Det der med sommerferie…

Der er ting jeg virkelig ikke bryder mig om herunder rosenkål, kapers og edderkopper, men en helt anden ting er ferie, og specielt sommerferie.

 

Jeg har en ADHD-hjerne som har brug for struktur og forudsigelighed, ellers har den tendens til at brænde sammen og give mig nogle mentale hjerneblødninger.

 

Når man bor på en institution er dagene rimeligvis skemalagte og man bliver korrigeret i det meste. Hvis fx gik til højre men egentlig skulle være gået til venstre, så skulle jeg nok få det at vide. Nu har jeg snart boet for mig selv i halvandet år og ingen tvivl om at der kæmpe forskel. Hvis jeg i dag går til højre hvor jeg skulle være gået til venstre, så må jeg selv finde ud af det, vende om og gå tilbage for så at dreje af det rigtige sted.

Til tider kan det godt pisse mig af at det skal være så besværligt, men 11 års institutionsliv piller man ikke bare af, og det tager tid men jeg ved også at det nok skal lykkedes.

 

Nu er sommerferien snart slut og jeg har virkelig skulle kæmpe mig igennem sommeren. Jeg har haft lidt store udsving i mit humør engang imellem, for intet er som det plejer at være.

 

Når jeg normalt går op i Næstved by om formiddagen er der ikke så mange mennesker, men pga. skolernes sommerferie og ferie generelt har der virkelig været mange mennesker og især børn. Jeg har intet mod børn men det er ikke som det plejer at være. Jeg skulle planlægge mig ud af alting. Det at gå på apoteket skulle helst gøres kl. 9.00 så jeg undgik for mange mennesker. Hvis jeg skulle andet oppe i byen så har jeg gerne gået en omvej for at komme udenom gågaden og de mange mennesker. Jeg har virkelig måtte tage mine forholdsregler og planlægge mig ud af ting jeg skulle uden for min egen matrikel.

 

Jeg bryder mig ikke om at komme ud af min comfortzone og det har også gjort at jeg har isoleret mig mere end jeg normalt gør. Jeg har haft et endnu større behov for at mine aftaler med andre var planlagte med tidspunkter og hvordan rammerne skulle være.

Jeg havde faktisk så meget kaos oppe i hovedet at jeg måtte melde fra til Mads’ 13 års fødselsdag, hvilket jeg faktisk havde meget dårlig samvittighed over, men jeg var bare heller ikke et sted hvor jeg kunne rumme andre mennesker. Heldigvis har jeg en meget forstående og rummelig bonusfamilie som godt ved at jeg aldrig ville melde fra, hvis det ikke var fordi jeg virkelig ikke kunne magte det.

 

En sommerferie får tingene til at flyde ud og jeg har været rigtig ustabil i tidspunkterne med hensyn til min medicin, som formentlig også har kostet mig et epileptisk anfald og mad har ikke været noget jeg har gjort det vanvittig meget i, hvilket heller ikke hjælper på psyken.

Jeg er nu ved at omstille mig og ved at tingene snart er normale igen da skolerne snart starter op, men jeg når nok først 1. september før jeg er ved at være tilbage.

Struktur og forudsigelighed er så vigtigt for mig, og jeg tror ikke altid jeg tænker over det, men ferier er et sandt bevis på hvordan min hjerne fungerer.

 

Når jeg ser tilbage på sidste sommer, så har jeg været meget bedre i år og har håndteret det rigtig godt. Mens Sanne har været på ferie har jeg haft en backup i Socialpsykiatrien af Kamilla, så der har altid været et sikkerhedsnet og jeg har også brugt det når jeg har haft brug for det. Kamilla har godt nok skulle tage nogle diskussioner og kampe med mig, som Sanne plejer at tage med mig. Men hatten af for at Kamilla har lagt øre til vrede gloser, irritation og samtidig har kunne holde mig nogenlunde på sporet. Alt sammen i en fælles indsats.

 

Men den kæmpe forskel fra sidste år og så til i år, så tror jeg virkelig på at jeg med tiden vil blive rigtig god til det der ferie, da livet jo også er en lang læring og måske hade det mindre end rosenkål, kapers og edderkopper