Seksuelle overgreb på mig !

Det føles krænkende at sige det, og det gør mig vred, meget vred, for det ER krænkende. Jeg har mistet meget til disse fremmede mænd der har begrebet sig på mig i min barndom, men nu vil jeg ikke miste mere. Så jeg har besluttet at fortælle min historie. Råt for usødet.

Jeg er cirka 9 år. Jeg sidder i et tog. De gamle toge med 6 personers kupeer og jeg er alene i det sammen med en mand. Han kigger på mig, jeg kigger væk. Han ligger sig ned, og jeg tænker, hvad laver han, men ignorer det… han rører ved mit ben, og her fryser jeg fast og resten af tiden indtil jeg står ud og møder min far, har jeg blackout. Jeg tror han voldtog mig. Jeg tror han bad mig ikke sige det til nogle. Jeg tror han truede mig med, at han ville slå mig ihjel hvis jeg sagde det til nogle. Og derfor gjorde jeg det ikke. (kommentar: efter mere terapi har jeg fundet ud af, at han ikke voldtog mig, “kun” psykisk, han var blotter)

I forbindelse med min recovery proces fra psykisk sygdom har jeg spurgt mig selv, hvorfor blev jeg egentligt syg? Jovist, jeg var depressiv og vidste ikke hvad jeg skulle uddanne mig som. Jovist jeg havde fysiske skader og var isoleret i længere perioder. Jovist, jeg røg hash, og fik psykose. Men noget inden i mig gjorde ondt, handlingslammede mig, og jeg kunne ikke finde ud af hvad. Indtil jeg fortalte min psykolog:

Jeg tror jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn. Det har taget mig 10 år i terapi at nærme mig det sted, hvor jeg turde tale om det, min første psykolog gav op, min anden blev fyret, min tredje fik andet job, og hver gang skal jeg starte forfra med tillid og tålmodighed, for det er dybt nede i mørket.

Det var denne tillid han tog fra mig, tilliden til andre mennesker, til at mine signaler, kropslige blev respekteret og mine grænser også. Jeg tog en ubevidst beslutning om at jeg alligevel ikke var værd at respektere og jeg besluttede at lade folk overskride mine grænser kontinuerligt.

Jeg håber jeg kan finde en psykolog igen, og få opklaret om der skete noget, men egentligt er det ikke vigtigt, for den største indvirkning var ikke voldtægt, hvis det skete, fysisk, det var den psykiske indvirkning det havde på mig. Jeg fløj ud af min krop og deltog ikke. Men nu vil jeg ned i min krop igen. Han var et forfærdeligt menneske, og hvad han gjorde var forkert, men jeg vil ikke længere lade det stoppe mig i at udtrykke mine grænser klart og tydeligt, og vise dem med kroppen. Det har det lært mig. Efter at være i terapi. 

Jeg står til koncert, med min mor, et par år senere. En mand presser sig op imod min ryg med sit stive lem. Jeg siger ikke noget. Men fokuserer på det positive, koncerten. Der sker ikke mere. Jeg beslutter at fryse fast i mennesker, steder, hændelser, idoler, der gør mig tryg, og bliver omklamrende og dependent, hvilket mine veninder afskyr, og langsomt glider de fra mig. I denne lange proces efter mister jeg alt. Venner, mest. (min far sørger for jeg alligevel får taget en uddannelse). Alle dem, jeg får, ryger igen, for de kan ikke magte min omklamrende adfærd. Nogle er gode, nogle bliver og siger fra, alle giver det de kan, og det er helt klart blevet bedre efter jeg er blevet voksen.  Men jeg har nægtet at se i øjnene, at det vi klamrer os til, forsvinder. Jeg ville have en ny familie, jeg ville have en ny barndom, og det søgte jeg i veninder og kærester. Nu vil jeg sætte mig selv og alt andet fri. For det er det jeg selv ønsker andre gør ved mig, lade mig være fri, ikke pakket ind i en kasse, en rolle, eller et fortidigt handlemønster. Og jeg tilgiver ham. Det har det lært mig. Efter at være i terapi. 

Jeg er 14, er i et s-tog, kan klare mig selv, holder hovedet oppe og har en skal omkring mig, skabt efter mange års hjertesmerter og hvad der forekommer mig at være svigt fra andres side. Jeg stiger ud af s toget, en mand tager mig i skridtet, jeg bliver vred, men når ikke at reagere, og tænker, fuck nu skete det igen, og giver op. Helt ærligt. Som 14-årig. De næste mange år er kaos. Og nu er der orden, struktur og ro, og at bløde op og vise mine følelser, at være skrøbelig. Det har det lært mig. Efter at være i terapi. 

Jeg prøver på ingen måde at negligere seksuelle overgreb, men jeg siger, at med mange års terapi, og medicin, indlæggelser, mistede relationer og musik, kunst og fokus på at finde sandheden, kan jeg sige at sandheden er: disse mænd har ikke ødelagt mig. Fordi jeg elsker mig selv, og jeg tror på. at kærligheden er stærkere end mørket, og jeg beder til gud om, at alle, der har gennemgået overgreb får bearbejdet det og ikke ender med at give op, eller selv føre det videre.  

Der altid for sent at give op. Så nu lever jeg videre, og gør de ting, jeg ikke magtede dengang. Måske er jeg nogle gange en prinsesse på 9, måske er jeg nogle gange en gange hypersensitiv på 8, og måske er jeg nogle gange en vred teenager på 14, men jeg er bevidst om, at min udvikling gik i stå 3 steder, og at jeg derfor har brug for at gennemleve nogle stadier sundt, for at komme videre.

Det er konsekvenserne og det håber jeg, du vil tilgive mig, hvis du møder mig. Men tilgive mig selv, at jeg ikke sagde fra, det gør jeg.

 Det håber jeg også du gør 🙂

Tak fordi du lyttede – det hjalp at få det ud 🙂

 Janni

 

ps Xanders musik har hjulpet mig meget til at arbejde med disse overgreb, og selv om jeg ikke vil lade det styre mig, er et ord som tilgive måske forkert, for jeg ville aldrig stole på dem igen, og det vil altid spøge i baggrunden. men det styrer mig ikke.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.