Hvordan jeg blev psykisk syg..

 Da jeg gik på hf fik jeg en lavalampe i hovedet. Jeg husker, at  jeg skulle tænde den, sad på madrassen under mit vindue i det lille klubværelse jeg boede i, og den stod i vindueskarmen. Ved et uheld kom jeg til at hive i ledningen og den faldt ned på min isse. Det næste jeg husker er pip fugle der snurrer rundt som i et Anders And blad, når nogle har slået sig, og jeg tænker jeg hellere må gå til lægen. Lægen siger jeg skal gå hjem at ligge mig, til det ikke gør ondt mere. Og det gør jeg så. De første 3 dage er det rart med en pause fra skolen, jeg får tænkt alt igennem. Så tænker jeg lige alting igennem en gang til. Og så lige en gang til. Og til sidst har jeg tænkt alt igennem så meget at jeg begynder at blive helt tom indvendig og bange, for hvad hvis jeg aldrig får indtryk igen, eller aldrig får noget nyt at tænke over. Der , efter 3 uger bliver jeg sindssyg. Jeg begynder at snakke med væggene, tankerne kører i ring, og jeg hører dem højt. Jeg har tankemylder.

 

Efter 3 måneder bryder min far ind, og hjælper mig med at tage min hf færdig, som nu er blevet på særlige vilkår efter for meget fravær, og jeg klarer det flot, for min hjerne er renset for personlige problemer, men efter det begynder depressionen. Hvad skal jeg læse? Hvad hvis jeg får det dårligt igen? Kan jeg klare et normalt liv. Og hvad med pengene. Jeg bliver lærervikar og flytter hjem igen, men falder ind i et mønster med at være bange for at slå mig, og da jeg under en fodboldkamp i skolen får en bold i hovedet tager jeg hjem, lidt kvalme, men har sidenhen undret mig om jeg skulle blive. Jeg ligger mig i sengen. 3 mdr. så gør jeg det samme, min far gjorde for mig. Bryder isolationen, tager på interrail. Det er godt. Jeg er glad. Starter på Roskilde Universitet, er meget stresset og påtager mig for meget ansvar, og er i tvivl, om jeg har valgt det rigtige studie. Jeg bor på kollgie. Jeg overværer en fodboldkamp, hvor jeg slumrer i græsset med mine medbeboere. Jeg får en fodbold i hovedet. Vågner og tænker fuck nu skete det igen. Men beslutter at denne gang vil jeg ikke hvile, selv om jeg er svimmel og har kvalme. Jeg går til min venindes fødselsdag og drikker mig fuld, og gør rent på mit værelse, og handler ind og ligger mig så. I et halvt år. For at blive sikker på at blive rask. Men vender og ned på dag og nat og får vrangforestillinger. Og der bliver jeg så syg, at jeg til sidst bliver indlagt, fordi jeg nu også er begyndt at føle jeg flyder sammen med andre mennesker, være paranoid og isolere mig fra alle, familie, venner, kæreste. Mine selvmordstænker er så massive, at jeg overvejer selvmord, og jeg følger i fodsporene på min veninde Caroline, der har banet vejen for mig, og er blevet indlagt et år tidligere. Jeg bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

Hvad har jeg lært af det?

  1. Sig fra i tide, ellers siger kroppen ubevidst fra, fx hvis du er på et studie eller job, du ikke kan overskue.
  2. Søg hjælp i tide, jeg valgte at tro ingen ville hjælpe mig og blev bare dårligere og dårligere.
  3. Der er en sammenhæng mellem fysikken og sindet
  4. Balance er godt for mig, og jeg kunne have genoptrænet langsomt og doseret aktiviteter efter energi, det ved jeg nu.
  5. Undgå isolation, det kan virkeligt fremprovokere symptomer!

 

 

 KH Janni

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.