At vågne op til livet

Jeg har skrevet denne lille korte historie, for at minde mig selv og andre om hvor dyrebart livet kan være på trods af livets udfordringer. Historien er fiktion, men jeg har faktisk haft nogle få nærdøds oplevelser, som denne historie handler om. Den ene af gangene var da jeg kom ud for en bilulykke, på det værste tidspunkt i mit liv. Jeg var 17 år, bange og usikker på mig selv, og ønskede bare at dø. Har aldrig oplevet noget mere ensomt end at ligge i en ambulance, mens sygeplejersken råbte: “Hendes puls falder!” Og jeg bare håbede at dette var enden på alting.

Heldigvis overlevede jeg. Heldigvis, for ellers havde jeg ikke mødt min dejlige kæreste som jeg har i dag. Jeg havde ikke oplevet et forlag interessere sig for min roman og den lykke det medbragte. Jeg havde ikke danset på en højtaler på Train i fuldeskab på min 19 årige fødselsdag og følt jeg stod på toppen af verden.

Jeg er stadig på mange måder som et barn, måske på grund af at jeg som barn og ung var stærkt psykisk syg og dermed gik glip af omverdenen. Jeg gik i en tåge, eller en drøm.
Det er der jeg ikke kan lade være at tænke på at jeg nok heller ikke ville kunne skrive som jeg gør i dag, hvis det ikke var på grund af alle de erfaringer jeg har med mig i bagagen. Jeg er 36, og føler mig tit som en på 80. Det er faktisk ret belastende skal jeg lige hilse og sige 😉

Men jeg lever, måske lever jeg nok på kanten af vanviddet, men jeg lever og det er for mig en sejr i sig selv, for min krop, sjæl og hjerte har kæmpet sig op til overfladen så uendeligt mange gange.
Jeg har virkeligt været helt der ude hvor alt bare var sort nat. Så her er en historie om at vågne op til livet:

Livet venter der ude

Toget susede der ud af i en rasende fart, og uden at opdage at toget forulykkede, var jeg pludselig væk i mine egne tanker. Jeg skulle finde gud, men hvordan? Jeg begyndte at spørge mig selv, om der virkeligt fandtes en gud? Og i så fald, hvorfor var gud der ikke, da jeg følte mig allermest forladt. Men det var ikke bare det, jeg ønskede at tro på mig selv. Faktisk havde hele mit liv været sådan her, som en vandring i en endeløs tom oase. Jeg havde mere end en gang forsøgt at flygte til himmels. Selverkendelse var ikke min stærke side, men jeg indså, at for at komme videre måtte jeg erkende nogle ting.

Jeg faldt i søvn og drømte videre, i drømmen regnede og stormede det:

Jeg begyndte at løbe, og opdagede til min forundring, at regnen ikke var nogen almindelig regn. Det var store sorte dråber, der forhandlede sig når det faldt på jorden. Jeg veg tilbage, men var omringet af de her væsner, der voksede ud af dråberne. Nu blev jeg bange for alvor, men de førhen sorte dråber, var nu hvide væsner. Et lys omkring dem skinnede stærkt imod mig, jeg mærkede nu en dyb ro. Det ene væsen kom hen imod mig, og det var som om det gik igennem flere lag i luften. En stemme røg ud af mørket som i ekko: ”Er du klar, er du klar, er du klar? ”

Væsnet var nu helt henne ved mig, og jeg fik et chok da jeg så de smukkeste turkis blå øjne. Den tegnede et hjerte i luften, som for at vise fred. Jeg skulle ikke være bange, der var mange stemmer der talte i det fjerne. Jeg havde en fornemmelse af evighed, som om der hvilede denne uendelige ro og fred i deres øjne og stemmer. Visdom.

De flaksede rundt omkring mig: ”Løber du? ” og som et ekko blev det gentaget ud i rummet. Jeg løb og løb, indtil jeg kom til en afsats. Nedenfor brølede der et vandfald jeg aldrig havde set magen til. Jeg syntes pludselig, at livet var så smukt, men måske var det livet efter døden det her. Men alene min eksistens, hvor jeg så end var, var smukt, og så sprang jeg. Imens jeg dalede ned mod vandet med fuldt tryk på, røg alle mulige minder frem og tilbage inden i mig. Både de lykkelige og ulykkelige.

Jeg ramte vandet og sank ned til bunds, jeg vidste at jeg havde fundet gud. For gud var i alting, gud var mig, dig, en anden. Jeg lod liv være liv, men erkendte min eksistens, at også jeg havde en plads i universet.

Pludselig var det som om jeg dukkede op til overfladen igen, fyldt med smerte og lettelse. Jeg græd og hostede. Jeg vågnede helt, og kiggede lige op i nogle meget smukke blå øjne. Det var en Falck mand, der kiggede bekymret på mig: ”Vi troede, du var død”.

 

 

 

 

3 Kommentarer

  1. Katja

    Hvor er det fint ,og meget smukt skrevet. Jeg blev helt fængslet af den lille historien. Du er så god til det med ord. Du har et godt, og levende sprog, som når ind til mit hjerte. <3

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.