Mange gange i løbet af mit liv, har jeg sagt farvel..

Jeg har sagt farvel for altid, farvel til misbrug, farvel til venner, farvel til min far…
Ligegyldigt hvad for et slags farvel jeg har sagt, har det altid gjort lige ondt. Jeg ved godt at når en dør lukkes, så åbner der sig en ny.. Men det er aldrig sjovt at sige farvel.. Det gør altid ondt. Helt ind i maven. Som om jeg nærmest kan høre mit hjerte blive slået itu. Men på en eller anden rigtig mærkelig måde, har det gjort mig meget stærk. Jeg er stærk nok til at se en dag imorgen, selvom jeg har sagt farvel idag. På den anden side er jeg med tiden blevet en meget skrøbelig type, som har en frygt for at miste og skulle sige farvel. Jeg knytter mig hurtigt, jeg elsker hårdt og jeg giver ikke slip…

”Jeg har måtte sige farvel til mange grundet min sygdom, der er mange der ikke kan acceptere det. Der er mange som ikke forstår og bare støtter op om en. Jeg synes det er rigtig hårdt.. det hele er hårdt. Jeg har ingen tilbage, jeg står alene, jeg er helt alene.. selvfølgelig har jeg en rigtig god familie, men det er det eneste jeg har.. jeg forstår ikke hvordan man bare kan skrotte en pga en sygdom.. nej jeg er ikke som jeg var før. Jeg er ikke ligeså livsglad, jeg griner nok ikke ligeså meget mere, men jeg er stadig gode gamle Manja som bare kæmper for at få et godt liv.. jeg er ikke sygdommen, jeg har sygdommen, og det er der mange der slet ikke kan forstå og acceptere. Og det knuser mit hjerte.”

 

Det værste er at skulle sige farvel for altid…
Jeg tænker hver evig eneste dag, på alle dem der er gået bort. Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere døden. Jeg har svært ved at forstå hvorfor… Jeg har svært ved at tro på skæbnen lige på det punkt. Jeg har så svært ved at acceptere og komme videre, selvom jeg er ved at vænne mig til det.. Jeg er ved at finde glæden ved at leve, glæden ved at leve i smerte..

 

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 22 år. Jeg er en tatoveret brille abe. Siden jeg var 14 har jeg gennemgået smerter, svigt, endnu flere smerter, modgang og en masse sorte huller. Jeg deler ud af mine tanker og følelser. Jeg deler ud af mine skriverier, både gamle som nye. Min familie er grunden til jeg stadig er her idag. Min hund har reddet mit liv, op til flere gange. Jeg har haft en hash relateret psykose, jeg har generaliseret angst, social fobi og træk fra panik angst. Jeg taler tabuet ihjel!

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.