Er tvang i psykiatrien en hjælp til patienten? Det mener jeg. Jeg ved at jeg, hvis ikke tvang havde været en mulighed, var død i dag.
Konstant smerte i min sjæl. Jeg bliver drænet. Er bare træt. Ingen muligheder. Intet. Bare et stort sort hul, døden indeni. Som en sommerfugl der slår de sidste slag med vingerne inden frosten sætter ind. Så smuk og så alligevel så flygtig. Smerten brænder sig ind i min sjæl. Jeg kan næsten ikke holdet det ud. Stormen suser i mit indre. Bølgerne slår op og omkring mit indre fyrtårn og truer med at rive det med sig ud i havet. Jeg står fast endnu. Men kun en smule. Fundamentet er usikkert og jeg svajer let. Vi modarbejder hinanden. Jeg sidder i min båd og ror væk fra bredden. Væk fra dem, der vil hjælpe. Langt væk. De råber til mig, men jeg hører det ikke.
Det er eftermiddag tror jeg. Jeg går rundt om mig selv, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg hører stemmer i mit hoved, der er skygger i mit sind. Jeg mister langsomt forbindelsen med virkeligheden. Er væk i en helt anden verden. Bare væk .
Jeg registrere verden omkring mig og så alligevel ikke. Jeg ser porcelænet på vognen. Jeg reagerer lynhurtigt. Men når ikke ret langt. Tallerken er smadret, alarmen går. Jeg bliver overmandet af personalet.
Jeg kæmper og kæmper, men forgæves. Slås med hænderne, der holder fast. Mærker kun hænder, hører ikke hvad der bliver sagt. Jeg har mistet virkelighedsfornemmelsen helt. Er tilbage i en verden af skam og skyld. En verden af mobning, overgreb og traumer. Det passerer revy i mit hoved og jeg glemmer alt. Er kun i mine erindringer. En osteklokke vokser omkring mig, al snake bliver til mumlen. Jeg registrerer kun enkelte ord. Løsrevne fra sammenhængen.
Jeg mærker hænder der slipper, jeg forsøger at rive mig løs. Men kan ingenting. Jeg er spændt fast. Jeg slås med remme og bælte. Kæmper og kæmper, men forgæves. Jeg bliver urolig igen. Blide hænder, der stryger mig over panden, en beroligende stemme. Jeg vender tilbage fra min verden, tilbage til virkeligheden. Forsøger at flytte mig, men jeg er spændt fast. Jeg bliver bange. Ved ingenting. Kan ingenting. Angst, bare angst. Så alene og alligevel altid sammen med nogen.
Men alligevel synes jeg ikke at bæltet er et middelalderligt torturinstrument. Det er et overgreb, ja. Det kan være ydmygende og umynidggørende. Men det kan også være en hjælp, en tryghed og en beskyttelse mod en selv og den verden, der er for svær. Det kan få mig til at slappe af, når jeg er helt dissocieret. Det kan få mig til at give op og være stille. Helt stille.
Jeg havde mistet førligheden eller cuttet en pulsåre, hvis det ikke havde været muligt at fiksere mig. Jeg ville være sprunget i havnen, hvis det ikke havde været muligt at tilbageholde mig. Jeg havde slået mit hoved ind til en væg i timevis, hvis det ikke havde været muligt at tvangsmedicinere mig. Jeg har ar på krop og sjæl, men jeg er i live
Jeg så gerne at tvang aldrig var nødvendig, at det var muligt at nå folk med terapi og samtale. Men det er alt for få hænder, alt for få sengepladser, at for få penge til at kunne tage ordentligt vare på patienterne. Måske bliver de afvist af systemet gang på gang, forsøger at klare sig selv. Føler sig svigtet og vil til sidst ingenting. Sådan blev jeg selv. Jeg følte mig afvist og ikke taget seriøst, jeg besluttede mig for at jeg intet ville have med hospitalspsykiatrien at gøre. Så klappede fælden og det gav 1½ års tvangsindlæggelse og flere bæltefikseringer end jeg kan huske at tælle. Langt om længe fik jeg det jeg havde brug for, at blive lyttet til, at blive taget seriøst.
Jeg er uddannet lærer, men i dag førtidspensionist. Jeg tror på at jeg stadig kunne have passet et arbejde, såfremt mine råb om hjælp var blevet hørt noget tidligere.