Det er en meget rørende fortælling, jeg har fået lov til at dele her. Det er Jannie Christine Torp, der har skrevet den til “min” Facebook-gruppe “Mani og Depression”. Hun har en kæreste, der er bipolar og har haft et misbrug af alkohol og coke.

Jannie skriver:

Min kæreste var meget impulsstyret, da jeg mødte ham. Det var på en uhensigtsmæssig måde, hvor det ofte gik ud over mig. Han kom ikke til aftaler, skred fra tingene, smed mig ud, tog coke, drak alkohol, blev hypomanisk og derved endnu mere impulsstyret. Så jeg vidste aldrig, hvad jeg havde med at gøre. Impuls, vrede og irriteret, eller en sovende ubeslutsom og deprimeret mand.

Efterhånden blev det for meget for mig. Jeg satte ham stolen for døren og begyndte at skabe plads til mig ved at sige: “Du må selvfølgelig selv om, hvad du gør, men hvis du gør det (hvad det nu var) så ses vi ikke, fordi det kan JEG ikke være i”.
Nogle gange lykkedes det, andre gange smed han mig ud, svinede mig til, brød vores forhold og forsvandt i flere dage. For så at dukke op og bede om godt vejr og tilgivelse.

Sådan stod det på meget længe. Når han var deprimeret, samlede jeg ham op fra gulvet, eller fik ham ud af sengen, fordi han SKULLE op, have mad, lys og medicin, bare 20 min. Jeg har siddet igennem depressionsperioder, og spillet skak og drukket kaffe – udelukkende, fordi det var det eneste, han kunne, foruden at græde og sove. Jeg hentede vasketøj, lavede mad, handlede ind og passede på min datter. Og jeg hentede og bragte ham alle steder. Jeg har siddet alene, såret, bange og frustreret, når han var hypomanisk. Jeg vidste at jeg skulle stille krav, også når impulserne eller hypomanien spillede ind. Få ro på ham, selv om han svinede mig til og skubbede til mig, så jeg kom til skade, i hans irritable tilstand eller i vreden.

Jeg krævede af ham, at alkohol og coke skulle forsvinde, ellers ville jeg gå for alvor og aldrig se mig tilbage. Jeg var knust over tanken, men hverken min krop eller min psyke kunne holde til mere. Jeg krævede, at han smed sin bedste ven for porten, som også var hans coke/alkohol buddy, og som har psykopatiske træk. Nu måtte det briste eller bære. Så jeg tilbød ham et behandlingstilbud og sagde til ham, at han havde tre dage til at beslutte det. Han tog imod og græd af lettelse bagefter. Han vidste godt, at tingene var for meget, han havde selv et ønske om at få det bedre, styre sine impulser og blive ven med sygdommen.

Idag er han clean (6 mdr og 6 dage) Han arbejder som skolelærer og er vanvittigt glad for det, og møgdygtig. Jeg fik ham i yderligere behandling, så han tilmed fik både Lamotrigen, som han har fået fra starten, men nu også litium. Han er stærk i dag, og har aldrig haft det så godt som nu. Pludselig kan han se hvem han er, hvem han var, før han blev syg. Og han bliver stærkere endnu, han skal til psykoedukation nu her. Jeg stopper ham ikke i hans impulser men siger, hvad jeg mener, og han spørger selv, hvad jeg synes, fordi han er blevet klar over, at det ikke altid er det værd – hverken i nuet eller bagefter. Han er blevet mere bevidst om tingene.

Han har hørt sætningerne, fra venner og familie: “Kan du nu klare det, er det nu klogt, husk nu på at du er syg” – især da han blev lærer. Og han blev vred og ked af det. Indtil jeg fortalte ham, at jeg altid har troet på, at han selvfølgelig kan, og hvis han føler, at det er for meget, så kan han altid stoppe, det er ikke et nederlag, og at tingene er sagt til ham i kærlighed og bekymring – ikke for os pårørende, men for hans skyld. Det har gjort, at han har mere ro nu – det er minimale sving, der kommer, i forhold til hvad der har været, men de er der. Jeg støtter op hele tiden, fortæller ham at han er en vidunderlig mand, far, skolelærer, at han er sej og god. Jeg ønsker ikke, at han skal være andet end sig selv, men impulserne er ikke HAM, de er et symptom på hans lidelse, derfor skiller jeg det også ad. Jeg kan blive frustreret og vred til tider – meget, men min kærlighed til ham, driver mig. Også når tårerne flyder, når frygten sætter ind, og når tingene ikke går helt som de skal.

Men i dag er vi i bund og grund lykkelige, omend jeg stadig heler efter de sår, jeg har fået, men det går frem. Og han er kærlig, lyttende og forstående overfor mig.

2 Kommentarer

  1. Birgit Merret

    Den slags voldelige forhold er desværre uhyggeligt almindelige. Om det skyldes “sygdom” eller bare er udtryk for en skidt karakter, skal jeg lade være usagt, for det er jo vidt forskelligt fra person til person. det er beundringsværdigt at du har holdt ud så længe. Jeg synes du er meget tapper.hvordan dælen fandt du styrke til at blive ved? jeg har elsket en voldelig person siden jeg var 14 år. men vi er ikke sammen, fordi jeg er bange for at han skal slå mig ihjel, eller omvendt? istedetfor bor han sammen med en person, der er ligeså tapper som du, som styrer ham med hård hånd, ordner alle økonomiske forhold, opdrager han børn, og sørger for at han ikke drikker sig ihjel. MEN; ER HAN LYKKELIG? det bliver man kun hvis man kan tage ansvar for sig selv. Og det er en proces, der tager lang tid, især hvis man har nogen der ordner alting for sig…!

    Svar
    • Jannie

      Hej Birgit.
      Min kæreste er ikke voldelig, han har aldrig slået mig eller lign. Han har skubbet til mig nogle gange i vrede eller irritation i sygdomsperioder.
      Jeg fandt og bliver ved med at finde styrken til os og vores forhold, i den kærlighed jeg har til ham. Men også i den kærlighed jeg ser i ham til mig. Jeg føler mig utrolig elsket og højt værdsat i dag. Kokain og alkohol gjorde ham endnu mere syg, men jeg kunne jo se at det ikke var ham, men sygdom og misbrug – det holdte mig kørende.
      Måske også en vis portion stædighed ala DET HER FÅR IKKE LOVE AT VINDE!! I dag har jeg en rolig, kærlig, omsorgsfuld, følsom, betænksom mand, den mand jeg jo vidste var inde bagved kokain, alkohol og voldsomme sygdomsperioder❤️

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.