforståelser omkring, hvordan det hænger sammen. Misforståelser, der gør ondt værre. Jeg håber, at Outsideren kan blive stedet, hvor vi trygt og åbent kan drøfte de mange nuancer forbundet med selvmordstanker, oplære hinanden i at gribe dem på den helt rigtige måde, samt bryde tabuet.

    Svar
  4. PayItForward

    Wow! Så stærkt og respektfuldt skrevet.
    Jeg er helt rørt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.