Hvem er vi uden hinanden? Jeg er splittet. Fordi jeg ønsker menneskelig kontakt, men samtidigt har jeg et enormt behov for at være alene.  Jeg søger at finde mine værdier, min personlighed, finde mig selv. Og derfor har jeg trukket mig tilbage på landet i tre år, i en form for askese, for at finde mig selv.

Der er fordele ved askese, du opsamler hængepartier, du bliver mere klar over hvad du vil med dit liv, du bearbejder traumer. Jeg har været glad for totalt afholdenhed fra dating, job, rusmidler og stress. Men noget i mig længes. Efter mennesker, efter at være en del af det samfund, jeg foragter, at være en del af det på godt eller ondt.

Og hvorfor foragter jeg samfundet? Fordi jeg synes det hele handler om at komme til tops, og se ud som om man er noget, nogle gange på bekostning af andre. Alles kamp mod alle. Vi påstår at være civiliserede, men behandler alligevel hinanden som dyr.

Så jeg besluttede at i et psykiatrisk bofællesskab skulle jeg have helle, fred fra det hele, fra samfundets krav om evig ungdom, evig opgradering af kompetencer og at have et liv fyldt med penge, sociale aktiviteter og magt, fordi jeg ikke ville ende som en, der ville beskytte alt dette, ved at gå i forrådnelse.

Psykiatrien forekommer det mig, er et helle i nogle henseender, men også her gælder de underliggende magtstrukturer jo. Her er ansat personale, der hjælper os andre, vi er således under dem. Selv blandt psykisk syge eksisterer et hierarki, en magtstruktur, med de samme komponenter som samfundets magtstruktur, så selv om jeg har bildt mig ind, at det er et helle, en fred fra verden, at være i psykiatrien, har mit liv også været tomt, monotomt og uden perspektiver.

Jeg overvejede engang at tage til et buddhistisk tempel i nogle år for at vende mig indad, meditere og blive et bedre menneske. Og ideen tiltaler mig, men jeg havde ikke modet, og nu fik jeg noget andet, min form for retrete, og måske ender jeg i et buddhistisk tempel en dag, men ikke” for good”.  Fordi:

Jeg undrer mig over, hvad jeg skal bruge oplysning til, hvis ikke en dag skal vende tilbage til samfundet og give videre, hvad jeg har lært.

WELL, jeg kom aldrig i buddhistisk tempel, men jeg har hørt en sige, at psykisk sygdom er en misforstået vej til oplysning.

Disse tanker udløste min beslutning:  Efter min selvvalgte askese vil jeg vende tilbage til samfundet, som et nyt og bedre menneske.

Jeg vil tage tilbage til verden, job og lejlighed, og vide, at jeg ikke kan forberede mig mere til livet i og vende og dreje alt, til jeg er perfekt i hvad der forekommer mig at være et pseudo fællesskab.  For jeg tror at jeg finder min personlighed, mål og drømme, mig selv bedst ved at være sammen med andre. Og hvad hvis jeg først er perfekt, den dag jeg dør?

Jeg foragter de spil, der er i verden, men liver nødt til at lære dem at kende, for at ændre verden.  Så det vil jeg gøre.  Tage ud i verden og være sammen med andre, på godt og ondt. For jeg vil lære det her med mennesker.

Og med den bagage jeg har, kan jeg måske bedre være med til at ændre verden.

Mit mål er en mere gennemskuelig verden, hvor tingene er, hvad de giver sig ud for. Dette håber jeg lykkes. Og jeg vil gøre mit.  

Jeg skal passe på mig selv, ja og der vil være dage, hvor jeg har nedture, men så har jeg mine strategier, mit selvkendskab og ved, hvordan jeg skal gøre.

Og jeg tror, at denne tredje vej;  at være i verden, med min sårbarhed, acceptere verden, og samtidigt kæmpe for en bedre verden, er MIN vej hjem.

“When you walk your own way in life, you become a part of the universal way – this is the mystery. “

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.